Mit “liv som blogger”

Mit “liv som blogger”

Jeg har nu været blogger i snart 5 uger – Hurra og tillykke til mig.

5 indlæg er det blevet til og en masse skønne læsere, har lagt vejen forbi mit lille fristed – TAK til og for jer!

På 5 uger har jeg bandet, grint, skrevet fy ord, brokket mig og delt “skønne” detaljer fra mit (behårede) liv – Og det har været mega sjovt.

MEN! – 5 uger som blogger.

Har livet ændret sig? Næh, ikke rigtigt.

Er jeg skuffet? Ja, ærlig talt!

På alle de sociale medier, jeg frekventerer, ser jeg smukke kvinder bade i azurblåt vand, med obligatorisk flamingo pust op fætter.

Store hatte og velplejede, hårfrie ben, smides op i ét væk med den helt rigtige lyssætning på alle billeder.

Lækre øko smoothies bliver drukket og vist frem med den helt rigtige vinkel, således at man naturligvis ser den smukke manicure – Helt sikkert sponsoreret af mega sej negleteknikker, der har 6 måneders ventetid.

Balayage hår svinger smukt i vinden under den store solhat og komplimenterer de smukke krøller, der har det helt perfekte “åh, jeg vågnede bare lige op sådan her” look.

Farverige salater indtages på alle tider af døgnet – Hvilket måske er forklaringen på, hvorfor de altid er så slanke.

Øjenbryn tegnes op i smukke buer, lange øjenvipper skaber en storm, når der blinkes med øjnene og rabatkoder smides afsted i diverse links – “Hurra, så koster det kun 3500 kr., må jeg smide 10 rabatkuponer sammen, pleeeeeease?”

Der festes med kendte mennesker, der drikkes dyr champagne og der flashes de vildeste kjoler – Alt sammen klares selvfølgelig med læbestiften TOTAL på plads og INGEN mascara under øjnene – Jeg mistænker et sponsorat til permanent make-up og spørger lige: “Hvor fanden var min rabatkode til det?”

Der postes billeder fra fitnesscenteret hver dag – Iført de strammeste leggings og sportsbh, bliver æblerøve vist frem og søde små bicepsmuskler spændes.

Hey, jeg er jo blevet blogger nu – Hvor fanden er min æblerøv og sponsorat hos svinedyr negleteknikker?

Må jo nok se i øjnene, at jeg ikke lige bliver “Balayage – flamingo pust op fætter – salatspisende – sponsoreret lækkerhed – type” lige med det samme.

Men jeg giver IKKE op!

Jeg vil kæmpe for min ret til øko smoothies og perfekt manicure!

Jeg vil stampe i gulvet på det lokale værtshus og kræve, at der serveres drikkevarer med bobler i (“Ja ja, stik du mig bare en Breezer – Gider du toppe den med et sjovt sugerør, det skal jo trods alt på Instagram”)

Jeg vil storme Go´ Nova studiet for at få en selfie med Jojo og give hende et kæmpe smækkys (JA, total girlcrush – Men er hun ikke fantastisk? I mit næste liv vil jeg være lesbisk og prøve at score hende – Måske det lykkes, hvis jeg får mig en æblerøv?)

Jeg vil anlægge en køkkenhave og fremvise alverdens lækre salater (blot for at finde ud af, at jeg sikkert kun kan dyrke icebergsalat – Men hey, jeg smider sgu bare lige et filter på og tadaa, 1 styk LÆKKER salat)

Jeg vil forlange at min mand fylder badebassinet, så jeg kan sidde med min solhat og (næsten) hårfrie ben – (Er det kun mig, der ALTID finder et enkelt eller to ninja-hår, der på magisk vis, har undgået skraberen?)

Og så VIL jeg have en flamingo pust op fætter – Man er simpelthen ikke blogger uden sådan én! Hvem har en rabatkode, de lige vil linke til? Pleeeeease.

Ja ja, jeg lyder som en sur, gammel og utrolig misundelig type – Og det er jeg også!

Men helt ærligt, der må da være nogen, der kan se potentiale i mig og min lille blog og stikke mig et sponsorat eller en rabatkode?

Måske har du en mælk i køleren, der alligevel er ved at gå på datoen? Jeg lover at vende den i den helt rigtige vinkel OG ordne negle inden – Amar´ halshug.

Kram herfra og nyd mit nye blogger-billede.

Jeg kunne desværre ikke finde en flamingo emoji, så måtte nøjes med en and.

Der findes åbenbart heller ikke “solhat-klistermærker” i Aviary, men måske jeg kan starte en ny trend med sombreros.

Og nej, øjenvipperne er naturligvis ikke mine egne – Jeg ved godt, du var lige ved at blive snydt.

P.s. Husk nu, det bare er for sjovt, ik´? Vi behøver ikke tage os selv så seriøse.

P.p.s. Hvis du kommer fra et flødebollefirma og gerne vil sende en flødebolle – Så er det ikke for sjovt og jeg tager det hele meget seriøst.

 

 

 

 

Livet før og efter barn

Livet før og efter barn

Hvis du har børn, kender du det helt sikkert – Tankerne om livet før og efter børn.

Søndag før barn:

Står op omkring kl. 11, for at kæmpe mig ud til køleskabet, hvor en iskold cola er det eneste, der kan redde mine tømmermænd.

Resten af dagen bruges på sofaen med chips og film, samtidig med, jeg prøver at huske hvad fanden jeg lavede i går og hvor jeg lagde mit dankort.

Søndag efter barn:

Jeg vækkes kl. 6 af Louies blide røst, der høres igennem hele huset.

Jeg er fææærdiiig!”

Resten af dagen bruges i Tivoli, hvor jeg står i timelang kø sammen med Louie, for at få en krammer af Rasmus Klump.

Baderutine før barn:

Jeg vasker håret og masserer en lækker hårkur ind i håret

Hårkuren lader jeg sidde, mens jeg nænsomt får barberet alt fra halsen og ned – Naturligvis smurt ind i barberskum, der dufter fantastisk af blomster og parfume.

Så tager jeg lige en pause for at synge lidt ind i bruseren – “What you want, Baby I´ve got it, what you need, you know I´ve got it, all I´m asking, is for a little respect when I get home – R E S P E C T.”

Efterfølgende får kroppen en grundig tur med eksfolierende sæbe, inden jeg bruger masser af tid på at skylle sæben af.

Baderutine efter barn:

Vand i håret, shampoo i, shampoo ud – Der dufter lifligt af apotek og sterile omgivelser, da der naturligvis ikke bruges produkter med parfume i.

Så tager jeg lige en lynhurtig pause for at synge lidt ind i bruseren – “Jeg er en glad lille cowboy, fra Texas prærieland, at ride og kaste med lasso, er det jeg allerbedst kan – Jubijææ, jubijææ, er det jeg allerbedst kan.”

Et hurtigt hårtjek, før jeg bliver enig med mig selv om, at jeg kun behøver barbere nederste del af skinnebenet, da jeg alligevel skal have lange bukser på.

Spontane bytursinvitationer før barn:

En SMS tikker ind og 1 time senere sidder jeg i baren med lækkert hår, iskolde drinks og dankortet løst i hånden.

Jeg inviterer til efterfest hos mig selv, efter baren er lukket – Kl. er jo kun 7 om morgenen og festen er lige startet.

Spontane bytursinvitationer efter barn:

A hva´for noet?

Læsning før barn:

Jeg ræser igennem den ene krimiroman efter den anden og føler virkelig, der er gået en suveræn efterforsker tabt i mig.

Jeg sluger romantiske historier og drømmer om mænd med Loreál hår og stærke overarme.

Jeg ved præcis hvad de kendte render rundt og laver, efter at have læst alle sladderbladene – 2 gange.

Læsning efter barn:

Jeg bliver oprigtigt forarget, da jeg læser at Vitellos mor drikker rødvin og danser rundt i en halvbrandert.

Jeg hyler med tårerne løbende ned af kinderne, da Peter Pedal bliver væk fra Manden med den gule hat – Bare rolig, de finder heldigvis hinanden igen.

Jeg bliver simpelthen så bekymret, da Plet må blive hjemme fra skolen pga. sygdom – Hvilket heldigvis viser sig at være opfundet, for at få en fridag, pyha!

Jeg vågner i Louies seng, 30 min. efter jeg har læst “kaninen, der så gerne ville sove” og stirrer direkte ind i hans meget åbne og meget friske øjne.

Lange køreture før barn:

Der er sørget for kolde sodavand, varm kaffe, chokolade, kiks, kiks MED chokolade, tivolistænger og lakridser.

Vi drøner afsted på den tyske Autobahn med musikken skruet højt op og synger med på de nyeste beats – Og der må gerne være sange med ordet “fuck”.

Tidsplanen holder og turen afbrydes kun af en enkelt frokostpause.

Lange køreture efter barn:

Vi snegler os afsted og råber af alle, der vover at overhale os med mere en 110 km/t – De kører jo som død og helvede og vi har altså børn i bilen!

Milles (vinderen af MGP) blide røst stormer ud af højttalerne og har gjort det i 6 stive timer – “Forår, sommer, efterår og vinter“, synger vi og er begyndt at lægge andenstemmer på.

Tidsplanen er fuldstændig tabt og har været det inden vi overhovedet kom ud af døren.

Turen afbrydes af 23 “jeg skal tisse” stop, hvoraf 3 af dem reelt set passede.

Og behøver jeg overhovedet nævne, hvor mange gange sætningen “hvornår er vi der” (efterfulgt af dybe suk og øjne, der rulles total om i baghovedet), bliver sagt?

Heldigvis er der stadig masser af chokoladekiks.

Livets store spørgsmål før barn:

Hvad skal vi have til aftensmad?

Livets store spørgsmål efter barn:

Hvordan laver man babyer“, spørger Louie.

Efter en meget lang snak om kærlighed, svømmere og æg, kan man så starte forfra, for at forklare at det altså ikke er rigtige æg, der bruges i babyomeletten.

Filmaften med min mand før barn:

Vi putter i sofaen med dyner og puder, samtidig med at der nusses fødder og hår til den store guldmedalje.

Vi må spole filmen tilbage, fordi vi pludselig er faldet i snak og ikke har fulgt med i filmen.

Hele filmen bliver set!

Filmaften med min mand efter barn:

Zzzzzzzz!

Kan du fortsætte listen?

P.s. Jeg elsker mit liv efter barn, hvis du skulle være i tvivl!

 

Fars dag

Fars dag

I dag er det fars dag og alle sociale medier er proppet med taknemmelighed, for de skønne mænd, der dagligt gør en forskel i vores liv.

Herhjemme har vi også en far – Min skønne mand, der er far til vores skønne søn.

Mit indlæg i dag, vil handle om den mand, jeg har delt alt med, de sidste 13 år.

Det bliver pladderromantisk, lidt tarveligt men fyldt med kærlighed – Ligesom han fortjener.

Hvordan vi mødtes, spørger du? Ja tak, den historie vil jeg da gerne fortælle.

Det var en skøn dag i maj 2005 – Solen skinnede fra en skyfri himmel, fuglende fløjtede og alt var smukt i parken, hvor vi begge sad.

Vores øjne mødtes på tværs af alle mennesker – Tiden stod stille. Vi gik imod hinanden med vores blikke fastholdt – Det var skæbnen. Vi mødtes, vi tog hinandens hænder og vidste med det samme, at vi skulle dele resten af vores liv sammen.

En smuk historie, vi en dag kan fortælle videre til vores børnebørn.

Den er, i hvert fald, smukkere end de historier, hvor man mødes i en halv- (okay, måske hel) brandert på Buddy Holly (et diskotek, til jer, der ikke aner hvad det er), kysser lidt, lader fyren sove på sit hårde trægulv og derefter bliver kærester.

Nuvel, de historier findes vel også, hvis man ikke er så heldig, at have en pladderromantisk historie som vores – Du er naturligvis velkommen til at låne den pladderromantiske historie, hvis du ligesom os, mødtes på en knap så romantisk måde.

Selv tak.

Når man vågner dagen derpå, og ser at den stakkels fyr har sovet en hel nat på dit hårde trægulv (på trods af, at der var et blødt tæppe i gangen, han måske kunne have sovet på), så ved man, at interessen er der (eller han var for nærig til at tage en taxa hjem).

Derefter gik det stærkt.

Ca. 2 måneder senere flyttede han ind (og fik derefter en plads i sengen, i stedet for det hårde trægulv) og 1½ år efter, blev vi gift i mine forældres have.

Det er 13 år siden, jeg mødte kærligheden en nat på Buddy Holly (ja, du havde nok luret, at det var den rigtige historie – The secret is out) og for 5 år siden, blev han opgraderet til far.

Han har hver dag gjort en forskel, krydret med sarte undertoner af, at drive mig til vanvid.

  • I 13 år har han krænget strømperne af fødderne og efterladt dem i en sirlig klump, der gør dem umulige at vaske.
  • I 13 år har han taget så enormt store bidder af sin mad, at jeg hver dag er bange for, at han blive kvalt under hvert måltid.
  • I 13 år har han snorket så højt, at huset ryster og nabolagets hunde gjalder.
  • I 13 år har han fortalt utrolige dårlige vittigheder og grinet højlydt af dem.
  • I 13 år har han endnu ikke fundet ud af, hvordan bestikket skal stå i opvaskeren.
  • I 13 år har han sjasket og plasket badeværelset til med vand, hver gang han går i bad.
  • I 13 år har han givet mig blomster 4 gange.
  • I 13 år har han stadigvæk ikke helt forstået, at man skal ind i alle krogene, når man støvsuger.
  • I 13 år har han introduceret mig til de værste film og sportskanaler.

Ovenstående er blot et lille udpluk af de ting, der driver mig til vanvid dagligt.

Men ved du hvad?

Det er fuldstændig ligegyldigt – Og her er hvorfor:

  • I 13 år har han vasket lige så meget tøj (måske mere endda), som jeg har.
  • I 13 år har han lavet mad hver dag og er bare blevet endnu bedre, for hvert måltid han serverer.
  • I 13 år har han altid taget sofaen, når det er mig, der snorker højlydt, i stedet for at skubbe mig ud af sengen.
  • I 13 år har han altid grinet af mine dårlige vittigheder og platte humor, og ladet mig blive i troen, at han synes jeg er sjov.
  • I 13 år har han fyldt og tømt opvaskemaskinen og er altid den første af os, der rejser sig for at slukke, når maskinen bipper og er færdig.
  • I 13 år har han altid slået toiletbrættet ned efter sig og båret over med mine vatpinde og vatrondeller, der gerne bare ligges på håndvasken efter brug.
  • I 13 år har han båret alle indkøbsposerne, ladet mig tage den sidste flødebolle og ladet mig sove længe de fleste weekender.
  • I 13 år har han båret over med min rengøringsvanvid og blot fulgt med, når jeg har renset emhætte og køleskab med vatpinde, for at nå helt ind i krogene.
  • I 13 år har han ladet mig vælge film, hvis vi ikke kunne blive enige og har udholdt utallige timers dårlig underholdning.

Dette er manden i mit liv!

Manden, der altid sørger for at Louie og jeg har det godt.

Manden, der hver dag gør en kæmpe forskel for os.

Manden, der hver dag får os til at grine højlydt.

Manden, der altid sætter vores behov før hans egne.

Manden, der elsker os hver dag, selvom vi dagligt sætter ham på prøve.

Manden, der altid ofrer sig for Louie og giver ham de bedste oplevelser og minder.

Manden, der elsker os ubetinget.

Dette er manden i mit liv!

Den bedste mand og far til sit barn, man overhovedet kan ønske sig – Og vi værdsætter ham hver dag.

Også når han hænger toiletrullen med papiret ind mod væggen, hænger sin jakke sjusket og skævt op på bøjlen, ikke smider Louies legetøj i de rigtige skuffer og altid vender vrangen ud på tøjet, inden det lægges sammen.

For tænk engang, at han på trods af alle mine skævheder og krav, valgte at gifte sig med mig.

For det er overhovedet ikke nemt – Det indrømmer jeg gerne.

Men han hænger i og fortæller mig endda, at han stadig elsker mig.

Og ved du hvad?

Jeg elsker virkelig også ham!

 

 

Tak for jeres gode historier!

Tak for jeres gode historier!

Hvis du er gravid og mener, du sagtens kan være de “hyggelige” fødsels- og graviditets historier foruden, så vil jeg stærkt anbefale dig, at stoppe med at læse videre – Hvis du, derimod, synes det kunne være super fedt, at få et indblik i skrækhistorierne, så læn dig tilbage og enjoy the ride.

Det er godt nok over 5 år siden, jeg gik rundt med stor mave og ventede Louie.

Men én ting, der står tydeligt i min hukommelse, er alle de søde og rare mennesker, jeg mødte på min vej. Alle de søde og rare mennesker, der altid lige havde en god historie at fortælle. De søde og rare mennesker, der tog det som en selvfølge, at man naturligvis gerne ville høre historierne om diverse fødsels- og graviditetsrædsler – Især uden at blive spurgt eller advaret først.

Da jeg blev gravid, var jeg naturligvis godt klar, at det hele ikke ville være en dans på roser. Jeg var naturligvis ikke så naiv, at jeg bare forestillede mig 9 måneder i sus og dus og en fødsel, der ville gå over i verdenshistorien som den hurtigste, smukkeste og mest smertefrie. Jeg havde selvfølgelig et spinkelt håb, men var altså også ret realistisk.

MEN!

At være en gravid kvinde, der udmærket godt er klar over, at der om 9 måneder skal ske noget knap så eksotisk i de nedre regioner, er på INGEN måde det samme, som en gravid kvinde, der absolut må og skal høre om hvordan naboens kusines datter, næsten splittede til to personer efter hendes fødsel.

For ja, det er lige præcis historier, som ovenstående, der tit blev fortalt med hjælp fra livlige fagter og malende mentale billeder.

Har du fået åreknuder endnu? “, blev der en dag spurgt, med hovedet let på skrå.

Endnu? Er det noget man SKAL have? For så må jeg naturligvis straks finde ud af, hvordan man får dem! Kan de evt. købes og sættes på, hvis man er så uheldig ikke at kunne få dem naturligt?

Ja, dem kan du lige så godt forbedrede dig på at få – Især når man er solidt bygget som dig “, blev der efterfølgende sagt, med det sødeste smil på læben og et venligt klap på overarmen.

For så er det naturligvis helt okay at snakke om åreknuder OG min vægt – Bare det bliver efterfulgt at et venligt klap på skulderen.

Min veninde flækkede faktisk hele vejen fra for til bag – Hun er aldrig blevet normal dernede igen “, sagt med et utroligt bekymrende blik, der vendte mod mit “dernede” – Men intet venligt klap på overarmen (og her kunne jeg virkelig godt have brugt ét).

Et bombekrater – Ja, det er nok den måde, jeg bedst kan beskrive det på “, fortalt af meget sød og rar dame, der gerne ville involvere mig i, hvordan hendes underliv havde set ud efter hendes fødsel.

Og naturligvis helt uden jeg havde spurgt ind til det – Det var virkelig pænt af hende, synes jeg.

Selv til fødselsforberedelse, var der søde og rare mennesker, der viste en rigtig fin dokumentar om en fødsel. Selve dokumentaren var helt naturlig og egentlig rigtig fin, men den slutter med, at farmand sidder helt alene på fødestuen med den lille ny i armene.

Ja, som I kan se er (indsæt navn) ikke til stede lige der. Hun bristede voldsomt og måtte på operationsbordet for at få syet rectum, kort efter fødslen “, forklarede den søde jordemoder.

Kan du forestille dig, hvor stille et lokale, fyldt med gravide kvinder, kan blive efter sådan en sætning?

Og kan du forestille dig, at være en flue på væggen, til det møde, hvor det blev besluttet at denne dokumentar var den bedste at vise?

Ah, kunne vi måske vise en anden film? Én, hvor der måske ikke er operation af rectum med og hvor man ser både mor og far med den lille ny? Nej? Okay, men skal vi så, i hvert fald, ikke aftale at vi virkelig får skåret ud i pap, hvorfor (indsæt navn) ikke er til stede? Fedt!

Forestil dig at have veer i næsten 4 dage, gå i fødsel, for så at ende med et kejsersnit.

Nej tak, søde dame, som jeg næsten ikke kender – Jeg tror faktisk lige, jeg bruger et øjeblik på at tænke på solskin og flødeboller i stedet for.

Måske synes du jeg er en hystade, der tager tingene alt for tungt – Og det er du selvfølgelig i din gode ret til.

MEN, jeg synes dog alligevel, at emnet er ret aktuelt og en smule fascinerende på en måde.

Fascinerende på den måde, at så mange mennesker har en total ucensureret tilgang til at fortælle skrækhistorier – Måske en misforstået omsorg for at forberede os på dét, der kommer?

Personligt skulle jeg nok undersøge dét, jeg følte var aktuelle spørgsmål for mit vedkommende. I det mindste kunne folk måske spørge først, om man havde interesse i deres festlige historier fra fødegangen.

Undskyld, vil du høre om min veninde, der ikke nåede på toilettet efter hun fik et lavement?

Som, Egon Olsen, ville have sagt:

Ti stille, sindssyge kvindemenneske!

Så søde og rare mennesker, der absolut mener det i bedste mening:

Tak for jeres gode historier – Men STOP så, medmindre du bliver spurgt.

Kram fra hende, der naturligvis har fortalt sin gravide veninde, at man risikerer at få hæmorider under fødslen. #facepalm