Kundeservice – En købers bekendelser

Som mor til et 6 årigt barn og en mand, der tit trækker i både trænings- og arbejdstøjet, gik min værste frygt i opfyldelse i weekenden.

Vores vaskemaskine gik i stykker!

Okay, måske er “min værste frygt” lidt overdrevet, men det var absolut ikke noget, der gjorde noget godt for weekend humøret.

Vi kan ikke leve uden en vaskemaskine herhjemme og måtte jo finde en ny hurtigst muligt.

Kan man finde en ny vaskemaskine til 2000 kr.?

Oh yes, det kan heldigvis lade sig gøre, fandt vi ud af, efter en søgning på nettet.

2000,- er altså hvad der er at rutte med denne måned, når der pludselig opstår en vaskemaskine krise, der slet ikke var annonceret i forvejen.

Vi finder et par maskiner og kører til butikken for at se nærmere på dem.

Da vi kommer ind i butikken, bliver vi straks mødt af en smilende medarbejder, der forklarer os, at vi endelig skal sige til, hvis vi har brug for hjælp.

Vi takker for venligheden og forklarer, at vi har udset os et par maskiner og lige skal lure – Det starter skide godt, synes vi!

Efter at have pillet ved diverse knapper og åbnet en masse låger, var vi klar til at købe en vaskemaskine.

“Prisen er vist også lidt højt sat”..

Den smilende medarbejder er klar til os og vi fortæller, hvilken vaskemaskine, der nu skal have en plads i vores bryggers.

“Må jeg spørge, hvorfor I vælger den?”, spørger smilende medarbejder.

Naturligvis må han det og jeg fortæller, at kilostørrelse og pris, var det vigtige for os. Samtidig hører vi gode ting om Gram, der jo er et velkendt mærke.

“Ja, de laver gode køleskabe”, er det naturlige svar fra smilende medarbejder, der taster løs på tastaturet.

Jeg må jo selvfølgelig spørge ind til ovenstående bemærkning, da jeg er lige ved at sprænge af spænding over, hvor gode de så er til vaskemaskiner.

Spoiler-alert! De skal åbenbart holde sig til køleskabe, ifølge smilende medarbejders vurdering.

Men nu er det jo, ifølge smilende medarbejder, også en BILLIG vaskemaskine,vi har kastet vores kærlighed på.

Og her må vi jo forstå, at pris og kvalitet hænger sammen, forklarer smilende medarbejder, med et “ja-2000-kr-er-jo-ikke-meget-for-en-vaskemaskine” smil.

Efter denne meget nyttige information, svarer jeg kækt, at det så er dejligt, at vaskemaskinen faktisk kostede 4000,-, men nu er sat 50% ned.

“Prisen er vist også lidt højt sat” – En skøn bemærkning fra smilende sælger, der vist ikke er den store fan af Gram vaskemaskiner.

Jeg behøver dog ikke spørge nærmere ind, da det viser sig, de slet ikke har den vaskemaskine i butikkerne på Sjælland.

Den kan være fremme i butikken om 7 dage og det er desværre for lang tid at vente for os.

Så finder vi da bare en anden

Jagten sættes ind igen og vi finder én af de andre vaskemaskiner, vi havde udset os hjemmefra.

Valget falder på en Siemens, der på papiret kan dét, vi forventer af en vaskemaskine til 2000 kr.

Tilbage ved skranken er smilende medarbejder optaget, men heldigvis er smilende medarbejder 2 på pletten.

Han vil mægtig gerne sælge os en vaskemaskine – Altså lige indtil, at den søreme heller ikke er på lager og først kan være i butikken om 10 dage.

Henrik og jeg klør os en smule i håret og er ved at miste modet lidt.

Smilende medarbejder 2 er heldigvis godt uddannet indenfor kundeservice og griber hurtigt bolden.

Måske han kan finde en anden vaskemaskine til os?

Men inden da, skal han lige forsikres om, at 2000 kr. er vores maksimum.

Efter at have bekræftet dette, taster han straks løs på tastaturet med et “ja-2000-kr-er-jo-ikke-meget-for-en-vaskemaskine” smil på læben.

De smiler meget i den butik og det er jo altid dejligt.

“Kan jeg lokke dig 500 kr. op i pris”?

De smiler simpelthen så meget i den butik, at kinderne helt dækker for ørene.

For han hørte åbenbart ikke, at 2000 kr. er vores maksimum og spørger om vi kan lokkes 500 kr. op i pris.

Han vinker mig over til en vaskemaskine og med et “tadaa – kind a look”, viser han os en maskine til 3500 kr.

Jeg tænker at smilende medarbejder 2, ville lave et godt tilbud til os, selvom det ikke lige blev nævnt.

Men det var nok fordi, smilende medarbejder 2, pludselig kunne afkode mit akavede kropssprog, da jeg stod overfor en vaskemaskine i en anden prisklasse og et mærke, jeg aldrig havde hørt om.

Heldigvis er smilende medarbejder 2 igen hurtig på aftrækkeren og jeg kan være helt rolig, kan jeg mærke.

For ifølge ham, er den her meget bedre end Siemens og Bosch. Eller, i hvert fald, deres BILLIGE modeller, som vi har kigget på.

Denne model er jo en mellemklasse, der vil give meget bedre mening end de BILLIGE modeller.

For når det drejer sig om de BILLIGE vaskemaskiner fra kendte mærker, kan man slet ikke regne med kvaliteten, forklarer smilende medarbejder med sit, efterhånden velkendte, “ja-2000-kr-er-jo-ikke-meget-for-en-vaskemaskine” smil.

Puha, jeg tror aldrig jeg har hørt ordene “BILLIGE modeller” sagt så mange gange – Og slet ikke med ordet “BILLIGE” sagt i et helt andet toneleje og en udstrækning af ordet.

“BII-LLII-GEE” – Som i BILLIGE, hvis du skulle være i tvivl.

“De sliber ikke engang bagsiden af tromlen”..

Smilende medarbejder 2 ser helt forarget ud, da han slynger ovenstående sætning ud i rummet.

Jeg er lige ved at dåne af samme forargelse, indtil det går op for mig, at jeg overhovedet ikke aner, hvad smilende medarbejder 2 taler om.

Faktisk må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på om de billige maskiner bliver slebet eller om det var de dyre.

Men det var noget med noget slibning og noget med nogle billige vaskemaskiner.

Efter at have sundet mig over hele “slibe-fortællingen”, bliver Henrik og jeg enige om, at vi lige skal have stukket hovederne sammen.

Smilende medarbejder 2 virker oprigtigt ked af, vi ikke springer på vaskemaskinen – Især efter hele “slibe-fadæsen”.

Heldigvis er der andre kunder i butikken og man kunne jo være heldig, at de ville investere i en vaskemaskine, der faktisk er slebet.

(eller ikke slebet – jeg har stadig ikke helt styr på det).

Så smilende medarbejder 2 er hurtigt kommet videre over Henrik og jeg, og vi ender med at forlade butikken uden en vaskemaskine.

Hvad så nu?

På parkeringspladsen må vi lige holde et lille krisemøde.

Vi har jo stadig ikke fundet en vaskemaskine og vi skal altså have fundet én, hurtigst muligt.

Vi tjekker nettet for vaskemaskiner igen og håber, det måske kan lykkes at finde samme vaskemaskine i en konkurrerende butik.

Det første, der popper op, er naturligvis den Siemens vaskemaskine, vi havde kigget på inde i butikken – #theyarewatching.

Lidt slukøret skal jeg til at klikke videre, da jeg må se i øjnene, at den vaskemaskine, kun kan købes i den butik vi netop har besøgt.

Og de kunne jo umuligt have den hjemme før om 10 dage. (måske skulle den slibes først?)

Men halløjsa, hvad er nu det?

Klik & Hent

“Vores” vaskemaskine kan søreme findes i andre af kædens butikker.

Men det er sikkert ikke i nærheden, da smilende medarbejder 2, naturligvis havde informeret os om dette.

Han hamrede jo løs på tastaturet, efter en søgning på vaskemaskinen.

Men hov, måske havde smilende medarbejder 2 fået slibestøv i øjnene? Eller måske var “ja-2000-kr-er-jo-ikke-meget-for-en-vaskemaskine” smilet, røget helt op over øjnene?

Noget må der i hvert fald være sket.

For, ifølge hjemmesiden, kan vi “klik & hent” præcis samme vaskemaskine, 8 minutters køretur længere ned ad gaden, hvor de også har en butik.

Lidt skeptisk trykker jeg på knappen og vupti – 1 styk Siemens vaskemaskine til afhentning om ca. 1 times tid, 8 minutter ned ad gaden.

Kunne smilende medarbejder 2 have prøvet at presse os lidt op i pris på en vaskemaskine, ved at beklage, vi ikke kunne få den med hjem fra deres butik?

Nej vel? Det tænker jeg egentlig heller ikke – Det ville da have været en utrolig skidt kundeservice.

Måske troede han, vi var kommet frem til butikken på et løbehjul og derfor ikke ville tage turen længere ned ad gaden?

Mulighederne er mange!

Kvalitet, pris og kundeservice

Okay, jeg prøver lige at tage “seriøs-hatten” på.

Jeg er jo udmærket klar over, at der stor forskel på vaskemaskiner.

Og jeg ved udmærket godt, at man typisk får bedre kvalitet, hvis man smider lidt flere kroner i kassen.

Jeg har også flere oplevelser med (ægte) smilende medarbejdere, der sagtens har kunne yde en god service og samtidig fortælle om forskellen på de forskellige varer.

Og helt uden at tale andre produkter ned og have en, lidt for fornem, attitude.

Men nu var situationen altså således, at der var 2000 kr. at snolde for, hvilket vi flere gange understregede, overfor smilende medarbejder 1 og 2.

At de naturligvis gerne ville sikre sig, at vi var helt indforstået med, at 2000 kr. virkelig ikke rækker langt og vi faktisk kun kunne få noget bras for den sum penge, kan man jo vælge at tolke som god kundeservice. #ironikanforekomme

Desværre er jeg altså et surt løg, når det gælder sådan noget

Jeg forventer egentlig, at man kan købe en vare uden at overtrække kontoen eller blive set ned på, fordi man vælger en billigere løsning.

Man behøver ikke sige “BILLIGE” i bedste Jørgen Leth stil, når han forklarer, hvor meget han hader gummistøvler.

Jeg vil rigtig gerne vejledes om de forskellige produkter, men sgu ikke med “ja-2000-kr-er-jo-ikke-meget-for-en-vaskemaskine” smilet, klistret fast i skærmen på medarbejderne.

Og så vil jeg bare gerne købe en vaskemaskine til 2000 kr., der kan vaske vores tøj – Vi har ikke behov for et drøn af en maskine, der kan folde tøjet og servere morgenmad på sengen. #ellerventlige…

Vi kom ind, kiggede selv rundt og valgte en vaskemaskine. Vi har ikke lagt beslag på deres tid i uendelige timer, der har taget tiden fra andre kunder. Vi har ikke stillet urimelige krav eller pruttet om prisen.

Samtidig har de altså selv valgt, at have et bestemt sortiment i deres butikker – Så må man jo gå ud fra, de er interesserede i at sælge deres ting.

Så jeg mener ærlig talt, de kunne pakke deres hånlige attitude sammen og have taget “fedt-I-vil-bruge-2000-kr-i-vores-butik” smilet på i stedet for.

Det er sgu en del kønnere og mere servicemindet.

Hvad er service for dig?

Smid endelig en kommentar og lad os få nogle meninger på bordet?

Ville ovennævnte scenarie have været okay for dig?

Havde du klaget med det samme?

Havde du klaget efterfølgende?

Havde du bare ladet det passere, med et træk på skuldrene?

Hvad tror du passer bedst til en mund? “fedt-I-vil-bruge-2000-kr-i-vores-butik” smilet eller “ja-2000-kr-er-jo-ikke-meget-for-en-vaskemaskine” smilet?

Havde du sat dig ned og skrevet et surt opstød på din blog? FYI, der er allerede 1 hystade med i den klub, men der er altid plads til flere.

Tak fordi du læste med!

5 comments / Add your comment below

  1. Åh hvor man kender det … I vores Skousen er det åbenbart Bosch vaskemaskiner der skal total nedgøres og “som alligevel går i stykker inden for få år” … og hvor vi ikke skal komme og sige at de ikke havde fortalt os det, når det sker …

    De var ret irriterede over jeg holdte fast i at ville have den maskine jeg havde undersøgt hjemmefra, læst tests om og anbefalinger … I stedet skulle jeg købe en dyrere maskine, som jeg intet kendte til …

    … nu havde jeg lige brug for den vaskemaskine – men vi kommer der ikke igen …0

    1. … og nå ja … så var det en tilbudsvare i deres avis … “og det var der jo en grund til” (læs: alt det er i tilbudsavisen er åbenbart lort)

      1. Hej Sanne.

        Det er simpelthen så frækt.

        Her kommer man bare og vil købe en vaskemaskine – Så skal man altså have lov, uden at blive set ned på eller føle sig tvunget til et større køb.

        Jeg kan så fortælle, at vores vaskemaskine ikke er fra Skousen – Så det er desværre et problem i flere kæder, kan jeg forstå.

        Valgte du at gøre dem opmærksom på din oplevelse?

        Kram herfra

  2. Har også stået i ligende situationer – ved godt de bare ‘passer deres arbejde’ vedr. mersalg, men kæft hvor bliver man træt, når provision topper rådgivning 😀

    – A

    1. Præcis! 🙄🙄

      Selvfølgelig skal de sælge og rådgive.
      Men man bliver altså en smule lang i spyttet, når man føler, man skal bidrage ekstra til provisionen. 🤦🏼‍♀️

      Tak fordi du læste med. 😊😊

Skriv et svar