Bare 5 minutter mere

Her har været stille – Meget stille.

Normalt er her ikke stille og normalt er her faktisk morsomt at være, men lige nu, er her både stille og absolut ikke morsomt.

Jeg har mistet min far.

Jeg er en voksen kvinde med både mand og barn – Men lige nu, føler jeg mig som en utrolig trist lille pige og er fyldt med en sorg, der simpelthen skærer i mig og gør så ufatteligt ondt.

Min far blev 75 år. Han lagde sig i sofaen for at slappe af og vågnede ikke igen.

En måde, mange sikkert vil mene er den helt rigtige, når tiden er inde. Og nogen vil måske endda mene, det kan hjælpe med at komme hurtigere over sorgen og komme videre.

Men sandheden er, at jeg savner ham så forfærdeligt meget og ville have gjort alt for bare 5 minutter mere.

5 minutter mere, hvor vi kunne have hulket af grin over Ørkenens Sønner.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham brokke sig over fodboldspillere, der havde mere travlt med at filme end spille fodbold.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre om hans festlige unge dage.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre om naboens datters fætters kusines søn, der endelig havde fundet den cykel, der var blevet stjålet.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham forklare, hvad spidsen af en jetjager rent faktisk koster.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bede ham skrue op for høreapparatet, så jeg ikke skulle råbe.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se, hvor stolt han var af Louie.

5 minutter mere, hvor vi kunne grine højlydt af, at han havde 20 par læsebriller og alligevel aldrig kunne finde et par.

5 minutter mere, hvor jeg kunne være så imponeret, af hans evne til at holde sig opdateret indenfor alt, hvad der rørte sig indenfor teknik og revision.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham have dybe samtaler med min mand.

5 minutter mere, hvor vi kunne drikke kaffe og spise prinsessestang.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bruge tid på at lukke hans skabe og skuffer, der altid stod åbne.

5 minutter mere, hvor jeg kunne smile lidt for mig selv, når han igen sad og pillede i knapperne på sin skjorte.

5 minutter mere, hvor jeg kunne grine lidt af, at han synes jeg ligner Stéphanie Surrugue, der i hans verden, er den smukkeste kvinde.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bekymre mig lidt over, at han stadig arbejdede så meget.

5 minutter mere, hvor jeg kunne klaske mig på låret af grin, når han fortalte hvordan han havde klippet alle elastikkerne ud af sine sokker, fordi de strammede.

5 minutter mere, hvor jeg kunne nyde godt af hans gode og velmenende råd.

5 minutter mere, hvor han igen kunne understrege, hvor meget 1 milliard var og nærmest lød overrasket hver gang han forklarede, at det var 1000 millioner.

5 minutter mere, hvor jeg kunne irritere mig over, at han spiste så langsomt, at man altid skulle vente på, at han blev færdig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne nyde alle de billeder, han havde hængende af børnebørn, mine søstre og jeg.

5 minutter mere, hvor jeg kunne grine af, at han altid skulle fægte rundt med armene, når han talte – Og gerne med noget i hænderne.

5 minutter mere, hvor han kunne give Louie en kæmpe bøtte med slik.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se, hvor stolt han var af mig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne skraldgrine af, at han ville have begravet sin amputerede storetå i kolonihaven og skrevet et skilt: “Her hviler Knuds storetå efter 72 år”.

5 minutter mere, hvor jeg kunne have hørt om alle de skønne mennesker, han havde omkring sig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se hans glade ansigt, når han kunne slå sin krykke ud i et snuptag.

5 minutter mere, hvor vi kunne grine så voldsomt af Tømmerflåden med Kjeld og Dirch, at der ingen ord kunne komme ud af munden på os og tårerne trillede ned af kinderne.

5 minutter mere, hvor jeg kunne kramme ham, holde hans hånd, nusse hans kind og fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham.

5 minutter ville slet ikke være nok – Men jeg ville gøre ALT for bare 5 minutter mere med min far.

 

25 comments / Add your comment below

  1. WOW – hvor er det fint skrevet.

    Døden efterlader en hjertesorg som ingen kan hele, men kærligheden efterlader et minde som inden kan stjæle.

    – Må kærligheden til din far hjælpe dig gennem denne svære tid.

    //Tene

  2. ❤️ Åhh det gør mig så ondt at høre, så fint skrevet ❤️ fik både smil og tåre, det ramte lige. Jeg kan ikke sætte mig ind i hvad du går igennem men gruer for den dag.
    Jeg kondolere til dig, din søn og din familie.
    Ønsker dig den styrke der skal til for at kunne lære og leve med så stort et tab,
    Knus og kram

  3. Tak for dette indlæg!
    Det er præcis sådan jeg har det lige NU, men jeg gad godt, at de 5 minutter måtte komme min far tilgode. Han har nemlig lige mistet sin storebror og eneste familie han havde tilbage.

    Jeg håber du har fået lidt mere lys tilbage i hverdagen, selvom jeg ved, hvor svært det til tider kan være, at finde i mørket.

    1. Kære Josefine.

      Det gør mig ondt på du og din fars vegne – Livet kan simpelthen være så uretfærdigt.
      Mange tanker til jer begge. ❤️

      Og tusind tak for dine søde ord – Dem værdsætter jeg meget højt. ❤️

    1. Kære Anne.

      Tak for din søde besked!

      Håber du fik en god snak med dine forældre og får mange flere fremover.

      Kram

Skriv et svar