Farvel til “Praktiske Gris”

Farvel til “Praktiske Gris”

Wow, det er godt nok længe siden jeg har været ved tasterne herinde.

Som nogle af jer måske ved, har jeg kæmpet en del efter min fars død.

Der har simpelthen været så mange praktiske ting, der skulle klares efter hans død og jeg synes sgu det har været hårdt.

Midt i sorgen over at have mistet sin far, skulle man pludselig også tage sig af alt det praktiske og sørge for at alt gik i orden – Der var sgu ikke meget tid til at sørge, synes jeg.

Det sværeste har helt klart været at tømme hans lejlighed.

Min far var en samler og skulle absolut ikke gå ned på udstyr.

Derfor var det enormt vigtigt for ham, at have 20 antennestik, 5 sæt højtalere, 24 fjernbetjeninger, 38 Lidl vognmønter, 21 par læsebriller, 53 engangsskrabere, 75 mapper fyldt med diverse papirer såsom selvangivelser tilbage fra 1996, 71 t-shirts, 107 VHS bånd (Oh yes, de findes endnu) og og og!

Og ja, det er korrekte tal, for jeg har talt det hele – Og ja, jeg ved godt jeg kan få hjælp for sådan noget. ;o)

Alt skulle kigges grundigt igennem, for man ville nødigt få smidt noget ud, der havde værdi for én.

Det har til tider været så utrolig uoverskueligt og der har været gange, hvor jeg bare har siddet og hulket på gulvet i ren afmagt.

Men det blev lejligheden jo ikke tom af og derfor måtte jeg hanke op i mig selv og få det overstået – Endnu engang måtte jeg putte sorgen “on hold”.

At gennemgå min fars ting har givet mange tårer, mange grin, mange spørgsmål og mange svar.

Jeg har hulket højlydt, da jeg fandt gamle breve, jeg havde sendt til ham. Jeg smilede stort, da jeg fandt vores fælles yndlingsfilm (på VHS, naturligvis). Jeg grinede højt, da jeg fandt alle de Kasket Karl striber, han havde klippet ud af avisen. Jeg græd, da jeg fandt alle brevene fra hans mor, hun havde sendt til ham, da han boede i Grønland. Jeg forstod pludselig en masse, da jeg tillod mig at læse nogle af dem. Jeg hulkede af grin, da jeg fandt de fødselsdagsinvitationer, han ville have brugt til sin 75 års fødselsdag. Jeg blev så trist, da jeg vidste han aldrig ville få dem brugt, selvom han selv havde valgt ikke at holde stor fest, da han fyldte 75 år. Jeg blev så glad, da jeg fandt en masse billeder af Louie på hans computer. Jeg fik dårlig samvittighed, da jeg opdagede de alle var gemt fra Facebook og ikke nogen, jeg selv havde sendt til ham. Jeg blev stolt, da jeg fandt avisudklip fra dengang han var formand for områdets kvarterhus.

Hele følelsesregistret blev fundet frem i denne proces – Og det har sikkert været rigtig sundt for mig, på en måde.

Men samtidig har jeg været så enormt stresset over det hele, at jeg slet ikke har tilladt mig selv, at bruge den tid, jeg havde brug for.

Og det er min egen skyld – Jeg kan ikke bebrejde andre.

Det var mig selv, der ville have tømt lejligheden indenfor 4 uger, så vi kunne få lukket det kapitel.

Dog sidder jeg nu tilbage med følelsen af, at det hele gik lidt for hurtigt.

Jeg tog mig ikke tiden til rigtigt at tænke og sørge, ét af de steder hvor jeg følte mig allermest tryg – Fars lejlighed.

Det hele gik op i tømning og rengøring, hvor det havde været rart med flere stunder, hvor man bare kunne have siddet på gulvet og hylet, set yndlingsfilmen (på VHS, naturligvis – For han havde selvfølgelig en VHS afspiller) eller brugt tid på at mærke efter, om man ønskede at beholde den lampe, der hang på kontoret.

Men nu er det for sent – Lejligheden er tømt og nøglerne er afleveret.

Jeg brugte 15 minutter på at græde og tage billeder af udsigten – Min far elskede den udsigt og sagde altid, det var hans bro. ;o)

Okay, Storebælt er ikke helt så tydelig, når vejret er overskyet – But you get the point.

Jeg vil ikke fortryde mit valg om hurtig tømning – Det vil bare sparke til min dårlige samvittighed og intet godt føre med sig.

Og det har jeg slet ikke brug for nu!

Nu har jeg brug for at være i sorgen og ikke hele tiden tænke praktiske tanker.

Og det føles så mærkeligt at sidde med de følelser i sig, “så lang” tid efter hans død, da mange måske allerede ville være kommet en del videre på dette tidspunkt.

Men jeg gav ikke mig selv plads til at sørge i starten af det hele.

Jeg gav plads til praktiske gris, der nok skulle klare det hele og gerne så hurtigt som muligt.

Men nu kan jeg heldigvis se en ende på det.

Min far har fået det smukkeste gravsted og er kommet i jorden, lejligheden er tømt og afleveret, skifteretsattesten er netop modtaget, alle abonnementer er opsagt og afsluttede og gravstedet er pyntet pænt op til jul.

Så nu vil jeg simpelthen tillade mig at give praktiske gris et los i røven og give plads til tanker, minder, tårer og grin.

Måske vil jeg sætte mig midt på gulvet og hyle, måske vil jeg finde vores yndlingsfilm på nettet (For jeg har ikke VHS afspiller), måske vil jeg læse nogle breve igennem igen.

Jeg var helt sikkert ude på noget dengang

Lige meget hvad, vil jeg give plads til min sorg – Det skulle jeg have gjort fra starten!

Kram til jer alle.

 

Bare 5 minutter mere

Bare 5 minutter mere

Her har været stille – Meget stille.

Normalt er her ikke stille og normalt er her faktisk morsomt at være, men lige nu, er her både stille og absolut ikke morsomt.

Jeg har mistet min far.

Jeg er en voksen kvinde med både mand og barn – Men lige nu, føler jeg mig som en utrolig trist lille pige og er fyldt med en sorg, der simpelthen skærer i mig og gør så ufatteligt ondt.

Min far blev 75 år. Han lagde sig i sofaen for at slappe af og vågnede ikke igen.

En måde, mange sikkert vil mene er den helt rigtige, når tiden er inde. Og nogen vil måske endda mene, det kan hjælpe med at komme hurtigere over sorgen og komme videre.

Men sandheden er, at jeg savner ham så forfærdeligt meget og ville have gjort alt for bare 5 minutter mere.

5 minutter mere, hvor vi kunne have hulket af grin over Ørkenens Sønner.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham brokke sig over fodboldspillere, der havde mere travlt med at filme end spille fodbold.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre om hans festlige unge dage.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre om naboens datters fætters kusines søn, der endelig havde fundet den cykel, der var blevet stjålet.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham forklare, hvad spidsen af en jetjager rent faktisk koster.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bede ham skrue op for høreapparatet, så jeg ikke skulle råbe.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se, hvor stolt han var af Louie.

5 minutter mere, hvor vi kunne grine højlydt af, at han havde 20 par læsebriller og alligevel aldrig kunne finde et par.

5 minutter mere, hvor jeg kunne være så imponeret, af hans evne til at holde sig opdateret indenfor alt, hvad der rørte sig indenfor teknik og revision.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham have dybe samtaler med min mand.

5 minutter mere, hvor vi kunne drikke kaffe og spise prinsessestang.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bruge tid på at lukke hans skabe og skuffer, der altid stod åbne.

5 minutter mere, hvor jeg kunne smile lidt for mig selv, når han igen sad og pillede i knapperne på sin skjorte.

5 minutter mere, hvor jeg kunne grine lidt af, at han synes jeg ligner Stéphanie Surrugue, der i hans verden, er den smukkeste kvinde.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bekymre mig lidt over, at han stadig arbejdede så meget.

5 minutter mere, hvor jeg kunne klaske mig på låret af grin, når han fortalte hvordan han havde klippet alle elastikkerne ud af sine sokker, fordi de strammede.

5 minutter mere, hvor jeg kunne nyde godt af hans gode og velmenende råd.

5 minutter mere, hvor han igen kunne understrege, hvor meget 1 milliard var og nærmest lød overrasket hver gang han forklarede, at det var 1000 millioner.

5 minutter mere, hvor jeg kunne irritere mig over, at han spiste så langsomt, at man altid skulle vente på, at han blev færdig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne nyde alle de billeder, han havde hængende af børnebørn, mine søstre og jeg.

5 minutter mere, hvor jeg kunne grine af, at han altid skulle fægte rundt med armene, når han talte – Og gerne med noget i hænderne.

5 minutter mere, hvor han kunne give Louie en kæmpe bøtte med slik.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se, hvor stolt han var af mig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne skraldgrine af, at han ville have begravet sin amputerede storetå i kolonihaven og skrevet et skilt: “Her hviler Knuds storetå efter 72 år”.

5 minutter mere, hvor jeg kunne have hørt om alle de skønne mennesker, han havde omkring sig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se hans glade ansigt, når han kunne slå sin krykke ud i et snuptag.

5 minutter mere, hvor vi kunne grine så voldsomt af Tømmerflåden med Kjeld og Dirch, at der ingen ord kunne komme ud af munden på os og tårerne trillede ned af kinderne.

5 minutter mere, hvor jeg kunne kramme ham, holde hans hånd, nusse hans kind og fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham.

5 minutter ville slet ikke være nok – Men jeg ville gøre ALT for bare 5 minutter mere med min far.