Hvad med du lige talte pænt og opførte dig ordentligt?

Hvad med du lige talte pænt og opførte dig ordentligt?

Dette indlæg er skrevet af et virkelig surt fruentimmer!

Et fruentimmer, hvis bæger ikke blot har fået den berømte sidste dråbe – Det er nærmere en tsunami, der er skyllet ind over mit bæger og virkelig har bragt mit pis i kog.

Smid stængerne op, lav en kop kaffe og sæt mobilen på lydløs – Dette indlæg bliver langt, for jeg har sgu brug for at komme af med noget luft!

Som overskriften siger, handler dette indlæg blandt andet om at tale pænt – Lad mig bare slå fast, jeg taler ikke pænt, når jeg virkelig ruller mig ud.

Mit sprog kan få selv den værste bodegafætter til at rødme og sige: “Ahhh, sku´ vi nu ik´ lige?”, samtidig med han kigger sig bekymret omkring, for at se, om nogen skulle have hørt de uhyrligheder, der netop forlod mine læber.

MEN!

Selvom jeg kan ord, der aldrig bør gentages og kan tale i et lydniveau, der får hunde til at gø – Så taler jeg altså pænt.

For der er dælme kæmpe forskel på at sige bandeord og få voksne mænd til at rødme og så på at være et røvhul!

Og jeg er altså ikke et røvhul!

Jeg er godt opdraget hjemmefra (TAK, Mutti) og respekterer andre mennesker, deres meninger og holdninger. Jeg kunne aldrig drømme om at tale nedladende, grimt eller decideret ondskabsfuldt til folk, der intet har gjort mig – Og især ikke til helt fremmede mennesker.

“Kommer du til sagen eller vil du bare fortsætte med at rose dig selv?”

Ja ja, det var blot for at understrege, at man altså ikke behøver være en idiot eller et røvhul, bare fordi man siger “sgu” og “fanden” og det, der er værre, engang imellem.

Et hurtigt kig på internettet, giver et virkelig skidt indtryk, når det kommer til kommunikation imellem voksne fremmede mennesker – Voksne mennesker, der helt uden forbehold, skriver alverdens modbydeligheder afsted mod folk, de aldrig har mødt.

(Jeg tillader mig at fokusere på de voksne i dette indlæg, da børn og unge trods alt kan skyde noget af skylden på frontallapperne, der ihærdigt prøver at blive færdigudviklede)

Gang på gang, kan jeg blive fuldstændig målløs (og det sker virkelig ikke tit), når jeg falder over disse kommentarer.

Mine tæer kramper simpelthen så hårdt, at de næsten ikke kan rettes ud igen, og jeg ender sgu snart med at ryge 2-3 størrelser ned i sko.

Jeg sidder i bedste “oh no, you didn´t” pose, når endnu en idiot skal gøre sig bemærket på nettet og straks fyrer den ene latterlige kommentar af efter den anden.

Jeg ruller øjnene helt tilbage i baghovedet, da jeg IGEN læser sætningen: “Altså her i Danmark har vi ytringsfrihed, så jeg siger hvad det passer mig”.

Jamen for helvede da, din idiot! Der er sgu da forskel på ytringsFRIHED og ytringsPLIGT – Slå det eventuelt op i en ordbog og udvid din horisont.

Okay okay, jeg er virkelig et surt løg lige nu, I know – Men er jeg den eneste, der bare er skide træt af internetkrigere, der kæmper for deres ret til at være idioter? Folk, der er fuldstændig ligeglade med, at de tromler folk ned, med deres total uacceptable attitude og deres “hvis ikke man kan klare at få kritik, skal man lade være med at smide ting på nettet” kampråb, der gjalder igennem hele internettet.

“Min indekat er desværre løbet væk – Er der nogen, der har set den? Den er sidst set omkring Østre Ballevej 19”

Et meget almindeligt opslag på Facebook efterhånden, hvor mennesker henvender sig til andre mennesker, for at få hjælp.

Kriger 1: “Katte er naturlige vilddyr og vil aldrig kunne vænne sig til at blive indekatte – Det er derfor den er løbet væk”.

Åh, hvor bliver jeg dog glad for at læse ovenstående – Så er det jo faktisk en god ting at MisMiv er stukket af, så hun kan udleve sin længe ventede drøm om at blive vilddyr.

Kriger 2: “Måske du skulle lukke dine døre”?

Hvad siger du? Kan de der rektangulære tingester, der sidder fast i dørkarme lukkes?

Kriger 3“Man må slet ikke have kat i lejlighederne på Østre Ballevej.”

Tusind tak for den information – Så kan jeg jo heldigvis være ligeglad med, om MisMiv vender tilbage.

Er der virkelig ikke én hjernecelle, der lige stopper op og råber: “Timeout, guys! Vi bliver sgu lige nødt til at tænke det her igennem – Er vi sikre på, at hun virkelig har brug for de her kommentarer, når hun egentlig bare spørger om folk har set hendes kat?”

Og hvis der rent faktisk var én hjernecelle, der havde nosser nok til at gå mod strømmen, blev den så overrumplet af de 3 andre, der straks var i gået i battlemode: “Nej for helvede, madammen har smidt et opslag på nettet, så er det vores PLIGT at skrive et eller andet, der slet ikke hjælper med at finde MisMiv.”

Ja, jeg kan naturligvis godt forstå, at det er UTROLIG vigtigt, faktisk livsnødvendigt, at der lige smides en kæk bemærkning ind – Der er jo ytringsfrihed her i Danmark. #facepalm

Men ved du hvad vi også kan have i Danmark?

Empati for andre mennesker, respekt for andre mennesker OG evnen til at scrolle elegant videre, hvis et opslag ikke har din interesse.

Men det er åbenbart en utrolig svær bevægelse, den der med at scrolle ned – Måske er man bange for at brække fingeren, hvis man forsøger sig?

Og så er det naturligvis meget nemmere, at sætte sig ned og skrive en flabet bemærkning til en fremmed dame, der bare gerne vil vide, om nogen har set hendes kat. #facepalmnumbertwo

Der er dog forskel på internetkrigerne.

Der er ovenstående, som reelt set er harmløse, men med ligeså meget medfølelse, som 3 tomater på række.

Så er der de internetkrigere, der har gjort det til deres fornemmeste mission, at tilkendegive deres meninger på trods af, de overhovedet ikke blev spurgt og simpelthen ikke er i stand til at give ordentlig konstruktiv kritik.

“Her er lidt billeder af min nyindrettede stue.”

Et eksempel på et opslag i en facebookgruppe, hvor man kan inspirere hinanden indenfor boligindretning.

Kriger 1: “Total upersonlig stil – Må det ikke så ud som om der bor nogen?”

Nej, mit hjem må ikke betrædes eller bruges. Huset er udelukkende købt for at tage pæne billeder til Facebook og Instagram.

Kriger 2: “Puha, godt det ikke er mig, der skal opholde mig i sådan et sterilt udseende område”

Øv bøv, her havde jeg sgu ellers lige tænkt at invitere dig på te og hindbærsnitter – Oh well.

Kriger 3: “Du har da virkelig fået kastreret din mand, når han har sagt god for den farve på væggen.”

Ja, først sagde han nej, men så hentede jeg saksen – “klip klip”, 1 stk. rosa væg til mig.

Ovenstående er et skræmmende eksempel på, at nogle mennesker føler de kan tillade sig alt bag en skærm.

Det er gruppen af krigere, der er overbevist om, at deres meninger er uundværlige og de faktisk gør verden en tjeneste, ved at skrive deres uforbeholdne meninger.

Skulle der så komme en enkelt kommentar til deres, der pænt informerer om, at man synes det er lidt grove løjer, så skal du sgu se en kriger i aktion.

”Hvis man smider billeder op på internettet, må man da tage den kritik, der kommer, med – Eller skal det bare være en omgang rygklapperi herinde?”

Fald lige ned, kriger – Ingen har sagt, du ikke må kommentere på opslaget eller komme med din mening.

Men hvis du så gerne vil kommentere på et opslag, der tydeligvis ikke er din smag, kunne du måske bruge 2 minutter på at formulere en kommentar, der i det mindste ikke gør en fremmed ked af det og får dig til at fremstå som en komplet douchebag.

Måske tager personen det helt stille og roligt, men der kan altså også sidde en helt fremmed, det bliver enormt såret over ovenstående kommentarer.

Det er ikke alle, der har så meget attitude som dig – For du må jo være en rigtig badass med den indstilling. #facepalmnumberthree

Vi kan nok alle blive enige om, at krigere som ovenstående, burde prøve at kravle et par skridt op af “sociale færdigheder” stigen og nyde udsigten derfra.

Men der er desværre endnu et eksempel, jeg gerne vil nævne.

Og her er der ikke blot tale om internetkrigere – Her er der også tale om deciderede røvhuller!

Javist, nu taler jeg selv dårligt om andre mennesker – Men tjek lige det her!

(Min veninde har givet tilladelse til at poste dette screenshot)

Her prøver min veninde at købe en sofa – Hun vil dog gerne lige se et enkelt billede af HELE sofaen, inden hun beslutter sig helt.

Ja ja, hvad fa…. bilder hun sig da også ind, sådan at spørge ind til flere billeder – Det er jo en designersofa til 15.000 kr., som hun tydeligvis (ifølge sælger) ikke har råd til og burde lade være med at savle over. #facepalmnumberfour

Tænk engang, at et fremmed menneske, simpelthen mener det er okay, at man skriver sådan!

Måske har han fået et hav af useriøse henvendelser og er ved at være en smule træt – Men det retfærdiggør da på ingen måde, at min veninde skal have sådan en uforskammet besked smidt afsted, når hun meget pænt spørger om ekstra billeder – Den må han da tage med dem, han faktisk har en god grund til at tro, kunne være useriøse.

Her er tale om de internetkrigere, der virkelig er på krigsstien – Krigere, der er fuldstændig ligeglade med folks følelser og gerne tager kampen op, for at få prisen som “douchebag of the year”.

De tromler henover slagmarken med tastaturet hævet højt i luften og forsøger at få, så mange som muligt, pløjet ned i kampen.

“Min søn er lige flyttet ind på hans eget værelse – Er så tilfreds med resultatet.”

Igen et opslag, der tit kommer i diverse grupper jeg er medlem af på Facebook.

Kriger: “Godt jeg ikke er barn hjemme hos jer! Det må være forfærdeligt at være barn hos jer og sidde i sådan et farveløst værelse. Det barn bliver, ifølge studier, aldrig glad og kan ende med at udvikle både depression og angst.”

Her tror du så, at jeg overdriver helt vildt – For sådan er der jo aldrig nogen, der vil kommentere på et billede af et børneværelse og til et fremmed menneske, vel?

Øh jo! Ovenstående er en næsten identisk kommentar, som jeg faldt over i en gruppe.

Da jeg vender tilbage til opslaget, efter at være gået total i brædderne af forargelse, fortsætter krigerne kampen imod den modstandere, der prøver at afslutte krigen.

Modstander: “Jeg tror nu nok, barnet skal klare den, selvom væggene er hvide og sengetøjet er gråt – Mon ikke det farverige legetøj ligger i en skuffe, hvor det kan tages frem ved behov?”

Kriger: “Her i Danmark har vi ytringsfrihed (#facepalmnumberfive) og jeg skriver hvad der passer mig. Når folk poster billeder, må de også tage imod den kritik, der kommer og jeg synes altså, det værelse er forfærdeligt. Det er folk som jer, der aldrig burde have været forældre, når I fokuserer på at indrette udstillingsværelser til jeres børn, i stedet for at give dem kærlighed og tryghed – Føj, siger jeg bare!”

Modstander: “WOW!”

Sådan fortsætter krigen, der næsten kan gøre kampen om Troja til skamme, indtil en administrator får slettet opslaget.

Jeg er RYSTET! Virkelig rystet!

Der sidder simpelthen mennesker derude, der helt oprigtigt føler, de har alverdens rettigheder til at nedgøre, chikanere og mobbe andre mennesker. Mennesker, der simpelthen vil dømme en fremmed kvinde som dårlig mor, fordi hun har hængt et gråt gardin op på sit barns værelse og gemt legetøjet i en skuffe. Mennesker, der tillader sig at skrive nedladende til folk, der ønsker at få hjælp og er ekstremt sårbare i den situation. Mennesker, der elsker at starte en diskussion og bare vil være på tværs, på trods af, der aldrig er blevet bedt om deres mening. Mennesker, der mener det er en menneskeret at chikanere fremmede folk, fordi de har andre meninger og tør at gå imod strømmen – Jeg kunne blive ved, desværre!

Med dette indlæg, forventer jeg ikke at redde verden fra alle typer internetkrigere – Det ved jeg godt, er en håbløs kamp, da der altid vil være douchebags på nettet.

Jeg mener absolut heller ikke, at man aldrig må kommentere og komme med sine meninger. Jeg mener egentlig bare, at nogle mennesker bør trække i håndbremsen, når fingrene kilder for at kommentere på et eller andet.

Forestil dig, at din kommentar, er en virkelig samtale face to face – Har du så stadig lyst til at fortælle den fremmede kvinde, at hun er en dårlig mor grundet hendes valg af gardiner eller ligner en hval i bikini, fordi hun vejer 5 kg for meget og har strækmærker?

Hvis du stadig gjalder rundt på slagmarken efter ovenstående spørgsmål, så er du sgu desværre tabt, tænker jeg – Jeg beklager, jeg har spildt din tid med dette indlæg.

Jeg ønsker egentlig bare, at folk lige finder lidt pli og empati frem fra godteposen og prøver at opføre sig ordentlig overfor andre mennesker – Smid “ytringsfrihed VS. ytringspligt” på losseren og få nogle saglige diskussioner, hjælp din nabo med at finde MisMiv, scroll videre, hvis du synes det er et grimt værelse, ti stille, hvis du ikke er blevet bedt om din mening og du blot vil starte en negativ diskussion, lad vær med at chikanere mennesker, der ikke ligner dig eller er din type og tag så lige og tal pænt og opfør dig ordentligt!

Tænk dig nu om – Lad nu den ene hjernecelle, der står bagerst og råber: “Pick me, Pick me”, få ordet – Måske er den ret fornuftig og har noget godt på hjerte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Identiketter – Hot or Not?

Identiketter – Hot or Not?

// Sponsoreret indlæg – Med helt egne meninger  //

“Arghh, hvor fanden er dine bukser, og dine sko, og din jakke, og din bamse, og din nye drikkedunk og og og..”

Ovenstående sætning er simpelthen bare skide irriterende.

Man bander og svovler, mens man roder diverse glemmekasser igennem og sniger sig rundt i de andre ungers garderober.

Man får øje på et barn, der har præcis samme jakke på, som man går og leder efter – 2 minutter senere er man forvandlet til good cop/bad cop og spørger:

Har du fået ny jakke?”, mens man kører elevatorblikket op og ned af ungen, for at finde et bevis på, at den er nakket fra sit barns garderobe.

“Næh, den har jeg haft længe”, svarer det stakkels barn, der er total uvidende om mit næste træk.

“Den er søreme flot”, siger good cop, mens bad cop tager over: “Fortæl mig hvor den er fra – NU!”

Og før man ved af det, står der en pædagog og glor forarget på én – “Hvad? det er da ikke mig, der har nakket en jakke”, signalerer man med armene ud til siden.

Hele dette scenarie (der naturligvis er fiktion, da man selvfølgelig aldrig ville tale sådan til et barn, hvis der stod en pædagog i nærheden) kunne nemt være undgået.

I stedet for at krydsforhøre det stakkels barn, kunne man måske bare have flået jakken af barnet og skyndt sig hjem med den under armen?

Ej, det er vist heller ikke så smart, har jeg hørt – Kunne man have gjort noget helt tredje?

Øh ja, man kunne have investeret i et par “identiketter” – Voilá, problem solved.

Identiketter har nemlig fat i den lange ende!

De har forstået, at man ikke skal rende rundt og flå jakker af andre børn og stikke af med dem, fordi man er sikker på det ikke er deres.

De har forstået, at mange børn ikke helt er inde i “jeg-ligger-naturligvis-lige-min-nye-drikkedunk-sikkert-på-min-plads” perioder, men derimod mere inde i “2-meter-nede-i-sandkassen-er-det-klart-bedste-sted-at-ligge-en-drikkedunk” perioder.

De har forstået, at mange børn pludselig opfører sig som teenagerpiger, der skal til deres første fest og ikke aner hvad de skal have på. Tøj bliver fået ud af tøjskabet, samtidig med at der lyder hysteriske flip såsom: “Hvorfor fremhæver de her bukser ikke min røv mere?” – Tag ovenstående og byt tøjskab ud med garderobe og hysterisk flip over manglende røv med “hvorfor er det den blåååååå Ninjago, når jeg hellere ville have haft en trøje på med den røøøøøde?”

De har forstået, at mange børn lever i nuet og ikke altid lige får orienteret sig eller er opmærksomme på, hvor de lige smed trøjen, inden de skulle tilbage fra tur med børnehaven. Og prøver man at spørge lidt ind til, hvor trøjen måske kunne befinde sig, fortryder man lynhurtigt:  “Men skat, hvor lagde du trøjen?”, spørger man sødt. “Altså, det var et sted hvor der var en sten og himlen var blå. Og ved du hvad Carl havde med i madpakken? I hvert fald IKKE leverpostej. For Carl hader leverpostej, men vi spillede fodbold og jeg scorede et mål. Så så jeg en snegl, der lå ved siden af en død edderkop. Altså ikke en fugleedderkop, for de findes ikke i Danmark. Har du været i Afrika før, mor? Jeg ville gerne til Afrika, men også gerne til Østrig. Frida har været i Østrig maaaaaange gange, men ikke i Afrika. I Australien har de store slanger og jeg har engang set en stor fugl” – Op i røven med den trøje, vi køber en ny!

MEN!

Havde man nu placeret et smart lille mærke i den trøje, kunne det jo være, man fik en opringning om, at der lå en trøje henslængt over den store sten i parken (så var det altså noget med en sten).

Man kunne nemt lige tjekke bunden af drikkedunken, når den blev fisket op af sandkassen, for at tjekke om det nu også var den, man manglede og som stadig indeholdt den mælk, man havde fyldt i for 4 dage siden (ad ad ad).

Man kunne hurtigt få lagt t-shirten med den røøøøøøøde Ninjago tilbage i kammeratens garderobe, efter at have sorteret i ungernes “store-bytte-tøj-dag” fest.

Generelt er det faktisk utroligt, hvor meget et lille klistermærke kan hjælpe i hverdagen.

Ja ja, jeg har slettet mit telefonnummer – Tænk, hvis der sad en telefonsælger og lurede med, gyyyys!

Ovenstående mærker er fundet og designet her:

https://www.identiketter.dk/navnemaerker/

“Kan de lave kaffe og servere morgenmad på sengen?”, spørger du – Naturligvis ikke, men det kan vi jo heldigvis selv og Identiketter lover altså ikke at redde alle dine søndage med deres små navnemærker.

For det er lige præcis dét, Identiketter laver – Små navnemærker, der klistres på tøj, bamser, drikkedunke, sutteflasker, sko, hatte, bøger, you name it!

Små navnemærker, der bare lige klæbes på, så hverken strygejern, tuscher eller symaskinen bliver unødigt forstyrret – Dét er fileme smart, altså.

“Altså, min lille junior smider ALDRIG noget væk. Alle hans ting ligger fint i garderoben, når vi kommer og henter ham”.

Det er sgu dejligt at høre – De børn findes naturligvis også. MEN, størstedelen af børn, får sgu smidt noget væk eller efterlader tøj eller andet på legepladsen.

Og så er der en pædagog, der har gået rundt på legepladsen og indsamlet diverse ejendele, gloet efter navn på tøjet, opgivet at finde navn, spurgt en kollega om de ved, hvem der ejer den lyserøde kvasthue med Elsa på (hvilket vi jo ved, kan være næsten alle pigerne OG nogle af drengene), spurgt ungerne om det var deres, fået tusind “jaaaaaa, det er miiiiiiin” og er derfor lige så langt som før, med at finde ejermanden.

Til sidst ryger den i “glemme-rode-rage” kassen, indtil lille Sofie pludselig får øje på den lille bitte grønne tuschplet, der er kommet på huen, efter hun legede enhjørning og brugte en tusch som horn.

Tadaaa, mysteriet om den mistede Elsa hue, er hermed løst – 5 timer og 37 minutter efter den blev væk og en pædagog har brugt en masse tid på at lokalisere ejermanden.

Så hey, hvis ikke for din egen skyld (for virkelig fedt, hvis dit barn virkelig ALDRIG mister noget), så gør det i det mindste for personalet i institutionerne.

Pædagoger landet over, knokler med at passe på vores børn. De udvikler dem gennem leg og læring, tørrer deres numser, håndterer konflikter, får dem til at grine højt, sørger for de er trygge, trøster dem hvis de græder og prøver at holde styr på hele slagmarken, mange timer dagligt – De har rigeligt at se til og behøver ikke bruge unødig tid på at tonse rundt og lede efter eller sortere vanter, trøjer, krammebamser, madkasser eller hvad ungerne nu har med i institutionen.

Så på med mærkerne og hjælp en pædagog med at få et par ekstra minutter i hverdagen – Det tæller alt sammen og det går til et godt formål, nemlig vores børn.

Så skal der dælme “identikettes”

“Men er de nu så smarte, de små mærker?”, spørger du?

Oh yes, de er altså virkelig smarte.

Mærket hives forsigtigt af.

Hvis det først krøller, får du det aldrig rettet ud igen (hvilket faktisk beviser, at limen er stærk som bare pokker). Og pas på med fedtfingre, da mærket måske ikke vil sidde så godt fast efterfølgende (der skal dog MANGE fedtfingre til – Så medmindre du virkelig får kørt mærket rundt ved hver finger og laver high-fives med det, så er der ingen problemer).

Find det rigtige sted at klæbe mærket på.

Navnemærkerne, jeg har testet, skal klistres på vaskeanvisning eller tøjmærker i tøjet – Så du kan altså ikke bare klaske dem overalt på juniors trøje og lave et helt Picasso værk.

Hvis du alligevel ikke følger anvisningen, risikerer du at ødelægge limens klæbende egenskab, når tøjet vaskes – Og det er jo mægtig fjollet, når nu de virkelig forklarer, hvor mærket skal klæbes fast henne.

VUPTI, så kan junior godt glemme sin nye drikkedunk og bytte tøj med gutterne. Det skal nok vende tilbage igen – Især hvis man lige er smart, at få noteret et telefonnummer på de små mærker sammen med juniors navn.

Sommerhatten er reddet!

Og tro mig, de mærker bliver bare siddende – Jeg HAR sat dem på prøve og vil naturligvis ikke anbefale produkter, jeg ikke har testet til ukendelighed.

De har været i vaskemaskinen, i sandkassen og i opvaskeren og derefter prøvede jeg at pille mærkerne af – Ja ja, det ville man normalt ikke gøre, men de skulle virkelig sættes på prøve.

Kunne de pilles af? Ja, ærlig talt, så kunne de. Hvilket så faktisk også kan være praktisk, hvis tingene skal gives videre en dag.

Var det nemt? Slet ikke – Det var noget af en kamp, der dog blev lettere med mine lange negle. Så har du korte negle, skal du berede dig på noget af en omgang.

Ja ja, men når nu de er så praktiske, som du siger, så kan mærkerne umuligt være særlig smarte”.

Au Contraire, my sweet!

Identiketter har nemlig kælet for detaljerne og sørget for, at du og/eller junior kan vælge mellem masser af forskellige ikoner, skrifttyper, farver, figurer, baggrunde etc. – Det behøver derfor overhovedet ikke at være kedelige mærker, der sidder i nakken af dit barn.

Og så er det delt op i kategorier, så man nemt kan navigere rundt uden at høre: ”Neeeeej, moaaaar, jeg ville se på piraterne – Find piraterne” og desperat prøve at finde tilbage til de vilde pirater.

Louie fik helt frie tøjler til at vælge 3 forskellige designs – Det blev til en god blanding af hjerter (“fordi det betyder kærlighed, moar” – Åh mit hjerte), vampyrere (“for de er mega seje og spiser blooooood, moar” – Åh mit hjerte igen) og dødningehoveder (ingen forklaring nødvendig der – Især når de kalder dem Kaptejn Skalleben!).

Hjemmesiden var super fin at navigere rundt på, uden for mange dikkedarer og smart blikfang, der fjerner fokus fra dét, du reelt er på siden for – “Vil du købe navnemærker? Fint, så er det her. Strygemærker? Lige der”. Super fedt!

“Men når nu de både er praktiske OG smarte, så koster de vel en formue?”

Nu skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på din økonomi, men umiddelbart kommer de små mærker ikke til at ruinere dig.

179,- for 120 navnemærker er en absolut rimelig pris, synes jeg – Og en hel del billigere end at købe ny Ninjago drikkedunk, hver gang den er glemt til gymnastik eller kastet over hækken.

Søger du lidt rundt, hvilket du faktisk ikke behøver, da jeg selvfølgelig har gjort arbejdet for dig (hurra for testere), finder du hurtigt ud af, at de har meget konkurrencedygtige priser.

Nuvel, prisen var en smule billigere på andre sider, men der får du så også kun 96 mærker og (hos nogen af dem) var fragt ikke inkluderet.

Hos Identiketter får du gratis fragt – Også selvom du ikke smider for 699,- eller derover i kurven.

Så herfra, kan jeg kun smide gode anbefalinger afsted mod Identiketter – De er skide fede og det synes Louie tydeligvis også!

Pssst! De er naturligvis også fri for ftalater og BPA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Velkommen til Louie

Velkommen til Louie

Da jeg startede denne blog, havde jeg en snak med Henrik omkring dét, at udstille sig selv på både godt og ondt.

Jeg forklarede ham, at det ikke kunne undgås, at der til tider ville være indlæg, der omhandlede både ham og Louie.

Dette var han heldigvis meget indforstået med og jeg forklarede, at jeg naturligvis aldrig ville skrive grimt om Louie, vise pinlige billeder eller gøre ham forlegen når han blev ældre og selv kunne læse med.

Oh well, 2 ud af 3 er vel også ret godt gået – Dagens indlæg skal nemlig handle om Louie.

Eller,  nogle af de smukke, sjove, pinlige, skønne, tåkrummende og helt fantastiske ord, der er kommet ud af munden på ham, de sidste 5 år.

Velkommen til Louie – Tag godt imod ham!

1:

Jeg har lavet denne krone til dig, mor, fordi jeg synes du er så smuk”

Kronen var lavet af et LEGO stakit – Virkelig fin, men utrolig upraktisk.

2:

Vi legede hospital og Louie spørger, om jeg er meget syg.

Ja,” svarer jeg, mens jeg tager mig til panden og lader som om jeg er virkelig syg.

Der lyder et ordentlig brag fra Louies bukser og knægten udbryder, med det største smil på læben:

Der slog jeg lige en brandskid og nu er du endnu mere syg.”

Af hjertet tak, kære skat!

3:

Efter at jeg havde tabt et spil Mario, lægger Louie sin arm omkring mig og siger:

Bare rolig, mor, du vandt bare en lille smule og du må stadigvæk gerne være med.”

Det er virkelig cheerleading på højt plan!

4:

Louie og jeg taler om kærlighed og jeg forklarer ham, at folk bliver rigtig glade, hvis man siger “jeg elsker dig“.

Ja, og hvis man siger lort, bliver de ikke så glade.”

Næh, sikkert ikke, min dreng.

5:

Jeg spørger Louie, hvad det første han skal gøre når han vågner – Her hentyder jeg til, at han skal tisse.

“Vække mor, så vi kan lege Hulk.”

Ja ja, men EFTER du har tisset – Ellers bliver jeg til HULK.

6:

Louie leger med en kammerat og kaster rundt med en hoppebold.

Jeg har flere gange bedt dem lade være, da den kan smadre et eller andet. Men da de alligevel fortsætter, tager jeg hoppebolden og lægger den væk.

Louie til sin kammerat: “Den bold ser vi aldrig igen”.

Kammerat til Louie: “Din mor er ond”.

Why, thank you – Små skiderikker!

7: 

Mor, du er den bedste og dufter af jordbær“, lyder det smukt fra drengen.

2 sekunder senere:

Og blod.”

Wow!

8: 

Vi taler om mors dag og Louie spørger, hvad jeg skal lave den dag. Forklarer at jeg ikke skal lave noget særligt, men det er en dag, hvor man kan fortælle sin mor, at man elsker hende rigtig meget.

Louie: “Og kysse hende rigtig meget!

Han er hermed tilgivet for ovenstående blod-ting.

9: 

Louie er lagt i seng og råber pludseligt: “Hvordan smager ørevoks?”

Fortæller ham, inde fra stuen, at det smager dårligt.

Men HVORDAN smager det?

(Her ved alle, der bare har haft den mindste smule at gøre med børn, at denne diskussion ikke stopper foreløbigt.)

Fortæller ham igen, at det smager forfærdeligt, men at han må smage, hvis han er så nysgerrig.

Louie, 2 sekunder efter:

AD AD AD!”

Hvornår lærer de at lytte til deres kloge mødre? (Du behøver ikke kommentere “aldrig” – Jeg veeeeeed det!)

10: 

Efter jeg havde installeret et toiletbræt, der kort tid efter, gik i stykker, (bebrejder virkelig virksomheden for at have solgt noget lort – Det var i hvert fald ikke mig, der satte det forkert på, amar´!) kigger Louie meget omsorgsfuldt på mig, nusser mig på armen og siger:

Næste gang du ødelægger noget, så kald på mig – Så viser jeg dig hvordan man fixer det.”

Mega sødt af dig, skat! Og også virkelig flabet!

11: 

Fortalte Louie, at jeg havde virkelig ondt i maven.

Han krammer mig, kysser min mave og siger: “Måske noget kage vil hjælpe?”

Nogen gange kigger man bare på sit barn og tænker: “Ét eller andet har jeg sgu gjort rigtigt!”

12: 

Henrik tager en tortilla, bider hul i den, sætter den på ansigtet (jeg har aldrig været mere stolt) og siger: “Se Louie, jeg har fået klap for øjet.”

Nej, far, du har en pandekage på hovedet.”

Smask, lige i værdigheden – Der er mega potentiale i den dreng!

13: 

Louie fortalte, at de havde spist tomatsuppe i børnehaven og den smagte herregodt.

“Hvem har lært dig at sige herregodt”, spørger jeg.

“Fjernsynet.”

Fedt mand!

14: 

Louie fortæller Henrik, at han og hans kæreste har kysset hinanden nede i børnehaven. Henrik spørger om de kyssede hinanden på munden.

Ja, og det var rigtig ulækkert!”

Ja ja, bare vent min dreng.

15: 

Louie: “Ved du hvorfor Gud satte to mennesker på jorden?”

Mig: “Nej, hvorfor?”

Louie: “Fordi han kedede sig.”

Faktisk en pissegod forklaring!

 

Måske er det kun mig, der synes at ovenstående er skide skægt, fordi det er min egen knægt.

Måske synes du faktisk også, at ovenstående var skide skægt.

Måske har du absolut ingen mening om ovenstående.

Måske har du selv børn, der virkelig rammer plet engang imellem.

Måske synes du, det er total grænseoverskridende for mit barn at poste dette indlæg. I så fald kan du være ganske rolig – Jeg er sikker på han vokser op og får både humor og hår på brystet, så jeg tror han klarer den.

Ligegyldigt hvad, så smid mig endelig en kommentar – Især, hvis du har sjove børn!

Skulle hilse fra Louie – Især hvis han vidste, jeg skrev dette indlæg.

Mit “liv som blogger”

Mit “liv som blogger”

Jeg har nu været blogger i snart 5 uger – Hurra og tillykke til mig.

5 indlæg er det blevet til og en masse skønne læsere, har lagt vejen forbi mit lille fristed – TAK til og for jer!

På 5 uger har jeg bandet, grint, skrevet fy ord, brokket mig og delt “skønne” detaljer fra mit (behårede) liv – Og det har været mega sjovt.

MEN! – 5 uger som blogger.

Har livet ændret sig? Næh, ikke rigtigt.

Er jeg skuffet? Ja, ærlig talt!

På alle de sociale medier, jeg frekventerer, ser jeg smukke kvinder bade i azurblåt vand, med obligatorisk flamingo pust op fætter.

Store hatte og velplejede, hårfrie ben, smides op i ét væk med den helt rigtige lyssætning på alle billeder.

Lækre øko smoothies bliver drukket og vist frem med den helt rigtige vinkel, således at man naturligvis ser den smukke manicure – Helt sikkert sponsoreret af mega sej negleteknikker, der har 6 måneders ventetid.

Balayage hår svinger smukt i vinden under den store solhat og komplimenterer de smukke krøller, der har det helt perfekte “åh, jeg vågnede bare lige op sådan her” look.

Farverige salater indtages på alle tider af døgnet – Hvilket måske er forklaringen på, hvorfor de altid er så slanke.

Øjenbryn tegnes op i smukke buer, lange øjenvipper skaber en storm, når der blinkes med øjnene og rabatkoder smides afsted i diverse links – “Hurra, så koster det kun 3500 kr., må jeg smide 10 rabatkuponer sammen, pleeeeeease?”

Der festes med kendte mennesker, der drikkes dyr champagne og der flashes de vildeste kjoler – Alt sammen klares selvfølgelig med læbestiften TOTAL på plads og INGEN mascara under øjnene – Jeg mistænker et sponsorat til permanent make-up og spørger lige: “Hvor fanden var min rabatkode til det?”

Der postes billeder fra fitnesscenteret hver dag – Iført de strammeste leggings og sportsbh, bliver æblerøve vist frem og søde små bicepsmuskler spændes.

Hey, jeg er jo blevet blogger nu – Hvor fanden er min æblerøv og sponsorat hos svinedyr negleteknikker?

Må jo nok se i øjnene, at jeg ikke lige bliver “Balayage – flamingo pust op fætter – salatspisende – sponsoreret lækkerhed – type” lige med det samme.

Men jeg giver IKKE op!

Jeg vil kæmpe for min ret til øko smoothies og perfekt manicure!

Jeg vil stampe i gulvet på det lokale værtshus og kræve, at der serveres drikkevarer med bobler i (“Ja ja, stik du mig bare en Breezer – Gider du toppe den med et sjovt sugerør, det skal jo trods alt på Instagram”)

Jeg vil storme Go´ Nova studiet for at få en selfie med Jojo og give hende et kæmpe smækkys (JA, total girlcrush – Men er hun ikke fantastisk? I mit næste liv vil jeg være lesbisk og prøve at score hende – Måske det lykkes, hvis jeg får mig en æblerøv?)

Jeg vil anlægge en køkkenhave og fremvise alverdens lækre salater (blot for at finde ud af, at jeg sikkert kun kan dyrke icebergsalat – Men hey, jeg smider sgu bare lige et filter på og tadaa, 1 styk LÆKKER salat)

Jeg vil forlange at min mand fylder badebassinet, så jeg kan sidde med min solhat og (næsten) hårfrie ben – (Er det kun mig, der ALTID finder et enkelt eller to ninja-hår, der på magisk vis, har undgået skraberen?)

Og så VIL jeg have en flamingo pust op fætter – Man er simpelthen ikke blogger uden sådan én! Hvem har en rabatkode, de lige vil linke til? Pleeeeease.

Ja ja, jeg lyder som en sur, gammel og utrolig misundelig type – Og det er jeg også!

Men helt ærligt, der må da være nogen, der kan se potentiale i mig og min lille blog og stikke mig et sponsorat eller en rabatkode?

Måske har du en mælk i køleren, der alligevel er ved at gå på datoen? Jeg lover at vende den i den helt rigtige vinkel OG ordne negle inden – Amar´ halshug.

Kram herfra og nyd mit nye blogger-billede.

Jeg kunne desværre ikke finde en flamingo emoji, så måtte nøjes med en and.

Der findes åbenbart heller ikke “solhat-klistermærker” i Aviary, men måske jeg kan starte en ny trend med sombreros.

Og nej, øjenvipperne er naturligvis ikke mine egne – Jeg ved godt, du var lige ved at blive snydt.

P.s. Husk nu, det bare er for sjovt, ik´? Vi behøver ikke tage os selv så seriøse.

P.p.s. Hvis du kommer fra et flødebollefirma og gerne vil sende en flødebolle – Så er det ikke for sjovt og jeg tager det hele meget seriøst.

 

 

 

 

Livet før og efter barn

Livet før og efter barn

Hvis du har børn, kender du det helt sikkert – Tankerne om livet før og efter børn.

Søndag før barn:

Står op omkring kl. 11, for at kæmpe mig ud til køleskabet, hvor en iskold cola er det eneste, der kan redde mine tømmermænd.

Resten af dagen bruges på sofaen med chips og film, samtidig med, jeg prøver at huske hvad fanden jeg lavede i går og hvor jeg lagde mit dankort.

Søndag efter barn:

Jeg vækkes kl. 6 af Louies blide røst, der høres igennem hele huset.

Jeg er fææærdiiig!”

Resten af dagen bruges i Tivoli, hvor jeg står i timelang kø sammen med Louie, for at få en krammer af Rasmus Klump.

Baderutine før barn:

Jeg vasker håret og masserer en lækker hårkur ind i håret

Hårkuren lader jeg sidde, mens jeg nænsomt får barberet alt fra halsen og ned – Naturligvis smurt ind i barberskum, der dufter fantastisk af blomster og parfume.

Så tager jeg lige en pause for at synge lidt ind i bruseren – “What you want, Baby I´ve got it, what you need, you know I´ve got it, all I´m asking, is for a little respect when I get home – R E S P E C T.”

Efterfølgende får kroppen en grundig tur med eksfolierende sæbe, inden jeg bruger masser af tid på at skylle sæben af.

Baderutine efter barn:

Vand i håret, shampoo i, shampoo ud – Der dufter lifligt af apotek og sterile omgivelser, da der naturligvis ikke bruges produkter med parfume i.

Så tager jeg lige en lynhurtig pause for at synge lidt ind i bruseren – “Jeg er en glad lille cowboy, fra Texas prærieland, at ride og kaste med lasso, er det jeg allerbedst kan – Jubijææ, jubijææ, er det jeg allerbedst kan.”

Et hurtigt hårtjek, før jeg bliver enig med mig selv om, at jeg kun behøver barbere nederste del af skinnebenet, da jeg alligevel skal have lange bukser på.

Spontane bytursinvitationer før barn:

En SMS tikker ind og 1 time senere sidder jeg i baren med lækkert hår, iskolde drinks og dankortet løst i hånden.

Jeg inviterer til efterfest hos mig selv, efter baren er lukket – Kl. er jo kun 7 om morgenen og festen er lige startet.

Spontane bytursinvitationer efter barn:

A hva´for noet?

Læsning før barn:

Jeg ræser igennem den ene krimiroman efter den anden og føler virkelig, der er gået en suveræn efterforsker tabt i mig.

Jeg sluger romantiske historier og drømmer om mænd med Loreál hår og stærke overarme.

Jeg ved præcis hvad de kendte render rundt og laver, efter at have læst alle sladderbladene – 2 gange.

Læsning efter barn:

Jeg bliver oprigtigt forarget, da jeg læser at Vitellos mor drikker rødvin og danser rundt i en halvbrandert.

Jeg hyler med tårerne løbende ned af kinderne, da Peter Pedal bliver væk fra Manden med den gule hat – Bare rolig, de finder heldigvis hinanden igen.

Jeg bliver simpelthen så bekymret, da Plet må blive hjemme fra skolen pga. sygdom – Hvilket heldigvis viser sig at være opfundet, for at få en fridag, pyha!

Jeg vågner i Louies seng, 30 min. efter jeg har læst “kaninen, der så gerne ville sove” og stirrer direkte ind i hans meget åbne og meget friske øjne.

Lange køreture før barn:

Der er sørget for kolde sodavand, varm kaffe, chokolade, kiks, kiks MED chokolade, tivolistænger og lakridser.

Vi drøner afsted på den tyske Autobahn med musikken skruet højt op og synger med på de nyeste beats – Og der må gerne være sange med ordet “fuck”.

Tidsplanen holder og turen afbrydes kun af en enkelt frokostpause.

Lange køreture efter barn:

Vi snegler os afsted og råber af alle, der vover at overhale os med mere en 110 km/t – De kører jo som død og helvede og vi har altså børn i bilen!

Milles (vinderen af MGP) blide røst stormer ud af højttalerne og har gjort det i 6 stive timer – “Forår, sommer, efterår og vinter“, synger vi og er begyndt at lægge andenstemmer på.

Tidsplanen er fuldstændig tabt og har været det inden vi overhovedet kom ud af døren.

Turen afbrydes af 23 “jeg skal tisse” stop, hvoraf 3 af dem reelt set passede.

Og behøver jeg overhovedet nævne, hvor mange gange sætningen “hvornår er vi der” (efterfulgt af dybe suk og øjne, der rulles total om i baghovedet), bliver sagt?

Heldigvis er der stadig masser af chokoladekiks.

Livets store spørgsmål før barn:

Hvad skal vi have til aftensmad?

Livets store spørgsmål efter barn:

Hvordan laver man babyer“, spørger Louie.

Efter en meget lang snak om kærlighed, svømmere og æg, kan man så starte forfra, for at forklare at det altså ikke er rigtige æg, der bruges i babyomeletten.

Filmaften med min mand før barn:

Vi putter i sofaen med dyner og puder, samtidig med at der nusses fødder og hår til den store guldmedalje.

Vi må spole filmen tilbage, fordi vi pludselig er faldet i snak og ikke har fulgt med i filmen.

Hele filmen bliver set!

Filmaften med min mand efter barn:

Zzzzzzzz!

Kan du fortsætte listen?

P.s. Jeg elsker mit liv efter barn, hvis du skulle være i tvivl!

 

Fars dag

Fars dag

I dag er det fars dag og alle sociale medier er proppet med taknemmelighed, for de skønne mænd, der dagligt gør en forskel i vores liv.

Herhjemme har vi også en far – Min skønne mand, der er far til vores skønne søn.

Mit indlæg i dag, vil handle om den mand, jeg har delt alt med, de sidste 13 år.

Det bliver pladderromantisk, lidt tarveligt men fyldt med kærlighed – Ligesom han fortjener.

Hvordan vi mødtes, spørger du? Ja tak, den historie vil jeg da gerne fortælle.

Det var en skøn dag i maj 2005 – Solen skinnede fra en skyfri himmel, fuglende fløjtede og alt var smukt i parken, hvor vi begge sad.

Vores øjne mødtes på tværs af alle mennesker – Tiden stod stille. Vi gik imod hinanden med vores blikke fastholdt – Det var skæbnen. Vi mødtes, vi tog hinandens hænder og vidste med det samme, at vi skulle dele resten af vores liv sammen.

En smuk historie, vi en dag kan fortælle videre til vores børnebørn.

Den er, i hvert fald, smukkere end de historier, hvor man mødes i en halv- (okay, måske hel) brandert på Buddy Holly (et diskotek, til jer, der ikke aner hvad det er), kysser lidt, lader fyren sove på sit hårde trægulv og derefter bliver kærester.

Nuvel, de historier findes vel også, hvis man ikke er så heldig, at have en pladderromantisk historie som vores – Du er naturligvis velkommen til at låne den pladderromantiske historie, hvis du ligesom os, mødtes på en knap så romantisk måde.

Selv tak.

Når man vågner dagen derpå, og ser at den stakkels fyr har sovet en hel nat på dit hårde trægulv (på trods af, at der var et blødt tæppe i gangen, han måske kunne have sovet på), så ved man, at interessen er der (eller han var for nærig til at tage en taxa hjem).

Derefter gik det stærkt.

Ca. 2 måneder senere flyttede han ind (og fik derefter en plads i sengen, i stedet for det hårde trægulv) og 1½ år efter, blev vi gift i mine forældres have.

Det er 13 år siden, jeg mødte kærligheden en nat på Buddy Holly (ja, du havde nok luret, at det var den rigtige historie – The secret is out) og for 5 år siden, blev han opgraderet til far.

Han har hver dag gjort en forskel, krydret med sarte undertoner af, at drive mig til vanvid.

  • I 13 år har han krænget strømperne af fødderne og efterladt dem i en sirlig klump, der gør dem umulige at vaske.
  • I 13 år har han taget så enormt store bidder af sin mad, at jeg hver dag er bange for, at han blive kvalt under hvert måltid.
  • I 13 år har han snorket så højt, at huset ryster og nabolagets hunde gjalder.
  • I 13 år har han fortalt utrolige dårlige vittigheder og grinet højlydt af dem.
  • I 13 år har han endnu ikke fundet ud af, hvordan bestikket skal stå i opvaskeren.
  • I 13 år har han sjasket og plasket badeværelset til med vand, hver gang han går i bad.
  • I 13 år har han givet mig blomster 4 gange.
  • I 13 år har han stadigvæk ikke helt forstået, at man skal ind i alle krogene, når man støvsuger.
  • I 13 år har han introduceret mig til de værste film og sportskanaler.

Ovenstående er blot et lille udpluk af de ting, der driver mig til vanvid dagligt.

Men ved du hvad?

Det er fuldstændig ligegyldigt – Og her er hvorfor:

  • I 13 år har han vasket lige så meget tøj (måske mere endda), som jeg har.
  • I 13 år har han lavet mad hver dag og er bare blevet endnu bedre, for hvert måltid han serverer.
  • I 13 år har han altid taget sofaen, når det er mig, der snorker højlydt, i stedet for at skubbe mig ud af sengen.
  • I 13 år har han altid grinet af mine dårlige vittigheder og platte humor, og ladet mig blive i troen, at han synes jeg er sjov.
  • I 13 år har han fyldt og tømt opvaskemaskinen og er altid den første af os, der rejser sig for at slukke, når maskinen bipper og er færdig.
  • I 13 år har han altid slået toiletbrættet ned efter sig og båret over med mine vatpinde og vatrondeller, der gerne bare ligges på håndvasken efter brug.
  • I 13 år har han båret alle indkøbsposerne, ladet mig tage den sidste flødebolle og ladet mig sove længe de fleste weekender.
  • I 13 år har han båret over med min rengøringsvanvid og blot fulgt med, når jeg har renset emhætte og køleskab med vatpinde, for at nå helt ind i krogene.
  • I 13 år har han ladet mig vælge film, hvis vi ikke kunne blive enige og har udholdt utallige timers dårlig underholdning.

Dette er manden i mit liv!

Manden, der altid sørger for at Louie og jeg har det godt.

Manden, der hver dag gør en kæmpe forskel for os.

Manden, der hver dag får os til at grine højlydt.

Manden, der altid sætter vores behov før hans egne.

Manden, der elsker os hver dag, selvom vi dagligt sætter ham på prøve.

Manden, der altid ofrer sig for Louie og giver ham de bedste oplevelser og minder.

Manden, der elsker os ubetinget.

Dette er manden i mit liv!

Den bedste mand og far til sit barn, man overhovedet kan ønske sig – Og vi værdsætter ham hver dag.

Også når han hænger toiletrullen med papiret ind mod væggen, hænger sin jakke sjusket og skævt op på bøjlen, ikke smider Louies legetøj i de rigtige skuffer og altid vender vrangen ud på tøjet, inden det lægges sammen.

For tænk engang, at han på trods af alle mine skævheder og krav, valgte at gifte sig med mig.

For det er overhovedet ikke nemt – Det indrømmer jeg gerne.

Men han hænger i og fortæller mig endda, at han stadig elsker mig.

Og ved du hvad?

Jeg elsker virkelig også ham!

 

 

Tak for jeres gode historier!

Tak for jeres gode historier!

Hvis du er gravid og mener, du sagtens kan være de “hyggelige” fødsels- og graviditets historier foruden, så vil jeg stærkt anbefale dig, at stoppe med at læse videre – Hvis du, derimod, synes det kunne være super fedt, at få et indblik i skrækhistorierne, så læn dig tilbage og enjoy the ride.

Det er godt nok over 5 år siden, jeg gik rundt med stor mave og ventede Louie.

Men én ting, der står tydeligt i min hukommelse, er alle de søde og rare mennesker, jeg mødte på min vej. Alle de søde og rare mennesker, der altid lige havde en god historie at fortælle. De søde og rare mennesker, der tog det som en selvfølge, at man naturligvis gerne ville høre historierne om diverse fødsels- og graviditetsrædsler – Især uden at blive spurgt eller advaret først.

Da jeg blev gravid, var jeg naturligvis godt klar, at det hele ikke ville være en dans på roser. Jeg var naturligvis ikke så naiv, at jeg bare forestillede mig 9 måneder i sus og dus og en fødsel, der ville gå over i verdenshistorien som den hurtigste, smukkeste og mest smertefrie. Jeg havde selvfølgelig et spinkelt håb, men var altså også ret realistisk.

MEN!

At være en gravid kvinde, der udmærket godt er klar over, at der om 9 måneder skal ske noget knap så eksotisk i de nedre regioner, er på INGEN måde det samme, som en gravid kvinde, der absolut må og skal høre om hvordan naboens kusines datter, næsten splittede til to personer efter hendes fødsel.

For ja, det er lige præcis historier, som ovenstående, der tit blev fortalt med hjælp fra livlige fagter og malende mentale billeder.

Har du fået åreknuder endnu? “, blev der en dag spurgt, med hovedet let på skrå.

Endnu? Er det noget man SKAL have? For så må jeg naturligvis straks finde ud af, hvordan man får dem! Kan de evt. købes og sættes på, hvis man er så uheldig ikke at kunne få dem naturligt?

Ja, dem kan du lige så godt forbedrede dig på at få – Især når man er solidt bygget som dig “, blev der efterfølgende sagt, med det sødeste smil på læben og et venligt klap på overarmen.

For så er det naturligvis helt okay at snakke om åreknuder OG min vægt – Bare det bliver efterfulgt at et venligt klap på skulderen.

Min veninde flækkede faktisk hele vejen fra for til bag – Hun er aldrig blevet normal dernede igen “, sagt med et utroligt bekymrende blik, der vendte mod mit “dernede” – Men intet venligt klap på overarmen (og her kunne jeg virkelig godt have brugt ét).

Et bombekrater – Ja, det er nok den måde, jeg bedst kan beskrive det på “, fortalt af meget sød og rar dame, der gerne ville involvere mig i, hvordan hendes underliv havde set ud efter hendes fødsel.

Og naturligvis helt uden jeg havde spurgt ind til det – Det var virkelig pænt af hende, synes jeg.

Selv til fødselsforberedelse, var der søde og rare mennesker, der viste en rigtig fin dokumentar om en fødsel. Selve dokumentaren var helt naturlig og egentlig rigtig fin, men den slutter med, at farmand sidder helt alene på fødestuen med den lille ny i armene.

Ja, som I kan se er (indsæt navn) ikke til stede lige der. Hun bristede voldsomt og måtte på operationsbordet for at få syet rectum, kort efter fødslen “, forklarede den søde jordemoder.

Kan du forestille dig, hvor stille et lokale, fyldt med gravide kvinder, kan blive efter sådan en sætning?

Og kan du forestille dig, at være en flue på væggen, til det møde, hvor det blev besluttet at denne dokumentar var den bedste at vise?

Ah, kunne vi måske vise en anden film? Én, hvor der måske ikke er operation af rectum med og hvor man ser både mor og far med den lille ny? Nej? Okay, men skal vi så, i hvert fald, ikke aftale at vi virkelig får skåret ud i pap, hvorfor (indsæt navn) ikke er til stede? Fedt!

Forestil dig at have veer i næsten 4 dage, gå i fødsel, for så at ende med et kejsersnit.

Nej tak, søde dame, som jeg næsten ikke kender – Jeg tror faktisk lige, jeg bruger et øjeblik på at tænke på solskin og flødeboller i stedet for.

Måske synes du jeg er en hystade, der tager tingene alt for tungt – Og det er du selvfølgelig i din gode ret til.

MEN, jeg synes dog alligevel, at emnet er ret aktuelt og en smule fascinerende på en måde.

Fascinerende på den måde, at så mange mennesker har en total ucensureret tilgang til at fortælle skrækhistorier – Måske en misforstået omsorg for at forberede os på dét, der kommer?

Personligt skulle jeg nok undersøge dét, jeg følte var aktuelle spørgsmål for mit vedkommende. I det mindste kunne folk måske spørge først, om man havde interesse i deres festlige historier fra fødegangen.

Undskyld, vil du høre om min veninde, der ikke nåede på toilettet efter hun fik et lavement?

Som, Egon Olsen, ville have sagt:

Ti stille, sindssyge kvindemenneske!

Så søde og rare mennesker, der absolut mener det i bedste mening:

Tak for jeres gode historier – Men STOP så, medmindre du bliver spurgt.

Kram fra hende, der naturligvis har fortalt sin gravide veninde, at man risikerer at få hæmorider under fødslen. #facepalm

Ansigtsbehåring

Ansigtsbehåring

Wow, med den overskrift har jeg helt sikkert fanget din opmærksomhed – Eller lige mistet dig som læser.
Jeg håber naturligvis på det første og fortsætter mit indlæg.

Jeg advarer dog om stærke mentale billeder og anbefaler dig, at sidde i trygge omgivelser når du læser nedenstående.

Jeg har længe lagt mærke til, at der stille og roligt var begyndt, at titte små hår frem på hagen – Mange af dem er lige hevet af med pincetten og så er jeg daffet videre, i den tro, at alt var godt.

Hold da op, hvor blev jeg godt nok snydt af mit eget fjæs.

Sommeren er kommet til Danmark og det betyder lange lyse dage med skønne solstråler, der blidt kærtegner vores hud.
Øh nej!
I mit tilfælde kom de skønne solstråler forbi og sagde:
“Hej med dig, skæggede dame – Skal vi lige få lyst den hage op, så alle kan se de lange hår, der kæmper om den, efterhånden, trange plads.”

En utrolig kedelig og ubehøvlet velkomst fra det, der virkelig skulle være en fornøjelse efter en lang vinter.

Nåh, tilbage til min ansigsbehåring (virkelig en sætning, man ALDRIG havde håbet at skrive) og min kommende kamp mod denne.

Jeg var virkelig opsat på at vinde denne kamp – Håret skulle ned med nakken, have en røvfuld og virkelig forstå, at det på ingen måde var velkomment.

Badeværelset dannede rammen om kampen, der dog skulle vise sig at blive en del mere udfordrende end først ventet.
Udstyret med enorme mængder voksstrips, marcherede jeg i kamp.

Vruushh, svip, riiiiiv, var kampråbene, der gjaldede i rummet.
De blev dog hurtigt afløst af “av for satan”, “i guder, hvor det svier” og tårer, der langsomt trillede ned ad kinderne.
Jeg var ved at give op, da jeg hankede op i mig selv og mindede mig om, det snart var overstået.
Rigtigt nok!
Hagen var ryddet for hår og jeg var lykkelig.

Lige indtil…
“Hvad fanden er dét? Og dét? Og DÉT???”
Lyset stod lige på og nu kunne jeg TYDELIGT se, hvordan hårene fra hagen, havde inviteret hele familien til at flytte ind på hals, nederste del af kinder og overlæbe.
Og det stod i utrolig tydelig kontrast, i og med, at min hage var fuldstændig glat som en barnerøv.

Der var simpelthen ikke andet for, end at starte kampen op igen.
Denne gang var kampgejsten dog en anelse mere lunken, end første omgang.

Vruushh, svip, riiiiiv – i gang igen.
Denne gang, vil jeg skåne dig for de ord, der forlod mine læber – Er sikker på, jeg har opfundet helt nye ord og udtryk for smerte.

Endelig færdig!
Kampen var vundet – Hårene var væk!
Jovist, jeg lignede et overmodent jordbær, der havde fået botox.
Men et skaldet jordbær – Og det var det vigtigste.

Den resterende voks blev vasket af, aloe vera gel blev smurt på og jeg NØD mit skaldede ansigt.

Lige indtil..
Fast forward til næste morgen, sig farvel til botox jordbærret og byd velkommen til Rikke 13 år.
Jeg havde bumser overalt, hvor jeg havde vokset!!!
Og som du kan forstå, var det ikke et lille område, jeg havde bevæget mig i.

Nu var smertetårer afløst af “det er bare løgn” tårer, mens jeg gloede mig selv i spejlet.
Store røde, grimme, kløende og ømme bumser – Helt ærligt, det er der jo ingen, der har fortjent.
Især ikke mig, der dagen før havde kæmpet og vundet et stort slag, og følte mig som den sejeste kvinde i verden.

Nu stod jeg her på badeværelset og blev losset direkte tilbage til teenageårene, hvor man brugte Clearasil i litermål.

Det er nu en uge siden, jeg tog den fatale beslutning, at udfordre min ansigtsbehåring til kamp.
Der er stadig tegn efter krigen, men jeg er så småt begyndt at komme mig.
Mine nye “venner” er begyndt at forstå, at de ikke er velkomne og er ved at pakke sammen.

Og jeg har taget en beslutning:
Fremover må jeg bare gøre noget ud af min ansigtsbehåring og rumme hele “herligheden”.
Jeg tænker måske en fletning eller to, nogle lyse striber eller balayage, der jo er så populært nu til dags.
For ovenstående kommer IKKE til at ske igen – Den kamp er tabt.
Ikke mere vruushh, svip, riiiiiv til mig, ikke flere grimme bumser, ikke flere smertetårer – Næh nej, så hellere investere i en flot kam, tage en tur til barberen, vinde Melodi Crand Prix eller melde mig til det nærmeste cirkus.

Hvilken style, bør jeg gå med?
Tjek billederne ud og afgiv gerne din stemme.

Er der andre, der har været samme tur igennem?
Og har du gode råd eller vil du bare tages i hånden og følges med mig i cirkus?
Kunne være hyggeligt, hvis vi var flere om jobbet, tænker jeg.

Hav en super skøn dag derude!
Også selvom du har hår i fjæset. 😘

Velkommen til mig

Hurra hurra – Jeg har fået en blog!

Men hey, en blog – Kræver det ikke et vildt talent for det skrevne ord, en Instagramprofil med over 10.000 følgere, velplejede negle, et smukt “hattehoved” til alle billederne med solhat, Royal Copenhagen kopper med tilhørende latté, velopdragne børn (og mænd) og evnen til at tage smukke madbilleder?

Jovist, jeg scorede da et 13 tal i dansk retstavning i folkeskolen (ja, jeg er fra DEN tid, hvor der var 13 taller i karakterbogen), jeg plejer mine negle, når jeg skal noget vigtigt (det tæller vel også?), jeg oplever til tider, at min dreng rent faktisk siger “tak for mad” og rydder op efter sig selv og jeg elsker latté (den må dog gerne være lunken, men det kan man jo heldigvis ikke se på billeder).

Til gengæld er det ikke lykkedes mig, at se lækker ud med solhat (men hey, det er jo kun på solskinsdage man daffer rundt med sådan én og der er jeg jo så heldig, at bo her i Danmark), jeg ejer ikke en Royal Copenhagen kop (min mand minder om naboen fra “Fint skal det være”, når han får stukket sådan en kop i hånden), min Instagramprofil har efter 5 år på bagen, sneget sig op på 447 følgere (der er garanteret 2, der er smuttet mens jeg skriver dette) og jeg forstår virkelig ikke, hvordan andre kan få mad til at se så smukt ud på billeder (og ja, jeg har opdaget filterfunktionen på Instagram).

Så med ovenstående i betragtning – Kan jeg så være blogger?

Selvfølgelig kan jeg det!

For i bund og grund drejer det sig vel om, at få nogle tanker ned på tastaturet, prøve at underholde en smule, måske komme med gode råd og bare generelt blogge, fordi man synes det er skide fedt (må man egentlig godt skrive “skide”?).

Om det gøres iført solhat eller fedtet hår, velplejede negle eller nedbidte fingerspidser, med en kæmpe følgerskare eller nogle få fans, med stavefejl eller perfekt grammatik, med plastikkrus eller RC krus, med velopdragne børn eller små skiderikker, med hang til rød saftevand eller latté.

Hey, det er jo fuldstændig ligegyldigt – Der er plads til os alle.

Jeg håber på at se meget mere til DIG herinde og vil glæde mig til at komme rigtigt i gang med bloggeriet.

Ciao! (som du kan læse, mangler jeg stadig den perfekte afslutningshilsen – Det kommer, jeg skal jo lige i gang).