Nissehus til diva-agtige nisser

Nissehus til diva-agtige nisser

“Ja ja, træk et nummer i rækken af krea-bloggere”, tænker du sikkert!

Og ja, der er sgu mange om buddet til “Krea-Blogger of the year-prisen”, men nu smider jeg altså lige et lod i den pulje. Jeg har så ingen anelse om, om der rent faktisk findes sådan en pris – Smider du lige et link, hvis du har noget info? Så er du sød.

Har du nisser derhjemme, der mangler et godt sted at bo?

Louie har hele to af slagsen.

Én nisse, der har boet her i flere år og en ny, der kom til i år – Jeg håber virkelig de to nisser kan sammen, men ellers må én af dem sgu sove i varmestuen.

Vi har, som skrevet, haft besøg af nissen hvert år. Og for hvert år, der er gået, er han blevet mere og mere krævende, hvad angår bolig.

Det første år, var han helt tilfreds med en enkelt dør, der ikke engang sad fast på væggen. Den var bare stillet op af væggen på gulvet og alt var fint.

Året efter skulle den lille nisse så åbenbart have lidt mere plads og tingeltangel. Døren skulle naturligvis klistres fast på væggen og der skulle pludselig være en lille postkasse, en kost og dørmåtte. Som om den nisse overhovedet havde tænkt sig at feje eller tørre fødderne af, inden den gik rundt i huset. Hhrrmmph!

Fra tiden, hvor alt var så enkelt

Sidste år, gik det så fuldstændig op i hat og briller for den lille krævende og diva-agtige nisse.

Nu skulle der pludselig være et rigtigt hus og ikke bare en snoldet dør, der var klistret fast med elefantsnot – Det passede åbenbart ikke den lille herre længere.

En lille kasse flyttede ind. Komplet med falsk sne, juletræer, kælk, lygte, lyskæde, stige, træsko og risengrød. Skide fedt, med kunstigt sne overalt – Og den havde naturligvis, stadig ikke tænkt sig at svinge den lille kost.

Nu kunne den krævende nisse vist ikke bede om mere.

“Au contraire, my love”, sagde nissen og grinede helt ned i den tykke mave.

Da der kom endnu en nisse i huset, havde jeg nu to diva-agtige nisser, der på ingen måde kunne leve med falsk sne og en lyskæde, der sad fast med tape – Næh nej, nu skulle der søreme lidt stil over det.

Og hvad i alverden bildte jeg mig ind at tro, at en lille papæske kunne være rigelig fin til et par nisser?

Dumme dumme papæske med falsk sne og lyskæde, der er tapet fast

Nu skulle alt sættes ind. De nisser skulle ned med nakken, én gang for alle. De skulle simpelthen få sig det hyggeligste lille hus, med alt hvad nisse-hjertet begærer og aldrig bede om andet end pebernødder og risengrød.

Der blev investeret i et sæt med 3 bogkasser formet som huse.

Først ville jeg bare have lavet det ene, men så lo jeg lidt af mig selv, da jeg kom i tanke om, hvilke nisser, der havde slået sig ned på matriklen.

Jeg valgte derfor at bruge to af husene og gemme det tredje, hvis nu nisserne pludselig inviterer en fætter på besøg næste år – Mig skal de ikke løbe om hjørner med.

De diva-agtige nisser kan naturligvis ikke rende rundt på et hårdt trægulv og derfor måtte der indkøbes håndlavet filt til gulvene i husene – Ikke noget billigt basis filt, næh nej, de små nisse-fusser skal søreme ikke fryse.

Der røg også håndlavet filt i kurven, så taget på det store hus kunne få lidt sne. Så slipper jeg også for at samle falsk sne op fra gulvet konstant – Så faktisk er det måske mig, der har vundet her?

Game on, diva-agtige nisser

Nu skulle det jo ikke bare være en hurtig løsning med de tage. Og samtidig måtte det jo gerne have lidt stil og ligne et smukt træhus i Aspen.

Derfor måtte jeg  naturligvis sørge for at få taget på varmestuen, til at ligne et tag i ægte træ, så de små nisser kan sende postkort til gutterne og blære sig med deres træhybel.

Efter at have overvejet en tur i skoven, hvor jeg ville have fundet det smukkeste træ, fældet det og skåret bittesmå bjælker af det, valgte jeg dog at finde nogle ispinde, der kunne klare jobbet.

De fik så lige en omgang brun vandmaling, så looket blev fuldført. Tænk hvis nisserne var kommet hjem og havde set, at bjælkerne var ubehandlede – Det havde deres forsikring sikkert ikke accepteret.

Der klargøres mørkbejdsede bjælker
Tadaa! Mørkbejdsede bjælker

Nu havde jeg både håndlavet filt og mørkbejdsede bjælker til tagene og bunden af husene.

Limpistolen kom frem fra skuffen sammen med en ordentlig røvfuld limstifter – Tingene skulle bare sidde fast!

Nu havde jeg sørget for varme nisse-fusser og ordentligt håndværkerarbejde på tagene.

Nu skulle der indrettes.

Alt det habbengut, de kære nisser havde skrabet sammen, skulle naturligvis limes fast i og på husene og selvfølgelig nøje indrettes og tænkes igennem.

Intet måtte overlades til tilfældighederne – Fordi diva-agtige nisser skal man absolut ikke spøge med!

Nu var den håndlavede filt limet fast, de mørkbejdsede tagbjælker fuldendte “Aspen skihytte” looket, tøjsnoren hang lige og viste lidt diskret en trusse, juletræerne stod på milimetermål ved siden af hinanden, plakaterne hang smukt og fremviste en artig-liste og dagens ret, julesokken hang på den der “hey, her smed jeg lige helt tilfældigt en julesok, men alligevel ser det bare så godt ud” agtige måde og navneskiltet var i vater.

Diva-agtig nisse crib
Diva-agtig nisse crib
Varmestuen – Intet mindre kan vel gøre det
Den diskrete trusse
Dagens ret i varmestuen
Vi er på artig-listen!! WIN!
Decor i diva-agtig nisse crib

Husene var perfekte og klar til den store test.

I ly af mørket blev husene sat ind på Louies værelse til nisserne, der havde ventet i spænding.

Efter en urolig nat, hvor jeg næsten ikke kunne sove af bare spænding – (Who am I kidding? Det var angst for at blive afvist af diva-agtige nisser) vågnede jeg til et hyl inde fra Louies værelse.

Var det et vredes hyl? Et glædes hyl? Jeg vidste det ikke og lå bare under dynen og ventede på dommen.

Jeg kunne høre Louies skridt nærme sig døren til vores soveværelse, jeg kunne se dørhåndtaget bevæge sig og høre døren knirke stille – Aarghh, jeg kunne næsten ikke være i mig selv mere.

Ind kom mit barn – Mit barn, der kunne afgøre min skæbne som “diva-agtige-nisser-nissehus-bygger”.

Der var absolut intet at tage fejl af – Jeg havde sejret!

Mit barn var lykkelig, diva-agtige nisser var tilfredse og jeg kunne endelig holde op med at knuge dynen i mine hænder, der snart havde mistet alt blodet i dem.

Nu ånder alt fred og ro i vores lille hjem og jeg tænker, at diva-agtige nisser er tilfredse med deres nye residens – I hvert fald, indtil næste år.

Glædelig jul til jer alle og jeres eventuelle diva-agtige nisser.

P.s. Hvis ikke du har regnet den ud allerede, er det egentlig mig, der er en diva-agtig nisse – Louie var fint tilfreds med døren, der stod op af fodpanelet. Så jeg er desværre bare den slags mor, der åbenbart skal prøve at overgå mig selv hvert år og give stakkels nisser skylden for mit vanvid.

For det er sgu da vanvittigt, men jeg synes egentlig også det er ret hyggeligt.

Dét som så nok er det mest vanvittige er, at jeg bliver skide jaloux på de skide nisser, der får æren for det arbejde jeg har lavet – Bare rolig, jeg skal nok prøve at skaffe noget hjælp inden næste jul.

 

 

 

 

Farvel til “Praktiske Gris”

Farvel til “Praktiske Gris”

Wow, det er godt nok længe siden jeg har været ved tasterne herinde.

Som nogle af jer måske ved, har jeg kæmpet en del efter min fars død.

Der har simpelthen været så mange praktiske ting, der skulle klares efter hans død og jeg synes sgu det har været hårdt.

Midt i sorgen over at have mistet sin far, skulle man pludselig også tage sig af alt det praktiske og sørge for at alt gik i orden – Der var sgu ikke meget tid til at sørge, synes jeg.

Det sværeste har helt klart været at tømme hans lejlighed.

Min far var en samler og skulle absolut ikke gå ned på udstyr.

Derfor var det enormt vigtigt for ham, at have 20 antennestik, 5 sæt højtalere, 24 fjernbetjeninger, 38 Lidl vognmønter, 21 par læsebriller, 53 engangsskrabere, 75 mapper fyldt med diverse papirer såsom selvangivelser tilbage fra 1996, 71 t-shirts, 107 VHS bånd (Oh yes, de findes endnu) og og og!

Og ja, det er korrekte tal, for jeg har talt det hele – Og ja, jeg ved godt jeg kan få hjælp for sådan noget. ;o)

Alt skulle kigges grundigt igennem, for man ville nødigt få smidt noget ud, der havde værdi for én.

Det har til tider været så utrolig uoverskueligt og der har været gange, hvor jeg bare har siddet og hulket på gulvet i ren afmagt.

Men det blev lejligheden jo ikke tom af og derfor måtte jeg hanke op i mig selv og få det overstået – Endnu engang måtte jeg putte sorgen “on hold”.

At gennemgå min fars ting har givet mange tårer, mange grin, mange spørgsmål og mange svar.

Jeg har hulket højlydt, da jeg fandt gamle breve, jeg havde sendt til ham. Jeg smilede stort, da jeg fandt vores fælles yndlingsfilm (på VHS, naturligvis). Jeg grinede højt, da jeg fandt alle de Kasket Karl striber, han havde klippet ud af avisen. Jeg græd, da jeg fandt alle brevene fra hans mor, hun havde sendt til ham, da han boede i Grønland. Jeg forstod pludselig en masse, da jeg tillod mig at læse nogle af dem. Jeg hulkede af grin, da jeg fandt de fødselsdagsinvitationer, han ville have brugt til sin 75 års fødselsdag. Jeg blev så trist, da jeg vidste han aldrig ville få dem brugt, selvom han selv havde valgt ikke at holde stor fest, da han fyldte 75 år. Jeg blev så glad, da jeg fandt en masse billeder af Louie på hans computer. Jeg fik dårlig samvittighed, da jeg opdagede de alle var gemt fra Facebook og ikke nogen, jeg selv havde sendt til ham. Jeg blev stolt, da jeg fandt avisudklip fra dengang han var formand for områdets kvarterhus.

Hele følelsesregistret blev fundet frem i denne proces – Og det har sikkert været rigtig sundt for mig, på en måde.

Men samtidig har jeg været så enormt stresset over det hele, at jeg slet ikke har tilladt mig selv, at bruge den tid, jeg havde brug for.

Og det er min egen skyld – Jeg kan ikke bebrejde andre.

Det var mig selv, der ville have tømt lejligheden indenfor 4 uger, så vi kunne få lukket det kapitel.

Dog sidder jeg nu tilbage med følelsen af, at det hele gik lidt for hurtigt.

Jeg tog mig ikke tiden til rigtigt at tænke og sørge, ét af de steder hvor jeg følte mig allermest tryg – Fars lejlighed.

Det hele gik op i tømning og rengøring, hvor det havde været rart med flere stunder, hvor man bare kunne have siddet på gulvet og hylet, set yndlingsfilmen (på VHS, naturligvis – For han havde selvfølgelig en VHS afspiller) eller brugt tid på at mærke efter, om man ønskede at beholde den lampe, der hang på kontoret.

Men nu er det for sent – Lejligheden er tømt og nøglerne er afleveret.

Jeg brugte 15 minutter på at græde og tage billeder af udsigten – Min far elskede den udsigt og sagde altid, det var hans bro. ;o)

Okay, Storebælt er ikke helt så tydelig, når vejret er overskyet – But you get the point.

Jeg vil ikke fortryde mit valg om hurtig tømning – Det vil bare sparke til min dårlige samvittighed og intet godt føre med sig.

Og det har jeg slet ikke brug for nu!

Nu har jeg brug for at være i sorgen og ikke hele tiden tænke praktiske tanker.

Og det føles så mærkeligt at sidde med de følelser i sig, “så lang” tid efter hans død, da mange måske allerede ville være kommet en del videre på dette tidspunkt.

Men jeg gav ikke mig selv plads til at sørge i starten af det hele.

Jeg gav plads til praktiske gris, der nok skulle klare det hele og gerne så hurtigt som muligt.

Men nu kan jeg heldigvis se en ende på det.

Min far har fået det smukkeste gravsted og er kommet i jorden, lejligheden er tømt og afleveret, skifteretsattesten er netop modtaget, alle abonnementer er opsagt og afsluttede og gravstedet er pyntet pænt op til jul.

Så nu vil jeg simpelthen tillade mig at give praktiske gris et los i røven og give plads til tanker, minder, tårer og grin.

Måske vil jeg sætte mig midt på gulvet og hyle, måske vil jeg finde vores yndlingsfilm på nettet (For jeg har ikke VHS afspiller), måske vil jeg læse nogle breve igennem igen.

Jeg var helt sikkert ude på noget dengang

Lige meget hvad, vil jeg give plads til min sorg – Det skulle jeg have gjort fra starten!

Kram til jer alle.