Tak for jeres gode historier!

Hvis du er gravid og mener, du sagtens kan være de “hyggelige” fødsels- og graviditets historier foruden, så vil jeg stærkt anbefale dig, at stoppe med at læse videre – Hvis du, derimod, synes det kunne være super fedt, at få et indblik i skrækhistorierne, så læn dig tilbage og enjoy the ride.

Det er godt nok over 5 år siden, jeg gik rundt med stor mave og ventede Louie.

Men én ting, der står tydeligt i min hukommelse, er alle de søde og rare mennesker, jeg mødte på min vej. Alle de søde og rare mennesker, der altid lige havde en god historie at fortælle. De søde og rare mennesker, der tog det som en selvfølge, at man naturligvis gerne ville høre historierne om diverse fødsels- og graviditetsrædsler – Især uden at blive spurgt eller advaret først.

Da jeg blev gravid, var jeg naturligvis godt klar, at det hele ikke ville være en dans på roser. Jeg var naturligvis ikke så naiv, at jeg bare forestillede mig 9 måneder i sus og dus og en fødsel, der ville gå over i verdenshistorien som den hurtigste, smukkeste og mest smertefrie. Jeg havde selvfølgelig et spinkelt håb, men var altså også ret realistisk.

MEN!

At være en gravid kvinde, der udmærket godt er klar over, at der om 9 måneder skal ske noget knap så eksotisk i de nedre regioner, er på INGEN måde det samme, som en gravid kvinde, der absolut må og skal høre om hvordan naboens kusines datter, næsten splittede til to personer efter hendes fødsel.

For ja, det er lige præcis historier, som ovenstående, der tit blev fortalt med hjælp fra livlige fagter og malende mentale billeder.

Har du fået åreknuder endnu? “, blev der en dag spurgt, med hovedet let på skrå.

Endnu? Er det noget man SKAL have? For så må jeg naturligvis straks finde ud af, hvordan man får dem! Kan de evt. købes og sættes på, hvis man er så uheldig ikke at kunne få dem naturligt?

Ja, dem kan du lige så godt forbedrede dig på at få – Især når man er solidt bygget som dig “, blev der efterfølgende sagt, med det sødeste smil på læben og et venligt klap på overarmen.

For så er det naturligvis helt okay at snakke om åreknuder OG min vægt – Bare det bliver efterfulgt at et venligt klap på skulderen.

Min veninde flækkede faktisk hele vejen fra for til bag – Hun er aldrig blevet normal dernede igen “, sagt med et utroligt bekymrende blik, der vendte mod mit “dernede” – Men intet venligt klap på overarmen (og her kunne jeg virkelig godt have brugt ét).

Et bombekrater – Ja, det er nok den måde, jeg bedst kan beskrive det på “, fortalt af meget sød og rar dame, der gerne ville involvere mig i, hvordan hendes underliv havde set ud efter hendes fødsel.

Og naturligvis helt uden jeg havde spurgt ind til det – Det var virkelig pænt af hende, synes jeg.

Selv til fødselsforberedelse, var der søde og rare mennesker, der viste en rigtig fin dokumentar om en fødsel. Selve dokumentaren var helt naturlig og egentlig rigtig fin, men den slutter med, at farmand sidder helt alene på fødestuen med den lille ny i armene.

Ja, som I kan se er (indsæt navn) ikke til stede lige der. Hun bristede voldsomt og måtte på operationsbordet for at få syet rectum, kort efter fødslen “, forklarede den søde jordemoder.

Kan du forestille dig, hvor stille et lokale, fyldt med gravide kvinder, kan blive efter sådan en sætning?

Og kan du forestille dig, at være en flue på væggen, til det møde, hvor det blev besluttet at denne dokumentar var den bedste at vise?

Ah, kunne vi måske vise en anden film? Én, hvor der måske ikke er operation af rectum med og hvor man ser både mor og far med den lille ny? Nej? Okay, men skal vi så, i hvert fald, ikke aftale at vi virkelig får skåret ud i pap, hvorfor (indsæt navn) ikke er til stede? Fedt!

Forestil dig at have veer i næsten 4 dage, gå i fødsel, for så at ende med et kejsersnit.

Nej tak, søde dame, som jeg næsten ikke kender – Jeg tror faktisk lige, jeg bruger et øjeblik på at tænke på solskin og flødeboller i stedet for.

Måske synes du jeg er en hystade, der tager tingene alt for tungt – Og det er du selvfølgelig i din gode ret til.

MEN, jeg synes dog alligevel, at emnet er ret aktuelt og en smule fascinerende på en måde.

Fascinerende på den måde, at så mange mennesker har en total ucensureret tilgang til at fortælle skrækhistorier – Måske en misforstået omsorg for at forberede os på dét, der kommer?

Personligt skulle jeg nok undersøge dét, jeg følte var aktuelle spørgsmål for mit vedkommende. I det mindste kunne folk måske spørge først, om man havde interesse i deres festlige historier fra fødegangen.

Undskyld, vil du høre om min veninde, der ikke nåede på toilettet efter hun fik et lavement?

Som, Egon Olsen, ville have sagt:

Ti stille, sindssyge kvindemenneske!

Så søde og rare mennesker, der absolut mener det i bedste mening:

Tak for jeres gode historier – Men STOP så, medmindre du bliver spurgt.

Kram fra hende, der naturligvis har fortalt sin gravide veninde, at man risikerer at få hæmorider under fødslen. #facepalm

Skriv et svar