Tak for jeres gode historier!

Tak for jeres gode historier!

Hvis du er gravid og mener, du sagtens kan være de “hyggelige” fødsels- og graviditets historier foruden, så vil jeg stærkt anbefale dig, at stoppe med at læse videre – Hvis du, derimod, synes det kunne være super fedt, at få et indblik i skrækhistorierne, så læn dig tilbage og enjoy the ride.

Det er godt nok over 5 år siden, jeg gik rundt med stor mave og ventede Louie.

Men én ting, der står tydeligt i min hukommelse, er alle de søde og rare mennesker, jeg mødte på min vej. Alle de søde og rare mennesker, der altid lige havde en god historie at fortælle. De søde og rare mennesker, der tog det som en selvfølge, at man naturligvis gerne ville høre historierne om diverse fødsels- og graviditetsrædsler – Især uden at blive spurgt eller advaret først.

Da jeg blev gravid, var jeg naturligvis godt klar, at det hele ikke ville være en dans på roser. Jeg var naturligvis ikke så naiv, at jeg bare forestillede mig 9 måneder i sus og dus og en fødsel, der ville gå over i verdenshistorien som den hurtigste, smukkeste og mest smertefrie. Jeg havde selvfølgelig et spinkelt håb, men var altså også ret realistisk.

MEN!

At være en gravid kvinde, der udmærket godt er klar over, at der om 9 måneder skal ske noget knap så eksotisk i de nedre regioner, er på INGEN måde det samme, som en gravid kvinde, der absolut må og skal høre om hvordan naboens kusines datter, næsten splittede til to personer efter hendes fødsel.

For ja, det er lige præcis historier, som ovenstående, der tit blev fortalt med hjælp fra livlige fagter og malende mentale billeder.

Har du fået åreknuder endnu? “, blev der en dag spurgt, med hovedet let på skrå.

Endnu? Er det noget man SKAL have? For så må jeg naturligvis straks finde ud af, hvordan man får dem! Kan de evt. købes og sættes på, hvis man er så uheldig ikke at kunne få dem naturligt?

Ja, dem kan du lige så godt forbedrede dig på at få – Især når man er solidt bygget som dig “, blev der efterfølgende sagt, med det sødeste smil på læben og et venligt klap på overarmen.

For så er det naturligvis helt okay at snakke om åreknuder OG min vægt – Bare det bliver efterfulgt at et venligt klap på skulderen.

Min veninde flækkede faktisk hele vejen fra for til bag – Hun er aldrig blevet normal dernede igen “, sagt med et utroligt bekymrende blik, der vendte mod mit “dernede” – Men intet venligt klap på overarmen (og her kunne jeg virkelig godt have brugt ét).

Et bombekrater – Ja, det er nok den måde, jeg bedst kan beskrive det på “, fortalt af meget sød og rar dame, der gerne ville involvere mig i, hvordan hendes underliv havde set ud efter hendes fødsel.

Og naturligvis helt uden jeg havde spurgt ind til det – Det var virkelig pænt af hende, synes jeg.

Selv til fødselsforberedelse, var der søde og rare mennesker, der viste en rigtig fin dokumentar om en fødsel. Selve dokumentaren var helt naturlig og egentlig rigtig fin, men den slutter med, at farmand sidder helt alene på fødestuen med den lille ny i armene.

Ja, som I kan se er (indsæt navn) ikke til stede lige der. Hun bristede voldsomt og måtte på operationsbordet for at få syet rectum, kort efter fødslen “, forklarede den søde jordemoder.

Kan du forestille dig, hvor stille et lokale, fyldt med gravide kvinder, kan blive efter sådan en sætning?

Og kan du forestille dig, at være en flue på væggen, til det møde, hvor det blev besluttet at denne dokumentar var den bedste at vise?

Ah, kunne vi måske vise en anden film? Én, hvor der måske ikke er operation af rectum med og hvor man ser både mor og far med den lille ny? Nej? Okay, men skal vi så, i hvert fald, ikke aftale at vi virkelig får skåret ud i pap, hvorfor (indsæt navn) ikke er til stede? Fedt!

Forestil dig at have veer i næsten 4 dage, gå i fødsel, for så at ende med et kejsersnit.

Nej tak, søde dame, som jeg næsten ikke kender – Jeg tror faktisk lige, jeg bruger et øjeblik på at tænke på solskin og flødeboller i stedet for.

Måske synes du jeg er en hystade, der tager tingene alt for tungt – Og det er du selvfølgelig i din gode ret til.

MEN, jeg synes dog alligevel, at emnet er ret aktuelt og en smule fascinerende på en måde.

Fascinerende på den måde, at så mange mennesker har en total ucensureret tilgang til at fortælle skrækhistorier – Måske en misforstået omsorg for at forberede os på dét, der kommer?

Personligt skulle jeg nok undersøge dét, jeg følte var aktuelle spørgsmål for mit vedkommende. I det mindste kunne folk måske spørge først, om man havde interesse i deres festlige historier fra fødegangen.

Undskyld, vil du høre om min veninde, der ikke nåede på toilettet efter hun fik et lavement?

Som, Egon Olsen, ville have sagt:

Ti stille, sindssyge kvindemenneske!

Så søde og rare mennesker, der absolut mener det i bedste mening:

Tak for jeres gode historier – Men STOP så, medmindre du bliver spurgt.

Kram fra hende, der naturligvis har fortalt sin gravide veninde, at man risikerer at få hæmorider under fødslen. #facepalm

Ansigtsbehåring

Ansigtsbehåring

Wow, med den overskrift har jeg helt sikkert fanget din opmærksomhed – Eller lige mistet dig som læser.
Jeg håber naturligvis på det første og fortsætter mit indlæg.

Jeg advarer dog om stærke mentale billeder og anbefaler dig, at sidde i trygge omgivelser når du læser nedenstående.

Jeg har længe lagt mærke til, at der stille og roligt var begyndt, at titte små hår frem på hagen – Mange af dem er lige hevet af med pincetten og så er jeg daffet videre, i den tro, at alt var godt.

Hold da op, hvor blev jeg godt nok snydt af mit eget fjæs.

Sommeren er kommet til Danmark og det betyder lange lyse dage med skønne solstråler, der blidt kærtegner vores hud.
Øh nej!
I mit tilfælde kom de skønne solstråler forbi og sagde:
“Hej med dig, skæggede dame – Skal vi lige få lyst den hage op, så alle kan se de lange hår, der kæmper om den, efterhånden, trange plads.”

En utrolig kedelig og ubehøvlet velkomst fra det, der virkelig skulle være en fornøjelse efter en lang vinter.

Nåh, tilbage til min ansigsbehåring (virkelig en sætning, man ALDRIG havde håbet at skrive) og min kommende kamp mod denne.

Jeg var virkelig opsat på at vinde denne kamp – Håret skulle ned med nakken, have en røvfuld og virkelig forstå, at det på ingen måde var velkomment.

Badeværelset dannede rammen om kampen, der dog skulle vise sig at blive en del mere udfordrende end først ventet.
Udstyret med enorme mængder voksstrips, marcherede jeg i kamp.

Vruushh, svip, riiiiiv, var kampråbene, der gjaldede i rummet.
De blev dog hurtigt afløst af “av for satan”, “i guder, hvor det svier” og tårer, der langsomt trillede ned ad kinderne.
Jeg var ved at give op, da jeg hankede op i mig selv og mindede mig om, det snart var overstået.
Rigtigt nok!
Hagen var ryddet for hår og jeg var lykkelig.

Lige indtil…
“Hvad fanden er dét? Og dét? Og DÉT???”
Lyset stod lige på og nu kunne jeg TYDELIGT se, hvordan hårene fra hagen, havde inviteret hele familien til at flytte ind på hals, nederste del af kinder og overlæbe.
Og det stod i utrolig tydelig kontrast, i og med, at min hage var fuldstændig glat som en barnerøv.

Der var simpelthen ikke andet for, end at starte kampen op igen.
Denne gang var kampgejsten dog en anelse mere lunken, end første omgang.

Vruushh, svip, riiiiiv – i gang igen.
Denne gang, vil jeg skåne dig for de ord, der forlod mine læber – Er sikker på, jeg har opfundet helt nye ord og udtryk for smerte.

Endelig færdig!
Kampen var vundet – Hårene var væk!
Jovist, jeg lignede et overmodent jordbær, der havde fået botox.
Men et skaldet jordbær – Og det var det vigtigste.

Den resterende voks blev vasket af, aloe vera gel blev smurt på og jeg NØD mit skaldede ansigt.

Lige indtil..
Fast forward til næste morgen, sig farvel til botox jordbærret og byd velkommen til Rikke 13 år.
Jeg havde bumser overalt, hvor jeg havde vokset!!!
Og som du kan forstå, var det ikke et lille område, jeg havde bevæget mig i.

Nu var smertetårer afløst af “det er bare løgn” tårer, mens jeg gloede mig selv i spejlet.
Store røde, grimme, kløende og ømme bumser – Helt ærligt, det er der jo ingen, der har fortjent.
Især ikke mig, der dagen før havde kæmpet og vundet et stort slag, og følte mig som den sejeste kvinde i verden.

Nu stod jeg her på badeværelset og blev losset direkte tilbage til teenageårene, hvor man brugte Clearasil i litermål.

Det er nu en uge siden, jeg tog den fatale beslutning, at udfordre min ansigtsbehåring til kamp.
Der er stadig tegn efter krigen, men jeg er så småt begyndt at komme mig.
Mine nye “venner” er begyndt at forstå, at de ikke er velkomne og er ved at pakke sammen.

Og jeg har taget en beslutning:
Fremover må jeg bare gøre noget ud af min ansigtsbehåring og rumme hele “herligheden”.
Jeg tænker måske en fletning eller to, nogle lyse striber eller balayage, der jo er så populært nu til dags.
For ovenstående kommer IKKE til at ske igen – Den kamp er tabt.
Ikke mere vruushh, svip, riiiiiv til mig, ikke flere grimme bumser, ikke flere smertetårer – Næh nej, så hellere investere i en flot kam, tage en tur til barberen, vinde Melodi Crand Prix eller melde mig til det nærmeste cirkus.

Hvilken style, bør jeg gå med?
Tjek billederne ud og afgiv gerne din stemme.

Er der andre, der har været samme tur igennem?
Og har du gode råd eller vil du bare tages i hånden og følges med mig i cirkus?
Kunne være hyggeligt, hvis vi var flere om jobbet, tænker jeg.

Hav en super skøn dag derude!
Også selvom du har hår i fjæset. 😘