Ansigtsbehåring

Ansigtsbehåring

Wow, med den overskrift har jeg helt sikkert fanget din opmærksomhed – Eller lige mistet dig som læser.
Jeg håber naturligvis på det første og fortsætter mit indlæg.

Jeg advarer dog om stærke mentale billeder og anbefaler dig, at sidde i trygge omgivelser når du læser nedenstående.

Jeg har længe lagt mærke til, at der stille og roligt var begyndt, at titte små hår frem på hagen – Mange af dem er lige hevet af med pincetten og så er jeg daffet videre, i den tro, at alt var godt.

Hold da op, hvor blev jeg godt nok snydt af mit eget fjæs.

Sommeren er kommet til Danmark og det betyder lange lyse dage med skønne solstråler, der blidt kærtegner vores hud.
Øh nej!
I mit tilfælde kom de skønne solstråler forbi og sagde:
“Hej med dig, skæggede dame – Skal vi lige få lyst den hage op, så alle kan se de lange hår, der kæmper om den, efterhånden, trange plads.”

En utrolig kedelig og ubehøvlet velkomst fra det, der virkelig skulle være en fornøjelse efter en lang vinter.

Nåh, tilbage til min ansigsbehåring (virkelig en sætning, man ALDRIG havde håbet at skrive) og min kommende kamp mod denne.

Jeg var virkelig opsat på at vinde denne kamp – Håret skulle ned med nakken, have en røvfuld og virkelig forstå, at det på ingen måde var velkomment.

Badeværelset dannede rammen om kampen, der dog skulle vise sig at blive en del mere udfordrende end først ventet.
Udstyret med enorme mængder voksstrips, marcherede jeg i kamp.

Vruushh, svip, riiiiiv, var kampråbene, der gjaldede i rummet.
De blev dog hurtigt afløst af “av for satan”, “i guder, hvor det svier” og tårer, der langsomt trillede ned ad kinderne.
Jeg var ved at give op, da jeg hankede op i mig selv og mindede mig om, det snart var overstået.
Rigtigt nok!
Hagen var ryddet for hår og jeg var lykkelig.

Lige indtil…
“Hvad fanden er dét? Og dét? Og DÉT???”
Lyset stod lige på og nu kunne jeg TYDELIGT se, hvordan hårene fra hagen, havde inviteret hele familien til at flytte ind på hals, nederste del af kinder og overlæbe.
Og det stod i utrolig tydelig kontrast, i og med, at min hage var fuldstændig glat som en barnerøv.

Der var simpelthen ikke andet for, end at starte kampen op igen.
Denne gang var kampgejsten dog en anelse mere lunken, end første omgang.

Vruushh, svip, riiiiiv – i gang igen.
Denne gang, vil jeg skåne dig for de ord, der forlod mine læber – Er sikker på, jeg har opfundet helt nye ord og udtryk for smerte.

Endelig færdig!
Kampen var vundet – Hårene var væk!
Jovist, jeg lignede et overmodent jordbær, der havde fået botox.
Men et skaldet jordbær – Og det var det vigtigste.

Den resterende voks blev vasket af, aloe vera gel blev smurt på og jeg NØD mit skaldede ansigt.

Lige indtil..
Fast forward til næste morgen, sig farvel til botox jordbærret og byd velkommen til Rikke 13 år.
Jeg havde bumser overalt, hvor jeg havde vokset!!!
Og som du kan forstå, var det ikke et lille område, jeg havde bevæget mig i.

Nu var smertetårer afløst af “det er bare løgn” tårer, mens jeg gloede mig selv i spejlet.
Store røde, grimme, kløende og ømme bumser – Helt ærligt, det er der jo ingen, der har fortjent.
Især ikke mig, der dagen før havde kæmpet og vundet et stort slag, og følte mig som den sejeste kvinde i verden.

Nu stod jeg her på badeværelset og blev losset direkte tilbage til teenageårene, hvor man brugte Clearasil i litermål.

Det er nu en uge siden, jeg tog den fatale beslutning, at udfordre min ansigtsbehåring til kamp.
Der er stadig tegn efter krigen, men jeg er så småt begyndt at komme mig.
Mine nye “venner” er begyndt at forstå, at de ikke er velkomne og er ved at pakke sammen.

Og jeg har taget en beslutning:
Fremover må jeg bare gøre noget ud af min ansigtsbehåring og rumme hele “herligheden”.
Jeg tænker måske en fletning eller to, nogle lyse striber eller balayage, der jo er så populært nu til dags.
For ovenstående kommer IKKE til at ske igen – Den kamp er tabt.
Ikke mere vruushh, svip, riiiiiv til mig, ikke flere grimme bumser, ikke flere smertetårer – Næh nej, så hellere investere i en flot kam, tage en tur til barberen, vinde Melodi Crand Prix eller melde mig til det nærmeste cirkus.

Hvilken style, bør jeg gå med?
Tjek billederne ud og afgiv gerne din stemme.

Er der andre, der har været samme tur igennem?
Og har du gode råd eller vil du bare tages i hånden og følges med mig i cirkus?
Kunne være hyggeligt, hvis vi var flere om jobbet, tænker jeg.

Hav en super skøn dag derude!
Også selvom du har hår i fjæset. 😘

Velkommen til mig

Hurra hurra – Jeg har fået en blog!

Men hey, en blog – Kræver det ikke et vildt talent for det skrevne ord, en Instagramprofil med over 10.000 følgere, velplejede negle, et smukt “hattehoved” til alle billederne med solhat, Royal Copenhagen kopper med tilhørende latté, velopdragne børn (og mænd) og evnen til at tage smukke madbilleder?

Jovist, jeg scorede da et 13 tal i dansk retstavning i folkeskolen (ja, jeg er fra DEN tid, hvor der var 13 taller i karakterbogen), jeg plejer mine negle, når jeg skal noget vigtigt (det tæller vel også?), jeg oplever til tider, at min dreng rent faktisk siger “tak for mad” og rydder op efter sig selv og jeg elsker latté (den må dog gerne være lunken, men det kan man jo heldigvis ikke se på billeder).

Til gengæld er det ikke lykkedes mig, at se lækker ud med solhat (men hey, det er jo kun på solskinsdage man daffer rundt med sådan én og der er jeg jo så heldig, at bo her i Danmark), jeg ejer ikke en Royal Copenhagen kop (min mand minder om naboen fra “Fint skal det være”, når han får stukket sådan en kop i hånden), min Instagramprofil har efter 5 år på bagen, sneget sig op på 447 følgere (der er garanteret 2, der er smuttet mens jeg skriver dette) og jeg forstår virkelig ikke, hvordan andre kan få mad til at se så smukt ud på billeder (og ja, jeg har opdaget filterfunktionen på Instagram).

Så med ovenstående i betragtning – Kan jeg så være blogger?

Selvfølgelig kan jeg det!

For i bund og grund drejer det sig vel om, at få nogle tanker ned på tastaturet, prøve at underholde en smule, måske komme med gode råd og bare generelt blogge, fordi man synes det er skide fedt (må man egentlig godt skrive “skide”?).

Om det gøres iført solhat eller fedtet hår, velplejede negle eller nedbidte fingerspidser, med en kæmpe følgerskare eller nogle få fans, med stavefejl eller perfekt grammatik, med plastikkrus eller RC krus, med velopdragne børn eller små skiderikker, med hang til rød saftevand eller latté.

Hey, det er jo fuldstændig ligegyldigt – Der er plads til os alle.

Jeg håber på at se meget mere til DIG herinde og vil glæde mig til at komme rigtigt i gang med bloggeriet.

Ciao! (som du kan læse, mangler jeg stadig den perfekte afslutningshilsen – Det kommer, jeg skal jo lige i gang).