Familien Atom – Anmeldelse

Familien Atom – Anmeldelse

// Sponsoreret indlæg med helt egne ord og meninger //

Wow! Der er store forventninger til “Familien Atom” fra Egolibris: https://www.shop-egolibris.dk/, som jeg skal anmelde for http://momstertest.dk/ – Bogen, der har til formål at give børn en tidlig og sjov introduktion til fysikkens verden.

Min egen introduktion til fysikkens verden, startede da fysik kom på skemaet i folkeskolen. Her havde jeg travlt med at sladre med veninderne på bagerste række, grine af læreren, der lignede julemanden og måle højden på vores Buffalo støvler – Så desværre var der ikke helt så meget tid til at lære fysik, når det andet også skulle passes.

Heldigvis har forfatteren Jakob Lund Pedersen taget højde for de teenagepiger, der nu er blevet voksne og har skiftet Buffalo støvlerne ud med mand og børn.

Første side i bogen, henvender sig nemlig til de voksne og giver en lille opsummering af atomer og deres opbygning (Der så alligevel får en klokke til at ringe – Pyha, så spildte “julemanden” da ikke helt sin tid tilbage i folkeren). Samtidig er der en fin introduktion til karaktererne i bogen og hvorfor de hedder det, de hedder og opfører sig som de gør – Hurra for det, ellers ville det blive en enorm kedelig spørgetime for Louie efter at have læst bogen.

Som skrevet er forventningerne høje – Min lille mand skal lære om fysikkens verden!

Jeg fortæller Louie, at vi skal læse en bog og snakke lidt om den bagefter – Den er han total med på.

“Hvad handler den om, mor?”

“Den handler om en lille dreng, der prutter sin familie væk”.

Her ved ALLE, der har været i selskab med en 5 årig dreng, hvilken reaktion, der kommer – Prutter ER bare sjove, når man er 5 år gammel. Men okay, bogen er nu allerede godkendt og det er jo en god start.

Men det er jo ikke kun ham, der skal godkende den – Jeg får også lov og jeg kan altså ikke blødgøres med prutter.

Men det behøver jeg heldigvis ikke at blive.

Kender du de bøger, der fylder så meget i skødet, at man næsten ikke kan skifte side, hvis man sidder tæt og hygger? Eller de bøger, der simpelthen er så store og tunge, at de bliver ved med at falde ned i hovedet på én, når man prøver at læse en godnathistorie samtidig med man ligger i juniors seng og putter? Der er selvfølgelig også de bøger, der er så små, at man er tvunget til at holde dem oppe hele tiden og ender med sovende fingre og krampe i armene, for at junior kan følge med på siderne og se billederne – Dem kender jeg og de er faktisk hamrende irriterende. Luksusproblemer, I know, men det er altså et irritationsmoment herhjemme.

Og det kan åbenbart undgås, da Jacob og https://www.shop-egolibris.dk/ har fundet en rigtig fin størrelse til bogen – Den kan nemt ligge i skødet og junior kan sidde helt tæt (det er bare med at nyde det, så længe de gider) og størrelsen fungerer rigtig godt, når man ligger og putter i sengen. Skulle man alligevel tabe den i hovedet, gør den heller ikke så meget skade med den fine størrelse.

Louie og jeg får læst bogen – Wow, der er mange prutter.

Faktisk ender lille Proton med at redde sine forældre, ved at lave en prutsky, de kan lande sikkert på – Der kom lige en spoiler, men håber du klarer den.

Her reddes dagen lige med en prut-sky                   Louie´s favorit passage

Selvom jeg faktisk er blevet total snerpet på mine gamle dage og slet ikke synes, at prutter er sjove, må jeg indrømme, at jeg synes historien er meget sød.

Louie er selvfølgelig helt tosset med at lille Proton prutter, så taget ryger af huset og der bliver helt tåget, men faktisk gav den også mere end billige prut-grin.

Bagerst i bogen, er der nogle sider, hvor man lige får forklaret atomer i børnehøjde (eller voksenhøjde, hvis man ikke lige fulgte med i folkeren) og det var faktisk mere spændende for Louie end jeg havde troet.

Louie er en kvik dreng, med et godt hoved og har maaaaange spørgsmål om aaaaaalt – Men han har også krudt i røven og tingene kan hurtigt blive lidt kedeligt, hvis interessen ikke lige er der. Men “atomer i børnehøjde” indbød faktisk til sjove spørgsmål og fangede hans interesse længere end jeg havde regnet med. Han hentede også et forstørrelsesglas, for at tjekke om de der atomer nu var så små, som han lige havde fået af vide – Kritisk type, der ikke bare tager Jakobs ord for gode varer, tænker jeg.

“Atomer – For børn”, som der står bagerst, giver mig hurtigt lidt nervøse trækninger ved øjnene. Jeg kan desværre opleve, at der tales enormt ned til børn – Især når der skrives eller tales om noget, der måske er en smule mere svært end at tegne pindemænd og lege gemmeleg. De er altså langt klogere end man tror og jeg synes faktisk, man skylder dem en chance for, selv at gøre sig nogle tanker.

Men faktisk har Jakob skrevet en forklaring, der sagtens kan forstås af børn og samtidig er skrevet i et sprog, der henvender sig til børnene, dog uden at tale ned til dem – Det´ fedt!

Og så er der lige gjort plads til det kunstneriske gen, da junior kan tegne atomer på de bagerste sider – Det var et stort hit hos Louie, der havde droppet forstørrelsesglasset og jagten på atomer og nu kunne sidde og hygge med farveblyanterne.

For jeg vil ikke anbefale at bruge tuscher til at tegne atomerne. Siderne er for glatte og for tynde, synes jeg. Det vil ende med udsplattede atomer og partikler, der er gået igennem siderne – Og det ville være synd for den fine bog. Jeg ville måske anbefale Egolibris og Jakob, at de prøvede med nogle tykkere og matte sider, da farveblyanterne virkelig skal moses ned i papiret, for at kunne ses. Og når man nu har fået en god idé til at inddrage junior, er det synd, at det ikke bliver helt optimalt – Louie måtte, i hvert fald, skifte blyanterne tit og brokkede sig lidt over, at det var svært at få farven frem på papiret.

Men når det så er skrevet, er det faktisk også det eneste, jeg vil “brokke” mig lidt over.

Louie var vild med bogen: “Jeg synes den er dejlig og vil gerne læse den igen” – Den sætning gik lige i hjertet og kunne opveje prut-humoren, der ellers havde haft overtaget.

Anna Sigismund har sørget for de fineste illustrationer med lækre farver og en super fin streg, der virkelig komplimenterer bogen og gør den endnu mere interessant for junior.

Om Louie ender med at blive atomfysiker efter at have læst denne bog, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan ærligt sige, at han endnu ikke havde anet, hvad et atom er, hvis ikke vi havde læst bogen. Det er ikke atomer, Newtons love og det periodiske system, der lige sludres om, når der køres spaghetti med kødsovs ind til aftensmad. Dermed ikke sagt, at vi er total uciviliserede herhjemme og ikke taler om andet end forældremøder, madplaner og gummistøvler, men mere, at vi ikke havde taget dette emne op, hvis ikke vi havde læst denne bog.

Den er go´kæænt

Er du nysgerrig og kunne du tænke dig, at introducere junior til fysikkens verden?

Så skal du heldigvis kun sove 9 gange, indtil du kan få fingrene i “Familien Atom” fra Egolibris – Du kan nemt hoppe ind her og smide den i kurven med det samme: https://www.shop-egolibris.dk/familienatom. Du skal kun slippe en 100-mand for bogen og det er altså en rigtig fair pris for en bog, der indbyder til både grin (PRUUUUT!), læring og gode snakke.

 

 

 

 

 

 

 

Identiketter – Hot or Not?

Identiketter – Hot or Not?

// Sponsoreret indlæg – Med helt egne meninger  //

“Arghh, hvor fanden er dine bukser, og dine sko, og din jakke, og din bamse, og din nye drikkedunk og og og..”

Ovenstående sætning er simpelthen bare skide irriterende.

Man bander og svovler, mens man roder diverse glemmekasser igennem og sniger sig rundt i de andre ungers garderober.

Man får øje på et barn, der har præcis samme jakke på, som man går og leder efter – 2 minutter senere er man forvandlet til good cop/bad cop og spørger:

Har du fået ny jakke?”, mens man kører elevatorblikket op og ned af ungen, for at finde et bevis på, at den er nakket fra sit barns garderobe.

“Næh, den har jeg haft længe”, svarer det stakkels barn, der er total uvidende om mit næste træk.

“Den er søreme flot”, siger good cop, mens bad cop tager over: “Fortæl mig hvor den er fra – NU!”

Og før man ved af det, står der en pædagog og glor forarget på én – “Hvad? det er da ikke mig, der har nakket en jakke”, signalerer man med armene ud til siden.

Hele dette scenarie (der naturligvis er fiktion, da man selvfølgelig aldrig ville tale sådan til et barn, hvis der stod en pædagog i nærheden) kunne nemt være undgået.

I stedet for at krydsforhøre det stakkels barn, kunne man måske bare have flået jakken af barnet og skyndt sig hjem med den under armen?

Ej, det er vist heller ikke så smart, har jeg hørt – Kunne man have gjort noget helt tredje?

Øh ja, man kunne have investeret i et par “identiketter” – Voilá, problem solved.

Identiketter har nemlig fat i den lange ende!

De har forstået, at man ikke skal rende rundt og flå jakker af andre børn og stikke af med dem, fordi man er sikker på det ikke er deres.

De har forstået, at mange børn ikke helt er inde i “jeg-ligger-naturligvis-lige-min-nye-drikkedunk-sikkert-på-min-plads” perioder, men derimod mere inde i “2-meter-nede-i-sandkassen-er-det-klart-bedste-sted-at-ligge-en-drikkedunk” perioder.

De har forstået, at mange børn pludselig opfører sig som teenagerpiger, der skal til deres første fest og ikke aner hvad de skal have på. Tøj bliver fået ud af tøjskabet, samtidig med at der lyder hysteriske flip såsom: “Hvorfor fremhæver de her bukser ikke min røv mere?” – Tag ovenstående og byt tøjskab ud med garderobe og hysterisk flip over manglende røv med “hvorfor er det den blåååååå Ninjago, når jeg hellere ville have haft en trøje på med den røøøøøde?”

De har forstået, at mange børn lever i nuet og ikke altid lige får orienteret sig eller er opmærksomme på, hvor de lige smed trøjen, inden de skulle tilbage fra tur med børnehaven. Og prøver man at spørge lidt ind til, hvor trøjen måske kunne befinde sig, fortryder man lynhurtigt:  “Men skat, hvor lagde du trøjen?”, spørger man sødt. “Altså, det var et sted hvor der var en sten og himlen var blå. Og ved du hvad Carl havde med i madpakken? I hvert fald IKKE leverpostej. For Carl hader leverpostej, men vi spillede fodbold og jeg scorede et mål. Så så jeg en snegl, der lå ved siden af en død edderkop. Altså ikke en fugleedderkop, for de findes ikke i Danmark. Har du været i Afrika før, mor? Jeg ville gerne til Afrika, men også gerne til Østrig. Frida har været i Østrig maaaaaange gange, men ikke i Afrika. I Australien har de store slanger og jeg har engang set en stor fugl” – Op i røven med den trøje, vi køber en ny!

MEN!

Havde man nu placeret et smart lille mærke i den trøje, kunne det jo være, man fik en opringning om, at der lå en trøje henslængt over den store sten i parken (så var det altså noget med en sten).

Man kunne nemt lige tjekke bunden af drikkedunken, når den blev fisket op af sandkassen, for at tjekke om det nu også var den, man manglede og som stadig indeholdt den mælk, man havde fyldt i for 4 dage siden (ad ad ad).

Man kunne hurtigt få lagt t-shirten med den røøøøøøøde Ninjago tilbage i kammeratens garderobe, efter at have sorteret i ungernes “store-bytte-tøj-dag” fest.

Generelt er det faktisk utroligt, hvor meget et lille klistermærke kan hjælpe i hverdagen.

Ja ja, jeg har slettet mit telefonnummer – Tænk, hvis der sad en telefonsælger og lurede med, gyyyys!

Ovenstående mærker er fundet og designet her:

https://www.identiketter.dk/navnemaerker/

“Kan de lave kaffe og servere morgenmad på sengen?”, spørger du – Naturligvis ikke, men det kan vi jo heldigvis selv og Identiketter lover altså ikke at redde alle dine søndage med deres små navnemærker.

For det er lige præcis dét, Identiketter laver – Små navnemærker, der klistres på tøj, bamser, drikkedunke, sutteflasker, sko, hatte, bøger, you name it!

Små navnemærker, der bare lige klæbes på, så hverken strygejern, tuscher eller symaskinen bliver unødigt forstyrret – Dét er fileme smart, altså.

“Altså, min lille junior smider ALDRIG noget væk. Alle hans ting ligger fint i garderoben, når vi kommer og henter ham”.

Det er sgu dejligt at høre – De børn findes naturligvis også. MEN, størstedelen af børn, får sgu smidt noget væk eller efterlader tøj eller andet på legepladsen.

Og så er der en pædagog, der har gået rundt på legepladsen og indsamlet diverse ejendele, gloet efter navn på tøjet, opgivet at finde navn, spurgt en kollega om de ved, hvem der ejer den lyserøde kvasthue med Elsa på (hvilket vi jo ved, kan være næsten alle pigerne OG nogle af drengene), spurgt ungerne om det var deres, fået tusind “jaaaaaa, det er miiiiiiin” og er derfor lige så langt som før, med at finde ejermanden.

Til sidst ryger den i “glemme-rode-rage” kassen, indtil lille Sofie pludselig får øje på den lille bitte grønne tuschplet, der er kommet på huen, efter hun legede enhjørning og brugte en tusch som horn.

Tadaaa, mysteriet om den mistede Elsa hue, er hermed løst – 5 timer og 37 minutter efter den blev væk og en pædagog har brugt en masse tid på at lokalisere ejermanden.

Så hey, hvis ikke for din egen skyld (for virkelig fedt, hvis dit barn virkelig ALDRIG mister noget), så gør det i det mindste for personalet i institutionerne.

Pædagoger landet over, knokler med at passe på vores børn. De udvikler dem gennem leg og læring, tørrer deres numser, håndterer konflikter, får dem til at grine højt, sørger for de er trygge, trøster dem hvis de græder og prøver at holde styr på hele slagmarken, mange timer dagligt – De har rigeligt at se til og behøver ikke bruge unødig tid på at tonse rundt og lede efter eller sortere vanter, trøjer, krammebamser, madkasser eller hvad ungerne nu har med i institutionen.

Så på med mærkerne og hjælp en pædagog med at få et par ekstra minutter i hverdagen – Det tæller alt sammen og det går til et godt formål, nemlig vores børn.

Så skal der dælme “identikettes”

“Men er de nu så smarte, de små mærker?”, spørger du?

Oh yes, de er altså virkelig smarte.

Mærket hives forsigtigt af.

Hvis det først krøller, får du det aldrig rettet ud igen (hvilket faktisk beviser, at limen er stærk som bare pokker). Og pas på med fedtfingre, da mærket måske ikke vil sidde så godt fast efterfølgende (der skal dog MANGE fedtfingre til – Så medmindre du virkelig får kørt mærket rundt ved hver finger og laver high-fives med det, så er der ingen problemer).

Find det rigtige sted at klæbe mærket på.

Navnemærkerne, jeg har testet, skal klistres på vaskeanvisning eller tøjmærker i tøjet – Så du kan altså ikke bare klaske dem overalt på juniors trøje og lave et helt Picasso værk.

Hvis du alligevel ikke følger anvisningen, risikerer du at ødelægge limens klæbende egenskab, når tøjet vaskes – Og det er jo mægtig fjollet, når nu de virkelig forklarer, hvor mærket skal klæbes fast henne.

VUPTI, så kan junior godt glemme sin nye drikkedunk og bytte tøj med gutterne. Det skal nok vende tilbage igen – Især hvis man lige er smart, at få noteret et telefonnummer på de små mærker sammen med juniors navn.

Sommerhatten er reddet!

Og tro mig, de mærker bliver bare siddende – Jeg HAR sat dem på prøve og vil naturligvis ikke anbefale produkter, jeg ikke har testet til ukendelighed.

De har været i vaskemaskinen, i sandkassen og i opvaskeren og derefter prøvede jeg at pille mærkerne af – Ja ja, det ville man normalt ikke gøre, men de skulle virkelig sættes på prøve.

Kunne de pilles af? Ja, ærlig talt, så kunne de. Hvilket så faktisk også kan være praktisk, hvis tingene skal gives videre en dag.

Var det nemt? Slet ikke – Det var noget af en kamp, der dog blev lettere med mine lange negle. Så har du korte negle, skal du berede dig på noget af en omgang.

Ja ja, men når nu de er så praktiske, som du siger, så kan mærkerne umuligt være særlig smarte”.

Au Contraire, my sweet!

Identiketter har nemlig kælet for detaljerne og sørget for, at du og/eller junior kan vælge mellem masser af forskellige ikoner, skrifttyper, farver, figurer, baggrunde etc. – Det behøver derfor overhovedet ikke at være kedelige mærker, der sidder i nakken af dit barn.

Og så er det delt op i kategorier, så man nemt kan navigere rundt uden at høre: ”Neeeeej, moaaaar, jeg ville se på piraterne – Find piraterne” og desperat prøve at finde tilbage til de vilde pirater.

Louie fik helt frie tøjler til at vælge 3 forskellige designs – Det blev til en god blanding af hjerter (“fordi det betyder kærlighed, moar” – Åh mit hjerte), vampyrere (“for de er mega seje og spiser blooooood, moar” – Åh mit hjerte igen) og dødningehoveder (ingen forklaring nødvendig der – Især når de kalder dem Kaptejn Skalleben!).

Hjemmesiden var super fin at navigere rundt på, uden for mange dikkedarer og smart blikfang, der fjerner fokus fra dét, du reelt er på siden for – “Vil du købe navnemærker? Fint, så er det her. Strygemærker? Lige der”. Super fedt!

“Men når nu de både er praktiske OG smarte, så koster de vel en formue?”

Nu skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på din økonomi, men umiddelbart kommer de små mærker ikke til at ruinere dig.

179,- for 120 navnemærker er en absolut rimelig pris, synes jeg – Og en hel del billigere end at købe ny Ninjago drikkedunk, hver gang den er glemt til gymnastik eller kastet over hækken.

Søger du lidt rundt, hvilket du faktisk ikke behøver, da jeg selvfølgelig har gjort arbejdet for dig (hurra for testere), finder du hurtigt ud af, at de har meget konkurrencedygtige priser.

Nuvel, prisen var en smule billigere på andre sider, men der får du så også kun 96 mærker og (hos nogen af dem) var fragt ikke inkluderet.

Hos Identiketter får du gratis fragt – Også selvom du ikke smider for 699,- eller derover i kurven.

Så herfra, kan jeg kun smide gode anbefalinger afsted mod Identiketter – De er skide fede og det synes Louie tydeligvis også!

Pssst! De er naturligvis også fri for ftalater og BPA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Velkommen til mig

Hurra hurra – Jeg har fået en blog!

Men hey, en blog – Kræver det ikke et vildt talent for det skrevne ord, en Instagramprofil med over 10.000 følgere, velplejede negle, et smukt “hattehoved” til alle billederne med solhat, Royal Copenhagen kopper med tilhørende latté, velopdragne børn (og mænd) og evnen til at tage smukke madbilleder?

Jovist, jeg scorede da et 13 tal i dansk retstavning i folkeskolen (ja, jeg er fra DEN tid, hvor der var 13 taller i karakterbogen), jeg plejer mine negle, når jeg skal noget vigtigt (det tæller vel også?), jeg oplever til tider, at min dreng rent faktisk siger “tak for mad” og rydder op efter sig selv og jeg elsker latté (den må dog gerne være lunken, men det kan man jo heldigvis ikke se på billeder).

Til gengæld er det ikke lykkedes mig, at se lækker ud med solhat (men hey, det er jo kun på solskinsdage man daffer rundt med sådan én og der er jeg jo så heldig, at bo her i Danmark), jeg ejer ikke en Royal Copenhagen kop (min mand minder om naboen fra “Fint skal det være”, når han får stukket sådan en kop i hånden), min Instagramprofil har efter 5 år på bagen, sneget sig op på 447 følgere (der er garanteret 2, der er smuttet mens jeg skriver dette) og jeg forstår virkelig ikke, hvordan andre kan få mad til at se så smukt ud på billeder (og ja, jeg har opdaget filterfunktionen på Instagram).

Så med ovenstående i betragtning – Kan jeg så være blogger?

Selvfølgelig kan jeg det!

For i bund og grund drejer det sig vel om, at få nogle tanker ned på tastaturet, prøve at underholde en smule, måske komme med gode råd og bare generelt blogge, fordi man synes det er skide fedt (må man egentlig godt skrive “skide”?).

Om det gøres iført solhat eller fedtet hår, velplejede negle eller nedbidte fingerspidser, med en kæmpe følgerskare eller nogle få fans, med stavefejl eller perfekt grammatik, med plastikkrus eller RC krus, med velopdragne børn eller små skiderikker, med hang til rød saftevand eller latté.

Hey, det er jo fuldstændig ligegyldigt – Der er plads til os alle.

Jeg håber på at se meget mere til DIG herinde og vil glæde mig til at komme rigtigt i gang med bloggeriet.

Ciao! (som du kan læse, mangler jeg stadig den perfekte afslutningshilsen – Det kommer, jeg skal jo lige i gang).