Velkommen til mig

Hurra hurra – Jeg har fået en blog!

Men hey, en blog – Kræver det ikke et vildt talent for det skrevne ord, en Instagramprofil med over 10.000 følgere, velplejede negle, et smukt “hattehoved” til alle billederne med solhat, Royal Copenhagen kopper med tilhørende latté, velopdragne børn (og mænd) og evnen til at tage smukke madbilleder?

Jovist, jeg scorede da et 13 tal i dansk retstavning i folkeskolen (ja, jeg er fra DEN tid, hvor der var 13 taller i karakterbogen), jeg plejer mine negle, når jeg skal noget vigtigt (det tæller vel også?), jeg oplever til tider, at min dreng rent faktisk siger “tak for mad” og rydder op efter sig selv og jeg elsker latté (den må dog gerne være lunken, men det kan man jo heldigvis ikke se på billeder).

Til gengæld er det ikke lykkedes mig, at se lækker ud med solhat (men hey, det er jo kun på solskinsdage man daffer rundt med sådan én og der er jeg jo så heldig, at bo her i Danmark), jeg ejer ikke en Royal Copenhagen kop (min mand minder om naboen fra “Fint skal det være”, når han får stukket sådan en kop i hånden), min Instagramprofil har efter 5 år på bagen, sneget sig op på 447 følgere (der er garanteret 2, der er smuttet mens jeg skriver dette) og jeg forstår virkelig ikke, hvordan andre kan få mad til at se så smukt ud på billeder (og ja, jeg har opdaget filterfunktionen på Instagram).

Så med ovenstående i betragtning – Kan jeg så være blogger?

Selvfølgelig kan jeg det!

For i bund og grund drejer det sig vel om, at få nogle tanker ned på tastaturet, prøve at underholde en smule, måske komme med gode råd og bare generelt blogge, fordi man synes det er skide fedt (må man egentlig godt skrive “skide”?).

Om det gøres iført solhat eller fedtet hår, velplejede negle eller nedbidte fingerspidser, med en kæmpe følgerskare eller nogle få fans, med stavefejl eller perfekt grammatik, med plastikkrus eller RC krus, med velopdragne børn eller små skiderikker, med hang til rød saftevand eller latté.

Hey, det er jo fuldstændig ligegyldigt – Der er plads til os alle.

Jeg håber på at se meget mere til DIG herinde og vil glæde mig til at komme rigtigt i gang med bloggeriet.

Ciao! (som du kan læse, mangler jeg stadig den perfekte afslutningshilsen – Det kommer, jeg skal jo lige i gang).

8 comments / Add your comment below

    1. Og du virker fandeme sød! 😊
      Tusind tak – Det bliver skide fedt (har fået ok for at skrive “skide” 👏🏻).

  1. 👏👏👏 tillykke og jeg glæder mig til at følge dig 😍 for du om nogen kan bare det shit 😆😘

Skriv et svar