Kender du det…?

Kender du det…?

Når du rent faktisk er færdig på toilettet, men bliver siddende lidt endnu, bare lige for at få lidt fred og ro?

Når du beder en stille bøn, om at dit barn ikke spiser op, så du kan spise resterne – Især når det gælder slik?

Når du spørger dit barn, om I skal hygge med en tegnefilm i sengen, bare for at du kan ligge og småsove?

Når du kun barberer underdelen af skinnebenet, da du alligevel skal have lange bukser på?

Når du slikker lidt på fingeren og fjerner skidt fra knægtens kind? Også selvom du svor, du aldrig ville gøre det?

Når du har tonset rundt og ryddet op og går ud med skralderen og der allerede er rodet igen, når du kommer ind?

Når du tager 87 selfies, fordi du endelig har sat hår og lagt make-up?

Når du lige skal have en pakke servietter og nogle fyrfadslys i Ikea, og ekspedienten siger: “Det bliver 1492,50”?

Når du sidder og tænker: “Så læg dog på, for helvede”, mens du ignorerer et opkald, der faktisk forstyrrer lige midt i videoen om pandaen, der nyser?

Når du svarer: “Til 2 personer”, når ekspedienten i sushibiksen spørger, hvor mange personer, der skal dele den portion, du har tænkt dig at spise helt for dig selv?

Når du smiler stort og siger: “Jeg støtter allerede”, til den søde unge mand, der er på vej imod dig med et medlemsblad, du ikke aner hvad er eller hvor er fra?

Når du opdager, at Ninjago har kørt i fjerneren i 30 minutter efter du har lagt knægten i seng?

Når du ser en fed video på YouTube, hvor du lige får et godt fif til en smart frisure? Efter at have prøvet i 45 minutter, giver du op og får lyst til at klippe dig skaldet?

Når du læner dig 10 cm frem i sædet, for at se hvad der står på skiltet på motorvejen? 10 cm med 110/t må jo virkelig give et godt overblik?

Når du synes en fodvarmer fra Harald Nyborg, minder umiskendeligt meget om ens overkrop?

Når du siger: “Ejjj, vi har lige sat os til bords, så det passer desværre ikke så godt”, til den telefonsælger, der ringer, mens du sidder og stalker folk på Facebook?

Når du ikke hørte hvad, der blev sagt og du bare ender med at nikke og smile og personen derefter stirrer på dig? “Shit, det var et spørgsmål!”

Når du lige har smidt dig i sofaen og 2 sekunder efter, mærker du skal tisse?

Når du ser en ung pige, der har bare ben en kold vinterdag og får lyst til at råbe: “Så få dog noget tøj på, barn – Du kan jo få underlivsbetændelse”, og du helt har glemt, hvordan du selv klædte dig, da du var yngre?

Når det først bliver rigtig afslappende og hyggeligt derhjemme, efter du får smidt din bh?

Når du kigger på dit barn og både kan tænke: “For filan, hvor jeg elsker dig og du har gjort mit liv så berigende og kærlighedsfyldt” og “For filan, hvor ville jeg gerne sælge dig for en flaske hvidvin, der ikke engang behøver at være kold”?

Når du lige springer et par linjer over, mens du læser godnathistorie og selvfølgelig bliver total busted, da knægten udmærket ved, hvad der står?

Når du endelig får passet knægten og skal ud og svinge træbenet, men egentlig allerhelst vil ligge i sofaen i joggingbukser og stene Netflix?

Når du allerhelst ville have ligget i sofaen i joggingbukser og stene Netflix, men ender med at have en brag af en aften og feste til kl. 7 næste morgen?

Når du hårdnakket påstår overfor dig selv, at det er helt okay at spise en plade Marabou og alligevel ender med dårlig samvittighed?

Når du prøver at regne ud, hvor mange mavebøjninger, der skal laves, for at forbrænde en plade Marabou og du ender med at opgive efter 3 stykker?

Når du bliver helt varm af kærlighed, når knægten kommer hjem fra børnehave og har lavet en papirflyver til dig – Komplet med hjerter og blomster tegnet på?

Når du lige nyder et stille øjeblik i sofaen, men pludselig panikker – “Hvorfor er der så stille inde på det børneværelse”?

Når du bliver total paranoid, hver gang der er én, der kigger på dig i træningscenteret? For du er helt sikker på, du pruster og stønner som en gal, men ikke selv kan høre det, fordi du har fyret total op for musikken i dine hørebøffer?

Når du finder en smart spejlæg-ting og er helt sikker på, det bliver fantastisk, men ender med en kat(!)astrofe?

Du er velkommen til at fortsætte listen eller “sætte kryds” ved dem du kender i forvejen.

Det ville gøre mig glad i låget, hvis jeg ikke er den eneste, der kender til ovenstående eller lignende scenarier.

Hav det dejligt derude!

Mit nye år – En dagbog

Mit nye år – En dagbog

2019, din gamle svinger – Det er sgu dejligt at se dig!

Et nyt år = Nytårsforsæt!

Og hvilken bedre måde at starte sit nye liv, end at skrive alle de nye oplevelser og skønne ting, man nu skal til at have ind i sit liv, ned i en dagbog.

Jeg glæder mig!

Den 1. januar – LET´S DO THIS!

Men hov, den 1. januar tæller naturligvis ikke med i nytårsforsæt – Det ved enhver jo. Der står den på rekreation efter aftenen før og den nye sæson af Modern Family. Åh, det var også fjollet af mig, at være total klar til kamp allerede i dag. Tossede mig, altså. Og så må jeg hellere lige få spist alt det slik og junk, vi har liggende i huset, så jeg ikke bliver fristet af det mere.

Den 2. januar – Nu skal nytårsforsætterne sgu indvies!

Men skulle man nu egentlig ikke lige læse listen igennem og lige sætte de nytårsforsæt lidt i orden. Måske er der nogle af dem, der passer sammen og kan klares i ét hug – Så er det jo mega fjollet, at man ikke lige har sat sig lidt ind i tingene.

Den 3. januar – Nu er jeg virkelig klar.

Ihh, man har næsten ikke fået noget søvn hele natten, fordi man har været så spændt på at møde sit nye jeg, dagen efter. Gad vide, hvordan mit nye jeg er? Sikkert vildt fantastisk og helt anderledes end mit gamle kedelige jeg. For det var jo den gamle mig. Det jeg, der levede året før og bare slet ikke fungerede og virkelig havde brug for at ændre en masse ting. Farvel til dig, gamle kedelige jeg! Men okay, det er måske heller ikke den allerbedste velkomst til mit nye jeg, når gamle kedelige jeg har sovet virkelig dårligt. Det er faktisk både flabet og utrolig uhøfligt at tage imod fantastiske, nye jeg, med trætte, gamle, kedelige jeg.

Den 4. januar – Nu er jeg klar til at møde mit nye jeg.

“Halløjsa, nye og fantastiske jeg – Du ser virkelig fabulous ud!” Sådan, nu er vi i gang. Jeg har hilst pænt på nye, fantastiske jeg og givet gamle, kedelige jeg et ordentligt los. Herut med dig, her er kun plads til en virkelig skøn personlighed her hos mit nye jeg. En personlighed, der skal tabe sig og være en bedre mor/hustru/veninde/kollega/nabo/datter. Og naturligvis er der kun plads til en personlighed, der ikke brokker sig over at vente i køen, fordi én eller anden har glemt af veje sine druer. En personlighed, der altid vågner med et smil og lige kreerer en 5 stjerners morgenkomplet med hele pivtøjet. Ja tak, det er kun sådan en personlighed, der skal matche mit nye, fantastiske jeg. Men pyha, man bliver helt træt af at være så fab´- Jeg må hellere lige hvile mig lidt og give mit nye jeg lidt ro, så jeg virkelig kan sparke røv fra i morgen.

Den 5. januar – Mit nye jeg er udhvilet og klar

Mit nye, fantastiske jeg, vågner selvfølgelig med et smil. Mega klar til at kreere 5 stjerners morgenkomplet und alles. Men hov, der blev vist ikke lige handlet ind i går – Det må vist være resterne fra mit gamle, kedelige jeg, der selvfølgelig glemte det, inden hun fik sparket. Typisk gamle, kedelige jeg, ikke at få handlet ind. Nåh, nye, fantastiske jeg, kan godt lige klare en enkelt dag uden morgenmad og så må der hellere blive handlet ind til stor morgenkomplet i morgen. Der skal bare lige skrives en superb indkøbsliste og jeg har den helt rigtige app til formålet. Men hov, internettet er nede og nu virker appen ikke. Intet problem for nye, fantastiske jeg. Jeg finder da bare på noget og skriver ned på gammeldaws manér. Ihh, hvor filan er min kuglepen nu henne? Ej, sikke noget møg, den er vist blevet væk. Nåh, så napper jeg bare lige én af knægtens farveblyanter. Men måske er det alligevel ikke så smart – Jeg skal jo have listen med og krydse tingene af. Og det går virkelig ikke at have en farveblyant liggende løst i lommen – Den kunne jo lave mærker i min jakke. Mon ikke internettet fungerer igen i morgen, så appen virker og jeg kan få handlet?

Den 6. januar – Internettet virker!

Nu skal der handles! Og det er virkelig tiltrængt, for mit nye, fantastiske jeg, har ikke fået den bedste start på sit nye liv, hvad angår mad. Men NU skal det altså være. Indkøbslisten bliver lavet i nøje samarbejde med diverse opskrifter, der er sat ind i appen. De ser virkelig lækre ud og nye, fantastiske jeg, vil springe på hovedet ned i en spidskålssalat. Mums! Men altså, så er der selvfølgelig udsolgt af spidskål i Rema – Hvad er nu det for noget rod? Der er masser af andre slags kål, men nu hedder salaten jo ikke en rådkålssalat eller hvidkålssalat, vel? Næh, må hellere følge opskriften til punkt og prikke – Ingen smalle steder hos mit nye, fantastiske jeg.

Den 7. januar – Jeg har fundet spidskål!

Hurra hurra, NU er dagen virkelig kommet. Mit nye, fantastiske jeg vågnede med et smil, fik lavet 5 stjerners morgenkomplet OG har nu spidskål i køleskabet. Kom bare an! Nu skal der laves spidskålssalat og andet sundt. Alle maskiner tages frem, alt udstyr hives op af skufferne og bliver støvet af, det fine porcelæn bliver sat på bordet og alle vasker hænder inden de sætter sig. Succes! Mit nye, fantastiske jeg er i et vældig godt humør. Også selvom ingen andre gider at smage på maden. Ja ja, den ser lidt funky ud, men det skal sund mad jo gøre. Og ja ja, her lugter en lille smule af prut, da der naturligvis kun serveres blomkålsris nu. Og ja ja, køkkenet ligner lort og det flyder med alverdens maskiner og andet udstyr. Men bortset fra dét, har det virkelig været en vellykket dag!

Den 8. januar – Nu med træning!

I dag skal mit nye, fantastiske jeg til træning. Der startes stille og roligt ud med en let begynder spinning og derefter yoga, så mit nye, fantastiske jeg, kan strækkes godt igennem – Det bliver fab´! Efter 2 timers træning er mit nye, fantastiske jeg i total højt humør. Det er simpelthen så skønt at være den her “ihh, jeg tog lige 2 timers træning i træk, MED et smil” type. Okay, man får faktisk en smule ondt i røven af at sidde på de her cykler. Og mine fødder sov næsten hele spinningtimen, på grund af de stramme spinningsko, mit nye, fantastiske jeg har brugt 1500 kr. på. Og det der yoga, var da okay, selvom jeg var den eneste, der ikke kunne røre sine tæer, mens man stod op. Og der var helt sikkert ikke nogen, der hørte den kæmpe prut, der voldsomt forlod min krop, midt i “downward dog” positionen. Jeg er stadig topmotiveret og den skønne proteinshake, der skal drikkes efter træning, smagte fantastisk – I morgen vil jeg prøve at lave den uden klumper.

Den 9. januar – Endnu en træningsdag.

Yes, mit nye, fantastiske jeg er SÅ klar på endnu en træningsdag – Både spinning og yoga. Men for satan, hvor gør det ondt i lår, røv, arme, mave, skuldre, nakke, ører, øjenvipper, øjenbryn og hår. Måske er det ikke så smart at tage afsted til træning igen i dag? Faktisk læste mit gamle, kedelige jeg engang en artikel, der forklarede at det faktisk ikke var sundt at træne 2 dage i træk. Pyha, godt mit nye, fantastiske jeg pludselig kom i tanke om det – Der var da lige ved at ske en katastrofe. Der stod vist også i artiklen, at man bare skulle smide sig på sofaen, når man havde smerter efter træning. Og mit nye, fantastiske jeg, skal absolut ikke stille mig på tværs af diverse eksperter . Næh nej, det er mit nye, fantastiske jeg alt for god til.

Den 10. januar – Her går det helt perfekt.

Dagen startede næsten med et smil. Mit nye, fantastiske jeg, sov ikke så godt i nat på grund af smerter efter træning. Det blev besluttet, at noget, der gør så ondt overalt, umuligt kan være sundt for én. Derfor marcherede mit nye, fantastiske jeg afsted mod træningscenteret for at opsige medlemskabet. Og det gik helt fint – Ingen problemer dér. Altså, når bindingen på 1 år er udløbet, selvfølgelig. Med oprejst pande gik mit nye, fantastiske jeg ud for at handle. Der skulle købes mere kål – Mums mums, man bliver aldrig træt af kål. Eller, lidt træt kan man godt blive. Men hey, det er sundt og man vænner sig efterhånden til det. Eller, ikke helt, men I ved hvad jeg mener. Der var lang kø ved kassen, men mit nye, fantastiske jeg, er jo ikke typen, der lader sig hidse op af sådan nogle bagateller. Okay, endnu én, der ikke har vejet sine vindruer. Hvor svært kan det være? Der står sgu da et skilt lige ved siden af, hvor der står “vej selv” med store fede bogstaver. Mit nye, fantastiske jeg trækker selvfølgelig vejret dyyyyyybt ned i maven – Ikke ned på gamle, kedelige jeg´s niveau. Gad vide hvad gamle, kedelige, jeg egentlig laver i øjeblikket?

Den 11. januar – Her går det helt perfekt.. Eller næsten..

Altså, måske er det også total overvurderet at vågne med et smil hver morgen? Og hvem har egentligt godt af total morgenkomplet hver morgen? i hvert fald ikke mit nye, fantastiske jeg. En kop urtete må være rigeligt og så kan mit nye, fantastiske jeg også lige sove 30 minutter ekstra – Søvn skulle være så sundt for krop og sjæl, så det må være den rigtige løsning at bytte morgenmaden ud med søvn. Mit nye, fantastiske jeg er virkelig klog! På vejen hjem skinner solen og mit nye, fantastiske jeg er simpelthen så lykkelig for at have taget cyklen. Godt for helbred og klima – Win win. Og ja ja, alle kan selvfølgelig blive fanget i en voldsom regnbyge, men det skal ikke slå mit nye, fantastiske jeg ud. Heller ikke selvom cykelkæden går i stykker og efterlader mit nye, fantastiske jeg midt ude i regnvejret med en defekt cykel. Ingen problemer, mit nye, fantastiske jeg hidser sig ikke op over bagateller. Det var kun gamle kedelige jeg, der gjorde sådan noget. Gad vide hvad gamle, kedelige jeg får tiden til at gå med?

Den 12. januar – Nu må det sgu være nok!

Mit nye, fantastiske jeg kæmper! Ikke fordi, der er noget galt med nye, fantastiske jeg. Nej nej, det er alle andre, der ikke forstår og respekterer mit nye, fantastiske jeg. Hvem fanden har chokoladekage med på arbejde, når mit nye, fantastiske jeg udtrykkeligt har forklaret, at der altså detoxes for fuld hammer i øjeblikket? Og så en 2 lags chokoladekage – Svineri! Og hvem fanden har glemt at afmelde nyhedsbrevet fra fitnesscenteret, når jeg har sagt, jeg ikke gider komme mere. Det var deres skyld, jeg havde så ondt, så jeg gider overhovedet ikke høre mere fra dem. Og hvem er det lige, der har besluttet at kål skal implementeres i samtlige opskrifter, der skulle gøre dig tynd? Det er jo dødssygt at æde det lort i flere dage i træk. Og hvem i hede hule halløjsa, har fundet på “vågn op med et smil og få en dejlig dag” idéen? Jeg gider satme ikke smile når jeg står op – Jeg er sur over at vækkeuret ringer! Hmm, mit gamle, kedelige jeg havde straks gjort noget ved ovenstående – Og gerne med en masse bandeord til følge. Men sådan er mit nye, fantastiske jeg heldigvis ikke – Overskud, overskud og mere overskud.

Den 13. januar – Fuck overskud, overskud og mere overskud!

Nu gider jeg ikke mere. Mit nye, fantastiske jeg er overhovedet ikke fantastisk. En slap, kålspisende, kagehungrende wannabe, der slet ikke fungerer i min krop. Jeg savner gamle, kedelige jeg, der åd pandekager til morgenmad, sprang frokosten over for at få plads til mere pizza om aftenen. Skiftede kø, når der stod en idiot, der ikke havde vejet druer. Spiste to stykker kage, når bogholder Karen havde fødselsdag og bagt kage til afdelingen. Der havde grinet højlydt af sig selv, når der blev pruttet til yoga og havde trykket “afmeld” på det skide nyhedsbrev fra det dumme fitnesscenter.

Den 14. januar – Hej gamle svinger!

Jeg er lykkelig. Mit gamle, kedelige jeg er tilbage! Ikke mere nytårsforsæt – Bare gode gamle, kedelige jeg. Vi fejrer tilbagekomsten med osterejer, lunken hvidvin og serier på Netflix. Velkommen tilbage, gamle svinger! “Skal vi prøve med et nyt, fantastisk jeg igen næste år?” Ja, naturligvis!

Mit “liv som blogger”

Mit “liv som blogger”

Jeg har nu været blogger i snart 5 uger – Hurra og tillykke til mig.

5 indlæg er det blevet til og en masse skønne læsere, har lagt vejen forbi mit lille fristed – TAK til og for jer!

På 5 uger har jeg bandet, grint, skrevet fy ord, brokket mig og delt “skønne” detaljer fra mit (behårede) liv – Og det har været mega sjovt.

MEN! – 5 uger som blogger.

Har livet ændret sig? Næh, ikke rigtigt.

Er jeg skuffet? Ja, ærlig talt!

På alle de sociale medier, jeg frekventerer, ser jeg smukke kvinder bade i azurblåt vand, med obligatorisk flamingo pust op fætter.

Store hatte og velplejede, hårfrie ben, smides op i ét væk med den helt rigtige lyssætning på alle billeder.

Lækre øko smoothies bliver drukket og vist frem med den helt rigtige vinkel, således at man naturligvis ser den smukke manicure – Helt sikkert sponsoreret af mega sej negleteknikker, der har 6 måneders ventetid.

Balayage hår svinger smukt i vinden under den store solhat og komplimenterer de smukke krøller, der har det helt perfekte “åh, jeg vågnede bare lige op sådan her” look.

Farverige salater indtages på alle tider af døgnet – Hvilket måske er forklaringen på, hvorfor de altid er så slanke.

Øjenbryn tegnes op i smukke buer, lange øjenvipper skaber en storm, når der blinkes med øjnene og rabatkoder smides afsted i diverse links – “Hurra, så koster det kun 3500 kr., må jeg smide 10 rabatkuponer sammen, pleeeeeease?”

Der festes med kendte mennesker, der drikkes dyr champagne og der flashes de vildeste kjoler – Alt sammen klares selvfølgelig med læbestiften TOTAL på plads og INGEN mascara under øjnene – Jeg mistænker et sponsorat til permanent make-up og spørger lige: “Hvor fanden var min rabatkode til det?”

Der postes billeder fra fitnesscenteret hver dag – Iført de strammeste leggings og sportsbh, bliver æblerøve vist frem og søde små bicepsmuskler spændes.

Hey, jeg er jo blevet blogger nu – Hvor fanden er min æblerøv og sponsorat hos svinedyr negleteknikker?

Må jo nok se i øjnene, at jeg ikke lige bliver “Balayage – flamingo pust op fætter – salatspisende – sponsoreret lækkerhed – type” lige med det samme.

Men jeg giver IKKE op!

Jeg vil kæmpe for min ret til øko smoothies og perfekt manicure!

Jeg vil stampe i gulvet på det lokale værtshus og kræve, at der serveres drikkevarer med bobler i (“Ja ja, stik du mig bare en Breezer – Gider du toppe den med et sjovt sugerør, det skal jo trods alt på Instagram”)

Jeg vil storme Go´ Nova studiet for at få en selfie med Jojo og give hende et kæmpe smækkys (JA, total girlcrush – Men er hun ikke fantastisk? I mit næste liv vil jeg være lesbisk og prøve at score hende – Måske det lykkes, hvis jeg får mig en æblerøv?)

Jeg vil anlægge en køkkenhave og fremvise alverdens lækre salater (blot for at finde ud af, at jeg sikkert kun kan dyrke icebergsalat – Men hey, jeg smider sgu bare lige et filter på og tadaa, 1 styk LÆKKER salat)

Jeg vil forlange at min mand fylder badebassinet, så jeg kan sidde med min solhat og (næsten) hårfrie ben – (Er det kun mig, der ALTID finder et enkelt eller to ninja-hår, der på magisk vis, har undgået skraberen?)

Og så VIL jeg have en flamingo pust op fætter – Man er simpelthen ikke blogger uden sådan én! Hvem har en rabatkode, de lige vil linke til? Pleeeeease.

Ja ja, jeg lyder som en sur, gammel og utrolig misundelig type – Og det er jeg også!

Men helt ærligt, der må da være nogen, der kan se potentiale i mig og min lille blog og stikke mig et sponsorat eller en rabatkode?

Måske har du en mælk i køleren, der alligevel er ved at gå på datoen? Jeg lover at vende den i den helt rigtige vinkel OG ordne negle inden – Amar´ halshug.

Kram herfra og nyd mit nye blogger-billede.

Jeg kunne desværre ikke finde en flamingo emoji, så måtte nøjes med en and.

Der findes åbenbart heller ikke “solhat-klistermærker” i Aviary, men måske jeg kan starte en ny trend med sombreros.

Og nej, øjenvipperne er naturligvis ikke mine egne – Jeg ved godt, du var lige ved at blive snydt.

P.s. Husk nu, det bare er for sjovt, ik´? Vi behøver ikke tage os selv så seriøse.

P.p.s. Hvis du kommer fra et flødebollefirma og gerne vil sende en flødebolle – Så er det ikke for sjovt og jeg tager det hele meget seriøst.