Identiketter – Hot or Not?

Identiketter – Hot or Not?

// Sponsoreret indlæg – Med helt egne meninger  //

“Arghh, hvor fanden er dine bukser, og dine sko, og din jakke, og din bamse, og din nye drikkedunk og og og..”

Ovenstående sætning er simpelthen bare skide irriterende.

Man bander og svovler, mens man roder diverse glemmekasser igennem og sniger sig rundt i de andre ungers garderober.

Man får øje på et barn, der har præcis samme jakke på, som man går og leder efter – 2 minutter senere er man forvandlet til good cop/bad cop og spørger:

Har du fået ny jakke?”, mens man kører elevatorblikket op og ned af ungen, for at finde et bevis på, at den er nakket fra sit barns garderobe.

“Næh, den har jeg haft længe”, svarer det stakkels barn, der er total uvidende om mit næste træk.

“Den er søreme flot”, siger good cop, mens bad cop tager over: “Fortæl mig hvor den er fra – NU!”

Og før man ved af det, står der en pædagog og glor forarget på én – “Hvad? det er da ikke mig, der har nakket en jakke”, signalerer man med armene ud til siden.

Hele dette scenarie (der naturligvis er fiktion, da man selvfølgelig aldrig ville tale sådan til et barn, hvis der stod en pædagog i nærheden) kunne nemt være undgået.

I stedet for at krydsforhøre det stakkels barn, kunne man måske bare have flået jakken af barnet og skyndt sig hjem med den under armen?

Ej, det er vist heller ikke så smart, har jeg hørt – Kunne man have gjort noget helt tredje?

Øh ja, man kunne have investeret i et par “identiketter” – Voilá, problem solved.

Identiketter har nemlig fat i den lange ende!

De har forstået, at man ikke skal rende rundt og flå jakker af andre børn og stikke af med dem, fordi man er sikker på det ikke er deres.

De har forstået, at mange børn ikke helt er inde i “jeg-ligger-naturligvis-lige-min-nye-drikkedunk-sikkert-på-min-plads” perioder, men derimod mere inde i “2-meter-nede-i-sandkassen-er-det-klart-bedste-sted-at-ligge-en-drikkedunk” perioder.

De har forstået, at mange børn pludselig opfører sig som teenagerpiger, der skal til deres første fest og ikke aner hvad de skal have på. Tøj bliver fået ud af tøjskabet, samtidig med at der lyder hysteriske flip såsom: “Hvorfor fremhæver de her bukser ikke min røv mere?” – Tag ovenstående og byt tøjskab ud med garderobe og hysterisk flip over manglende røv med “hvorfor er det den blåååååå Ninjago, når jeg hellere ville have haft en trøje på med den røøøøøde?”

De har forstået, at mange børn lever i nuet og ikke altid lige får orienteret sig eller er opmærksomme på, hvor de lige smed trøjen, inden de skulle tilbage fra tur med børnehaven. Og prøver man at spørge lidt ind til, hvor trøjen måske kunne befinde sig, fortryder man lynhurtigt:  “Men skat, hvor lagde du trøjen?”, spørger man sødt. “Altså, det var et sted hvor der var en sten og himlen var blå. Og ved du hvad Carl havde med i madpakken? I hvert fald IKKE leverpostej. For Carl hader leverpostej, men vi spillede fodbold og jeg scorede et mål. Så så jeg en snegl, der lå ved siden af en død edderkop. Altså ikke en fugleedderkop, for de findes ikke i Danmark. Har du været i Afrika før, mor? Jeg ville gerne til Afrika, men også gerne til Østrig. Frida har været i Østrig maaaaaange gange, men ikke i Afrika. I Australien har de store slanger og jeg har engang set en stor fugl” – Op i røven med den trøje, vi køber en ny!

MEN!

Havde man nu placeret et smart lille mærke i den trøje, kunne det jo være, man fik en opringning om, at der lå en trøje henslængt over den store sten i parken (så var det altså noget med en sten).

Man kunne nemt lige tjekke bunden af drikkedunken, når den blev fisket op af sandkassen, for at tjekke om det nu også var den, man manglede og som stadig indeholdt den mælk, man havde fyldt i for 4 dage siden (ad ad ad).

Man kunne hurtigt få lagt t-shirten med den røøøøøøøde Ninjago tilbage i kammeratens garderobe, efter at have sorteret i ungernes “store-bytte-tøj-dag” fest.

Generelt er det faktisk utroligt, hvor meget et lille klistermærke kan hjælpe i hverdagen.

Ja ja, jeg har slettet mit telefonnummer – Tænk, hvis der sad en telefonsælger og lurede med, gyyyys!

Ovenstående mærker er fundet og designet her:

https://www.identiketter.dk/navnemaerker/

“Kan de lave kaffe og servere morgenmad på sengen?”, spørger du – Naturligvis ikke, men det kan vi jo heldigvis selv og Identiketter lover altså ikke at redde alle dine søndage med deres små navnemærker.

For det er lige præcis dét, Identiketter laver – Små navnemærker, der klistres på tøj, bamser, drikkedunke, sutteflasker, sko, hatte, bøger, you name it!

Små navnemærker, der bare lige klæbes på, så hverken strygejern, tuscher eller symaskinen bliver unødigt forstyrret – Dét er fileme smart, altså.

“Altså, min lille junior smider ALDRIG noget væk. Alle hans ting ligger fint i garderoben, når vi kommer og henter ham”.

Det er sgu dejligt at høre – De børn findes naturligvis også. MEN, størstedelen af børn, får sgu smidt noget væk eller efterlader tøj eller andet på legepladsen.

Og så er der en pædagog, der har gået rundt på legepladsen og indsamlet diverse ejendele, gloet efter navn på tøjet, opgivet at finde navn, spurgt en kollega om de ved, hvem der ejer den lyserøde kvasthue med Elsa på (hvilket vi jo ved, kan være næsten alle pigerne OG nogle af drengene), spurgt ungerne om det var deres, fået tusind “jaaaaaa, det er miiiiiiin” og er derfor lige så langt som før, med at finde ejermanden.

Til sidst ryger den i “glemme-rode-rage” kassen, indtil lille Sofie pludselig får øje på den lille bitte grønne tuschplet, der er kommet på huen, efter hun legede enhjørning og brugte en tusch som horn.

Tadaaa, mysteriet om den mistede Elsa hue, er hermed løst – 5 timer og 37 minutter efter den blev væk og en pædagog har brugt en masse tid på at lokalisere ejermanden.

Så hey, hvis ikke for din egen skyld (for virkelig fedt, hvis dit barn virkelig ALDRIG mister noget), så gør det i det mindste for personalet i institutionerne.

Pædagoger landet over, knokler med at passe på vores børn. De udvikler dem gennem leg og læring, tørrer deres numser, håndterer konflikter, får dem til at grine højt, sørger for de er trygge, trøster dem hvis de græder og prøver at holde styr på hele slagmarken, mange timer dagligt – De har rigeligt at se til og behøver ikke bruge unødig tid på at tonse rundt og lede efter eller sortere vanter, trøjer, krammebamser, madkasser eller hvad ungerne nu har med i institutionen.

Så på med mærkerne og hjælp en pædagog med at få et par ekstra minutter i hverdagen – Det tæller alt sammen og det går til et godt formål, nemlig vores børn.

Så skal der dælme “identikettes”

“Men er de nu så smarte, de små mærker?”, spørger du?

Oh yes, de er altså virkelig smarte.

Mærket hives forsigtigt af.

Hvis det først krøller, får du det aldrig rettet ud igen (hvilket faktisk beviser, at limen er stærk som bare pokker). Og pas på med fedtfingre, da mærket måske ikke vil sidde så godt fast efterfølgende (der skal dog MANGE fedtfingre til – Så medmindre du virkelig får kørt mærket rundt ved hver finger og laver high-fives med det, så er der ingen problemer).

Find det rigtige sted at klæbe mærket på.

Navnemærkerne, jeg har testet, skal klistres på vaskeanvisning eller tøjmærker i tøjet – Så du kan altså ikke bare klaske dem overalt på juniors trøje og lave et helt Picasso værk.

Hvis du alligevel ikke følger anvisningen, risikerer du at ødelægge limens klæbende egenskab, når tøjet vaskes – Og det er jo mægtig fjollet, når nu de virkelig forklarer, hvor mærket skal klæbes fast henne.

VUPTI, så kan junior godt glemme sin nye drikkedunk og bytte tøj med gutterne. Det skal nok vende tilbage igen – Især hvis man lige er smart, at få noteret et telefonnummer på de små mærker sammen med juniors navn.

Sommerhatten er reddet!

Og tro mig, de mærker bliver bare siddende – Jeg HAR sat dem på prøve og vil naturligvis ikke anbefale produkter, jeg ikke har testet til ukendelighed.

De har været i vaskemaskinen, i sandkassen og i opvaskeren og derefter prøvede jeg at pille mærkerne af – Ja ja, det ville man normalt ikke gøre, men de skulle virkelig sættes på prøve.

Kunne de pilles af? Ja, ærlig talt, så kunne de. Hvilket så faktisk også kan være praktisk, hvis tingene skal gives videre en dag.

Var det nemt? Slet ikke – Det var noget af en kamp, der dog blev lettere med mine lange negle. Så har du korte negle, skal du berede dig på noget af en omgang.

Ja ja, men når nu de er så praktiske, som du siger, så kan mærkerne umuligt være særlig smarte”.

Au Contraire, my sweet!

Identiketter har nemlig kælet for detaljerne og sørget for, at du og/eller junior kan vælge mellem masser af forskellige ikoner, skrifttyper, farver, figurer, baggrunde etc. – Det behøver derfor overhovedet ikke at være kedelige mærker, der sidder i nakken af dit barn.

Og så er det delt op i kategorier, så man nemt kan navigere rundt uden at høre: ”Neeeeej, moaaaar, jeg ville se på piraterne – Find piraterne” og desperat prøve at finde tilbage til de vilde pirater.

Louie fik helt frie tøjler til at vælge 3 forskellige designs – Det blev til en god blanding af hjerter (“fordi det betyder kærlighed, moar” – Åh mit hjerte), vampyrere (“for de er mega seje og spiser blooooood, moar” – Åh mit hjerte igen) og dødningehoveder (ingen forklaring nødvendig der – Især når de kalder dem Kaptejn Skalleben!).

Hjemmesiden var super fin at navigere rundt på, uden for mange dikkedarer og smart blikfang, der fjerner fokus fra dét, du reelt er på siden for – “Vil du købe navnemærker? Fint, så er det her. Strygemærker? Lige der”. Super fedt!

“Men når nu de både er praktiske OG smarte, så koster de vel en formue?”

Nu skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på din økonomi, men umiddelbart kommer de små mærker ikke til at ruinere dig.

179,- for 120 navnemærker er en absolut rimelig pris, synes jeg – Og en hel del billigere end at købe ny Ninjago drikkedunk, hver gang den er glemt til gymnastik eller kastet over hækken.

Søger du lidt rundt, hvilket du faktisk ikke behøver, da jeg selvfølgelig har gjort arbejdet for dig (hurra for testere), finder du hurtigt ud af, at de har meget konkurrencedygtige priser.

Nuvel, prisen var en smule billigere på andre sider, men der får du så også kun 96 mærker og (hos nogen af dem) var fragt ikke inkluderet.

Hos Identiketter får du gratis fragt – Også selvom du ikke smider for 699,- eller derover i kurven.

Så herfra, kan jeg kun smide gode anbefalinger afsted mod Identiketter – De er skide fede og det synes Louie tydeligvis også!

Pssst! De er naturligvis også fri for ftalater og BPA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Velkommen til Louie

Velkommen til Louie

Da jeg startede denne blog, havde jeg en snak med Henrik omkring dét, at udstille sig selv på både godt og ondt.

Jeg forklarede ham, at det ikke kunne undgås, at der til tider ville være indlæg, der omhandlede både ham og Louie.

Dette var han heldigvis meget indforstået med og jeg forklarede, at jeg naturligvis aldrig ville skrive grimt om Louie, vise pinlige billeder eller gøre ham forlegen når han blev ældre og selv kunne læse med.

Oh well, 2 ud af 3 er vel også ret godt gået – Dagens indlæg skal nemlig handle om Louie.

Eller,  nogle af de smukke, sjove, pinlige, skønne, tåkrummende og helt fantastiske ord, der er kommet ud af munden på ham, de sidste 5 år.

Velkommen til Louie – Tag godt imod ham!

1:

Jeg har lavet denne krone til dig, mor, fordi jeg synes du er så smuk”

Kronen var lavet af et LEGO stakit – Virkelig fin, men utrolig upraktisk.

2:

Vi legede hospital og Louie spørger, om jeg er meget syg.

Ja,” svarer jeg, mens jeg tager mig til panden og lader som om jeg er virkelig syg.

Der lyder et ordentlig brag fra Louies bukser og knægten udbryder, med det største smil på læben:

Der slog jeg lige en brandskid og nu er du endnu mere syg.”

Af hjertet tak, kære skat!

3:

Efter at jeg havde tabt et spil Mario, lægger Louie sin arm omkring mig og siger:

Bare rolig, mor, du vandt bare en lille smule og du må stadigvæk gerne være med.”

Det er virkelig cheerleading på højt plan!

4:

Louie og jeg taler om kærlighed og jeg forklarer ham, at folk bliver rigtig glade, hvis man siger “jeg elsker dig“.

Ja, og hvis man siger lort, bliver de ikke så glade.”

Næh, sikkert ikke, min dreng.

5:

Jeg spørger Louie, hvad det første han skal gøre når han vågner – Her hentyder jeg til, at han skal tisse.

“Vække mor, så vi kan lege Hulk.”

Ja ja, men EFTER du har tisset – Ellers bliver jeg til HULK.

6:

Louie leger med en kammerat og kaster rundt med en hoppebold.

Jeg har flere gange bedt dem lade være, da den kan smadre et eller andet. Men da de alligevel fortsætter, tager jeg hoppebolden og lægger den væk.

Louie til sin kammerat: “Den bold ser vi aldrig igen”.

Kammerat til Louie: “Din mor er ond”.

Why, thank you – Små skiderikker!

7: 

Mor, du er den bedste og dufter af jordbær“, lyder det smukt fra drengen.

2 sekunder senere:

Og blod.”

Wow!

8: 

Vi taler om mors dag og Louie spørger, hvad jeg skal lave den dag. Forklarer at jeg ikke skal lave noget særligt, men det er en dag, hvor man kan fortælle sin mor, at man elsker hende rigtig meget.

Louie: “Og kysse hende rigtig meget!

Han er hermed tilgivet for ovenstående blod-ting.

9: 

Louie er lagt i seng og råber pludseligt: “Hvordan smager ørevoks?”

Fortæller ham, inde fra stuen, at det smager dårligt.

Men HVORDAN smager det?

(Her ved alle, der bare har haft den mindste smule at gøre med børn, at denne diskussion ikke stopper foreløbigt.)

Fortæller ham igen, at det smager forfærdeligt, men at han må smage, hvis han er så nysgerrig.

Louie, 2 sekunder efter:

AD AD AD!”

Hvornår lærer de at lytte til deres kloge mødre? (Du behøver ikke kommentere “aldrig” – Jeg veeeeeed det!)

10: 

Efter jeg havde installeret et toiletbræt, der kort tid efter, gik i stykker, (bebrejder virkelig virksomheden for at have solgt noget lort – Det var i hvert fald ikke mig, der satte det forkert på, amar´!) kigger Louie meget omsorgsfuldt på mig, nusser mig på armen og siger:

Næste gang du ødelægger noget, så kald på mig – Så viser jeg dig hvordan man fixer det.”

Mega sødt af dig, skat! Og også virkelig flabet!

11: 

Fortalte Louie, at jeg havde virkelig ondt i maven.

Han krammer mig, kysser min mave og siger: “Måske noget kage vil hjælpe?”

Nogen gange kigger man bare på sit barn og tænker: “Ét eller andet har jeg sgu gjort rigtigt!”

12: 

Henrik tager en tortilla, bider hul i den, sætter den på ansigtet (jeg har aldrig været mere stolt) og siger: “Se Louie, jeg har fået klap for øjet.”

Nej, far, du har en pandekage på hovedet.”

Smask, lige i værdigheden – Der er mega potentiale i den dreng!

13: 

Louie fortalte, at de havde spist tomatsuppe i børnehaven og den smagte herregodt.

“Hvem har lært dig at sige herregodt”, spørger jeg.

“Fjernsynet.”

Fedt mand!

14: 

Louie fortæller Henrik, at han og hans kæreste har kysset hinanden nede i børnehaven. Henrik spørger om de kyssede hinanden på munden.

Ja, og det var rigtig ulækkert!”

Ja ja, bare vent min dreng.

15: 

Louie: “Ved du hvorfor Gud satte to mennesker på jorden?”

Mig: “Nej, hvorfor?”

Louie: “Fordi han kedede sig.”

Faktisk en pissegod forklaring!

 

Måske er det kun mig, der synes at ovenstående er skide skægt, fordi det er min egen knægt.

Måske synes du faktisk også, at ovenstående var skide skægt.

Måske har du absolut ingen mening om ovenstående.

Måske har du selv børn, der virkelig rammer plet engang imellem.

Måske synes du, det er total grænseoverskridende for mit barn at poste dette indlæg. I så fald kan du være ganske rolig – Jeg er sikker på han vokser op og får både humor og hår på brystet, så jeg tror han klarer den.

Ligegyldigt hvad, så smid mig endelig en kommentar – Især, hvis du har sjove børn!

Skulle hilse fra Louie – Især hvis han vidste, jeg skrev dette indlæg.