Pictoboards – Test

Pictoboards – Test

// Sponsoreret indlæg med helt egne ord og meninger //

Jeg er ufattelig dårlig til at fatte mig i korthed – Især når det gælder anmeldelser og tests. Jeg skulle jo gerne have det hele med!

Så lav en kop kaffe, smæk stængerne op og nyd, at du har en undskyldning for ikke at tage opvasken eller lægge tøj sammen, det næste lange stykke tid.

Pictoboards og Momster Test

Juhuu! Herhjemme har vi været så heldige at få lov til at teste billede- og motivationstavlen fra Pictoboards – https://pictoboards.dk/.

Pictoboards gik all in og sendte os deres store startpakke https://pictoboards.dk/product/bimo-stor-startpakke/, så vi virkelig kunne teste igennem.

Og ikke nok med dét! Så kan du lige tage et smut forbi Momster Test, http://momstertest.dk/, og læse endnu mere, da de udgiver anmeldelser fra hele 3 bloggermødre.

“Jamen, det lyder da fantastisk, men hvad er det for noget, I har testet”?

Pictoboards tavlen i al sin enkelthed

https://pictoboards.dk/product/bimo-stor-startpakke/

Tavlen fra Pictoboards har til formål at hjælpe børn, med at tydeliggøre deres rutiner i løbet af dagen. Den skaber succesoplevelser og styrker børnenes selvtillid, ved at gøre tingene selv.

Med illustrerede magnetmærker kan man inddele de forskellige gøremål, der skal klares i løbet af morgen, eftermiddag og aften.

Egentlig er vi ret heldige med Louie herhjemme. Han har faktisk ret godt styr på egne rutiner og er virkelig selvhjulpen.

Men jeg synes alligevel, det kunne være spændende at teste tavlen – Går det nu så godt som jeg selv tror, kan det blive bedre og kunne det eventuelt blive sjovere at klare dagens gøremål?

Vi modtager tavlen hurtigt og i fin indpakning – Ingen ødelagte dele, når du modtager pakker fra Pictoboards. Så langt, så godt!

Tavlen pakkes ud og billedmagneterne bliver grundigt inspiceret af Louies kyndige børneøjne. Der er ingen tvivl om, hvad de forskellige billeder symboliserer og vi går straks i gang, med at tilrettelægge dagen.

Favorit mærkaten – Fødselsdag!

https://pictoboards.dk/webshop/billedmagneter/

Billedmagneter ryger på hvor de hører til, der udfyldes en stjerne, når et gøremål er klaret, der sættes en rød magnet i en cirkel når 10 stjerner er udfyldt og der udløses en belønning derefter.

“Lyder det ikke fantastisk nemt”? “Jamen det er det”!

Der er selvfølgelig meget mere pædagogik i det, end ovenstående forklaring, men det er virkelig nemt at gå til.

Er du ved at blive skaldet, fordi du konstant river små totter hår ud af hovedet, når de daglige rutiner skal klares?

Prøver du at få junior i tøjet, mens han/hun bare løber rundt med måsen bar og synger MGP sange? Skal du igen forklare, at der altså skal vaskes hænder HVER gang, man har været på toilettet? Skal du endnu engang forklare junior, at Karius og Baktus altså også kommer på besøg, selvom man ikke har spist slik? Og er du træt af, at forklare det lille pus, at armene altså ikke falder af at bære sin egen tallerken ud?

Så skal du helt sikkert læse videre!

“Hvordan gik det så”?

Konceptet fungerer upåklageligt!

Som skrevet, er det sjældent vi bøvler med Louie og diverse gøremål.

Men han er også en dreng på snart 6 år, der driver sine forældre til vanvid og er ved at blive solgt for en halv flaske hvidvin, der ikke engang behøver at være kold!

Og her er tavlen et fantastisk redskab!

Der skabes lynhurtigt et overblik og kedelige rutiner, kan vendes til leg.

Vi sad sammen hver aften og valgte de forskellige mærkater ud, der passede til de forskellige gøremål og planer, vi havde dagen efter.

Det var skønt med lidt ekstra kvalitetstid og gav nogle hyggelige snakke – Win win!

Louie var vild med konceptet fra starten og han var helt med på, hvordan mærkaterne skulle sidde og synes det var nemt at gå til.

På med mærkaterne!

Og der blev virkelig gået til stålet, når der skulle udfyldes stjerner. Med tungen halvt ud af munden, blev der tegnet meget koncentreret, så der ikke blev tegnet (for meget) uden for stregerne.

Samtidig kom det matematiske geni op i ham, for der skulle jo udregnes, hvor mange stjerner, der nu manglede at blive udfyldt før han nåede de 10.

“Hvad er det med de stjerner”?

Åh, stjernerne er vigtige!

For hver 10. stjerne, der udfyldes, sættes der en rød magnet inde i en cirkel og der udløser en belønning. Når alle 9 magneter sidder flot i cirklerne, udløses der en større belønning.

Meningen med tavlen er nemlig at anerkende, når junior har klaret sine gøremål og rutiner.

Herhjemme gjorde vi det dog en smule anderledes – Og det kan du naturligvis også vælge at gøre. Man kan nemlig sagtens tilpasse diverse belønninger, så det passer til jeres familie.

Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af deciderede belønninger, når det gælder almindelige hverdagsrutiner og opgaver. Her mener vi, at vi som en familie, hjælper hinanden og ikke skal have noget for at dække bord, rydde op osv. Altså, jeg siger naturligvis ikke nej tak til en flødebolle, næste gang jeg tømmer opvaskeren, but you get the point.

Vi aftalte derfor, at der “kun” var en lille belønning, når alle 9 magneter var sat ind i cirklerne. Samtidig fik han heller ikke stjerner for alt, hvad der stod på tavlen – Jeg synes f.eks., det var lidt for meget, at der skulle udfyldes stjerner hver gang der blev vasket hænder.

Der skulle derfor kæmpes lidt mere for belønninger (onde onde mor), men det fungerede helt fint og Louie fik masser af high-fives, for hver stjerne, der blev udfyldt – Og det var han helt tilfreds med, især da han måtte vælge menuen en aften.


“Var det hele bare fryd og gammen”?

Tæt på! Der er dog et lille aber dabei.

Jeg savnede flere mærkater med pligter. Der var nogle stykker, såsom at rydde op, dække bord, passe kæledyr, men jeg savnede lidt flere.

Og ikke fordi, jeg nu vil anklages for børneslaveri, men en “gå ud med skralderen”, “rede seng” eller lignende, havde været fantastisk.

På den måde, kan man også tilpasse pligterne i takt med, at junior bliver større og derved bruge tavlen i endnu længere tid.

Måske kunne de, hos Pictoboards, overveje at lave flere mærkater eller eventuelt designe en mærkat, man selv kunne tegne på?

Så kunne onde onde mor her, selv tegne diverse pligter og blive virkelig populær herhjemme.

Louie manglede en mærkat for “tegne”. Det var faktisk det første han spurgte efter, da vi havde luret alle billedmagneterne igennem. Vi endte med at bruge “lave lektier” og det fungerede helt fint.

“Er tavlen en nødvendighed i alle hjem”?

Jeg må nok konkludere, at Pictoboards tavlen ikke er et livsnødvendigt redskab herhjemme.

Jeg er oprigtigt vild med tavlen og dét den kan gøre, men er ikke det store behov herhjemme.

Men, det er dog blevet sjovere for Louie, at klare dagens rutiner og gøremål og det er jo et stort plus.

Og så glæder jeg mig til at teste den, når han skal starte i skole til sommer. Her vil tavlen måske gøre større nytte, da der vil komme en del nye ting på plakaten, når man bliver skoledreng – Puha, skoledreng!

Til gengæld kan jeg se et kæmpe potentiale, når det gælder børn, der virkelig kæmper en kamp og forældre, der har brug for at hjælpe børnene med at vinde slaget.

Det overblik og den tryghed, tavlen kan skabe, kan være en kæmpe hjælp for mange familier.

Det kan både være børn med krudt i rø…, men så sandelig også børn med diagnoser (her foretager jeg naturligvis “blot” en personlig vurdering).

Så kæmper du med rutinerne derhjemme, vil jeg helt sikkert anbefale dig at investere i denne tavle.

Jeg er også stensikker på, at tavlen vil være et fantastisk redskab i diverse institutioner og hos dagplejemødre.

Funktionalitet, tjek! Kvalitet?

Tavlen er super fin, med en tynd træramme omkring og vil passe fint ind i de fleste hjem – Det må jo gerne se lidt pænt ud, selvom det er praktisk, ik´?

Personligt ville jeg have lavet streger, cirkler og stjerner sorte i stedet for blå. Det er virkelig et first world problem, I know, men tavlen ville, i mine øjne, syne pænere hvis farven var sort.

Især når der er så mange fine farver på billedmagneterne.

For det er da virkelig fine! Det er nemt at se, hvad de repræsenterer og ellers kan man altid svinge forbi hjemmesiden, hvor der er billeder af- og forklaring til mærkaterne. https://pictoboards.dk/webshop/billedmagneter/

Billedmagneterne virker robuste og sidder godt fast, dog uden at skulle lirkes af med en skruetrækker eller ende med at knække negle i forsøget – Vigtigt!

Tavlen får desværre nogle knubs, efter Louie har tegnet en cirkel rundt om én af stjernerne – Hvilket man nok må se i øjnene, vil ske mere en enkelt gang. Sikkert akkompagneret af hjerter og små pindemænd.

Selvom jeg hurtigt fjernede tuschstregen, kom der et aftryk på tavlen, der stædigt holder på sin ret til at blive der.

Om Louie havde de store muller på, tuschen var for hård eller om pladen er for skrøbelig, ved jeg desværre ikke – Men det ser desværre ikke så pænt ud med aftryk på tavlen.

Til gengæld er den super nem at rengøre. Nup bare en tør bomuldsklud og vupti, tavlen er klar til en ny omgang.

“Men, hva´koster´n”?

Når jeg tænker på det behov, vores familie har haft for tavlen, er prisen i den dyre ende, synes jeg.

Tavlen vi testede herhjemme står til 799,-.

Men hvis man har behovet for den store hjælp, som tavlen kan give, er det gode penge givet ud.

Du kan købe en hel plain tavle til en billigere penge. Men så skal du selv tegne og skrive, sætte streger og lave stjerner, viske ud og tegne nye stjerner, lave cirkler og flere streger osv. osv.

Med en pakkeløsning fra Pictoboards, kan du bruge din, i sikkert forvejen, sparsomme tid på andet end at tegne og skrive en masse. Her kan du bare gå i gang, med at få styr på rutiner og få mere overskud i hverdagen.

Og du kan vælge forskellige pakker, købe løse billedmagneter, timer eller hvad din families behov end måtte være.

Hey! Tillykke med at du nåede helt til enden af denne test – Du har hermed vundet en virtuel flødebolle og evig taknemmelig fra min side! Tak fordi du læste med.

Har du ikke fået nok af at læse om tavlen fra Pictoboards? Så hop endelig ind og læs med hos mine søde bloggerkolleger og se, hvad de er nået frem til.

Signe fra “En mors liv”: http://enmorsliv.dk/2019/03/21/struktur-i-hverdagen/

Cecilie fra “Gingermom”: http://gingermom.dk/2019/03/20/motivationstavler-virker-det/

Opgradering af børneværelse

Opgradering af børneværelse

Jeg havde længe gået med tankerne om, at der skulle ske noget nyt på Louies værelse.

Jeg ved ikke helt, hvor længe Henrik havde haft de tanker – Nok ikke lige så længe som mig, men han var heldigvis relativ nem at lokke med på idéen.

Louie fylder snart 6 år og skal starte i skole til sommer. Jeg synes derfor, hans værelse skulle opgraderes til et “stor-dreng-men-ikke-for-stor-dreng-(for-det-kan-din-mor-ikke-klare)-der-snart-skal-starte-i-skole” værelse.

Farve på væggene!

Der skulle lidt farve på væggene, der før bare var hvide.

Jeg er helt tosset med grøn og gik med idéen om at male 2 vægge i en dyb mørkegrøn farve.

Jeg håbede, Louie ville være med på idéen og han skulle heldigvis ikke give det mange overvejelser. For grøn er farven på Lloyds dragt – Louies favorit ninja fra Ninjago.

Oh yes, indretning og Ninjago er nu en ting – Husk lige hvor du først hørte om det.

Farven blev Quiet Clearing fra Dyrup – Skide flot!

Men den er nu alligevel en anelse mere petroliumsfarvet, end jeg havde håbet på og regnet med. Og jeg havde naturligvis malet begge vægge, inden jeg lige fik luret lidt på det. Jeg er ikke den store “farveprøve” type, men måske jeg skulle overveje det?

Men Louie er svært begejstret og det er jo hans værelse og hans vægge.

Desuden tror jeg virkelig, Henrik ville skilles, hvis jeg lige fyrede følgende af: “Jeg havde måske håbet den var mere støvet i det – Må jeg lige fise ud og bruge 1000 kr. på noget nyt maling og så bare lade som om, vi aldrig købte den første”?

Oh well, væggene blev færdige, Louie var glad, alt var fint!

Hvad f….. gør vi med alt hans Lego?

Den dreng har simpelthen så meget Lego, at man skulle tro han var sponsoreret af Lego.

Det er dog (desværre) ikke tilfældet – Han er blot søn af en far, der har en kæmpe passion for Lego og slet ikke kan styre sig i nærheden af de klodser.

Er der tilbud, skal det i kurven. Er der nye varer, skal det i kurven. Er der normal pris, skal det i kurven. Er der gamle varer, skal det i kurven – You get the point.

Vi har talt en del om det herhjemme og kommet frem til, at jeg ikke gider høre på hans brok, når jeg kommer hjem med nye planter – Vi har hver især vores fetich herhjemme. Jeg er dog sikker på, Louie vil vælge Henriks side til hver en tid, da hans interesse for planter ikke er helt på højde med interessen for Lego. Men, måske jeg får ham på min side en dag.

Løsningen til Lego kreationerne:

Vi valgte at købe et reolsystem fra Ikea.

Det skulle fylde hele den ene væg og halvdelen af væggen ved siden af – Så skulle der vel kunne blive plads til et par Lego kreationer, samt alt det andet legetøj, bøger og hans tøj.

Da vi endelig havde fået alle delene (for vi kender jo alle Ikea, der så har 99 hjørnehylder på lager, men ingen hjørnestolper til at holde hylderne) var det super nemt at samle systemet – Dog er det en rigtig god idé at have en makker med, da det ellers kan blive en tricky affære.

Hurra! Reolen var oppe!

Men nu startede den rigtige udfordring – Få styr på diverse Lego kreationer, der lå splittet til atomer über alles.

Shit, der er meget Lego!

Okay, nu skriver jeg noget, der måske får dig til at løbe skrigende bort og aldrig besøge bloggen igen:

Vi endte med at samle næsten hele lortet – Helt fra bunden!

Mange af kreationerne manglede lidt klodser hist og her – Dem skilte vi helt ad og startede forfra på dem.

Alle klodser blev sorteret i kasser og farvekoordineret. Der blev sat et ekstra bord ind i stuen og så gik vi ellers i gang.

Jeg er åbenbart også typen, der tager billeder af sorteret Lego – Den er helt gal på 1. sal

Det tog os en uge! Eeeeeennnn uuuuuuugggggeeeee!

Med fuldstændig smadrede fingre og diverse mareridt om klodser hver nat, kom vi endelig i mål – Eller, der besluttede vi os for at være kommet i mål og kyle resten af klodserne i kasserne.

Eller næsten.. For jeg skulle lige rense alle kreationerne og klodserne med en tandbørste, så de ikke var støvede.

Ja ja, jeg skal nok få noget hjælp for, hvad end jeg fejler – Ama´r!

“Bla bla bla, legetøj, bla bla bla!”

Lego kreationer, andet legetøj, bøger og tøj flyttede ind i og på reolen.

Jeg har prøvet at skabe en smule struktur i skabene, ved at bruge kasser til legetøjet – Hvor længe det holder, må vi se.

Men jeg forklarede Louie, at det er meget nemmere at finde sit legetøj, hvis der er orden i sagerne.

Her er nok, hvad Louie har hørt: “Bla bla bla, legetøj, bla bla bla bla”!

Men håbet er lysegrønt!

Når nu der lige var malet, synes jeg ærlig talt, det ville være træls at bore huller i væggene, når alle hans billeder skulle op igen.

Derfor er alle billeder hængt op med klæbesøm fra Tesa og de hænger der endnu. Rensdyret, Svend, fik dog en enkelt tegnestift.

Hvordan det bliver, hvis de en dag skal ned igen, må tiden vise – Den tid, den sorg!

Louie er sindssygt glad for opgraderingen af hans værelse!

Og alle timerne, vi brugte på at samle Lego, var det hele værd – For der bliver godt nok gået til den med det Lego.

Det blev skide godt, hvis vi selv skal sige det.

Måske du kan bruge indlægget til inspiration eller bare tænke: “Hold kæft, hvor er jeg glad for, jeg ikke er typen, der samler Lego i en uge og derefter renser det med en tandbørste”.

Lige meget hvad, bliver jeg glad i låget, når du læser med.

P.s. Ja ja, det bliver mega støvet med sådan et reolsystem. Men er heldigvis den lykkelige indehaver af en støvsuger (og tandbørste), så det klarer vi fint.

Et lille tip:

Tag en nylonstrømpe og sæt ud over røret på støvsugeren – Så kan der støvsuges Lego kreationer, uden risiko for at ende med Legomænd i støvsugerposen.

You´re welcome!


Kender du det…?

Kender du det…?

Når du rent faktisk er færdig på toilettet, men bliver siddende lidt endnu, bare lige for at få lidt fred og ro?

Når du beder en stille bøn, om at dit barn ikke spiser op, så du kan spise resterne – Især når det gælder slik?

Når du spørger dit barn, om I skal hygge med en tegnefilm i sengen, bare for at du kan ligge og småsove?

Når du kun barberer underdelen af skinnebenet, da du alligevel skal have lange bukser på?

Når du slikker lidt på fingeren og fjerner skidt fra knægtens kind? Også selvom du svor, du aldrig ville gøre det?

Når du har tonset rundt og ryddet op og går ud med skralderen og der allerede er rodet igen, når du kommer ind?

Når du tager 87 selfies, fordi du endelig har sat hår og lagt make-up?

Når du lige skal have en pakke servietter og nogle fyrfadslys i Ikea, og ekspedienten siger: “Det bliver 1492,50”?

Når du sidder og tænker: “Så læg dog på, for helvede”, mens du ignorerer et opkald, der faktisk forstyrrer lige midt i videoen om pandaen, der nyser?

Når du svarer: “Til 2 personer”, når ekspedienten i sushibiksen spørger, hvor mange personer, der skal dele den portion, du har tænkt dig at spise helt for dig selv?

Når du smiler stort og siger: “Jeg støtter allerede”, til den søde unge mand, der er på vej imod dig med et medlemsblad, du ikke aner hvad er eller hvor er fra?

Når du opdager, at Ninjago har kørt i fjerneren i 30 minutter efter du har lagt knægten i seng?

Når du ser en fed video på YouTube, hvor du lige får et godt fif til en smart frisure? Efter at have prøvet i 45 minutter, giver du op og får lyst til at klippe dig skaldet?

Når du læner dig 10 cm frem i sædet, for at se hvad der står på skiltet på motorvejen? 10 cm med 110/t må jo virkelig give et godt overblik?

Når du synes en fodvarmer fra Harald Nyborg, minder umiskendeligt meget om ens overkrop?

Når du siger: “Ejjj, vi har lige sat os til bords, så det passer desværre ikke så godt”, til den telefonsælger, der ringer, mens du sidder og stalker folk på Facebook?

Når du ikke hørte hvad, der blev sagt og du bare ender med at nikke og smile og personen derefter stirrer på dig? “Shit, det var et spørgsmål!”

Når du lige har smidt dig i sofaen og 2 sekunder efter, mærker du skal tisse?

Når du ser en ung pige, der har bare ben en kold vinterdag og får lyst til at råbe: “Så få dog noget tøj på, barn – Du kan jo få underlivsbetændelse”, og du helt har glemt, hvordan du selv klædte dig, da du var yngre?

Når det først bliver rigtig afslappende og hyggeligt derhjemme, efter du får smidt din bh?

Når du kigger på dit barn og både kan tænke: “For filan, hvor jeg elsker dig og du har gjort mit liv så berigende og kærlighedsfyldt” og “For filan, hvor ville jeg gerne sælge dig for en flaske hvidvin, der ikke engang behøver at være kold”?

Når du lige springer et par linjer over, mens du læser godnathistorie og selvfølgelig bliver total busted, da knægten udmærket ved, hvad der står?

Når du endelig får passet knægten og skal ud og svinge træbenet, men egentlig allerhelst vil ligge i sofaen i joggingbukser og stene Netflix?

Når du allerhelst ville have ligget i sofaen i joggingbukser og stene Netflix, men ender med at have en brag af en aften og feste til kl. 7 næste morgen?

Når du hårdnakket påstår overfor dig selv, at det er helt okay at spise en plade Marabou og alligevel ender med dårlig samvittighed?

Når du prøver at regne ud, hvor mange mavebøjninger, der skal laves, for at forbrænde en plade Marabou og du ender med at opgive efter 3 stykker?

Når du bliver helt varm af kærlighed, når knægten kommer hjem fra børnehave og har lavet en papirflyver til dig – Komplet med hjerter og blomster tegnet på?

Når du lige nyder et stille øjeblik i sofaen, men pludselig panikker – “Hvorfor er der så stille inde på det børneværelse”?

Når du bliver total paranoid, hver gang der er én, der kigger på dig i træningscenteret? For du er helt sikker på, du pruster og stønner som en gal, men ikke selv kan høre det, fordi du har fyret total op for musikken i dine hørebøffer?

Når du finder en smart spejlæg-ting og er helt sikker på, det bliver fantastisk, men ender med en kat(!)astrofe?

Du er velkommen til at fortsætte listen eller “sætte kryds” ved dem du kender i forvejen.

Det ville gøre mig glad i låget, hvis jeg ikke er den eneste, der kender til ovenstående eller lignende scenarier.

Hav det dejligt derude!

Mit nye år – En dagbog

Mit nye år – En dagbog

2019, din gamle svinger – Det er sgu dejligt at se dig!

Et nyt år = Nytårsforsæt!

Og hvilken bedre måde at starte sit nye liv, end at skrive alle de nye oplevelser og skønne ting, man nu skal til at have ind i sit liv, ned i en dagbog.

Jeg glæder mig!

Den 1. januar – LET´S DO THIS!

Men hov, den 1. januar tæller naturligvis ikke med i nytårsforsæt – Det ved enhver jo. Der står den på rekreation efter aftenen før og den nye sæson af Modern Family. Åh, det var også fjollet af mig, at være total klar til kamp allerede i dag. Tossede mig, altså. Og så må jeg hellere lige få spist alt det slik og junk, vi har liggende i huset, så jeg ikke bliver fristet af det mere.

Den 2. januar – Nu skal nytårsforsætterne sgu indvies!

Men skulle man nu egentlig ikke lige læse listen igennem og lige sætte de nytårsforsæt lidt i orden. Måske er der nogle af dem, der passer sammen og kan klares i ét hug – Så er det jo mega fjollet, at man ikke lige har sat sig lidt ind i tingene.

Den 3. januar – Nu er jeg virkelig klar.

Ihh, man har næsten ikke fået noget søvn hele natten, fordi man har været så spændt på at møde sit nye jeg, dagen efter. Gad vide, hvordan mit nye jeg er? Sikkert vildt fantastisk og helt anderledes end mit gamle kedelige jeg. For det var jo den gamle mig. Det jeg, der levede året før og bare slet ikke fungerede og virkelig havde brug for at ændre en masse ting. Farvel til dig, gamle kedelige jeg! Men okay, det er måske heller ikke den allerbedste velkomst til mit nye jeg, når gamle kedelige jeg har sovet virkelig dårligt. Det er faktisk både flabet og utrolig uhøfligt at tage imod fantastiske, nye jeg, med trætte, gamle, kedelige jeg.

Den 4. januar – Nu er jeg klar til at møde mit nye jeg.

“Halløjsa, nye og fantastiske jeg – Du ser virkelig fabulous ud!” Sådan, nu er vi i gang. Jeg har hilst pænt på nye, fantastiske jeg og givet gamle, kedelige jeg et ordentligt los. Herut med dig, her er kun plads til en virkelig skøn personlighed her hos mit nye jeg. En personlighed, der skal tabe sig og være en bedre mor/hustru/veninde/kollega/nabo/datter. Og naturligvis er der kun plads til en personlighed, der ikke brokker sig over at vente i køen, fordi én eller anden har glemt af veje sine druer. En personlighed, der altid vågner med et smil og lige kreerer en 5 stjerners morgenkomplet med hele pivtøjet. Ja tak, det er kun sådan en personlighed, der skal matche mit nye, fantastiske jeg. Men pyha, man bliver helt træt af at være så fab´- Jeg må hellere lige hvile mig lidt og give mit nye jeg lidt ro, så jeg virkelig kan sparke røv fra i morgen.

Den 5. januar – Mit nye jeg er udhvilet og klar

Mit nye, fantastiske jeg, vågner selvfølgelig med et smil. Mega klar til at kreere 5 stjerners morgenkomplet und alles. Men hov, der blev vist ikke lige handlet ind i går – Det må vist være resterne fra mit gamle, kedelige jeg, der selvfølgelig glemte det, inden hun fik sparket. Typisk gamle, kedelige jeg, ikke at få handlet ind. Nåh, nye, fantastiske jeg, kan godt lige klare en enkelt dag uden morgenmad og så må der hellere blive handlet ind til stor morgenkomplet i morgen. Der skal bare lige skrives en superb indkøbsliste og jeg har den helt rigtige app til formålet. Men hov, internettet er nede og nu virker appen ikke. Intet problem for nye, fantastiske jeg. Jeg finder da bare på noget og skriver ned på gammeldaws manér. Ihh, hvor filan er min kuglepen nu henne? Ej, sikke noget møg, den er vist blevet væk. Nåh, så napper jeg bare lige én af knægtens farveblyanter. Men måske er det alligevel ikke så smart – Jeg skal jo have listen med og krydse tingene af. Og det går virkelig ikke at have en farveblyant liggende løst i lommen – Den kunne jo lave mærker i min jakke. Mon ikke internettet fungerer igen i morgen, så appen virker og jeg kan få handlet?

Den 6. januar – Internettet virker!

Nu skal der handles! Og det er virkelig tiltrængt, for mit nye, fantastiske jeg, har ikke fået den bedste start på sit nye liv, hvad angår mad. Men NU skal det altså være. Indkøbslisten bliver lavet i nøje samarbejde med diverse opskrifter, der er sat ind i appen. De ser virkelig lækre ud og nye, fantastiske jeg, vil springe på hovedet ned i en spidskålssalat. Mums! Men altså, så er der selvfølgelig udsolgt af spidskål i Rema – Hvad er nu det for noget rod? Der er masser af andre slags kål, men nu hedder salaten jo ikke en rådkålssalat eller hvidkålssalat, vel? Næh, må hellere følge opskriften til punkt og prikke – Ingen smalle steder hos mit nye, fantastiske jeg.

Den 7. januar – Jeg har fundet spidskål!

Hurra hurra, NU er dagen virkelig kommet. Mit nye, fantastiske jeg vågnede med et smil, fik lavet 5 stjerners morgenkomplet OG har nu spidskål i køleskabet. Kom bare an! Nu skal der laves spidskålssalat og andet sundt. Alle maskiner tages frem, alt udstyr hives op af skufferne og bliver støvet af, det fine porcelæn bliver sat på bordet og alle vasker hænder inden de sætter sig. Succes! Mit nye, fantastiske jeg er i et vældig godt humør. Også selvom ingen andre gider at smage på maden. Ja ja, den ser lidt funky ud, men det skal sund mad jo gøre. Og ja ja, her lugter en lille smule af prut, da der naturligvis kun serveres blomkålsris nu. Og ja ja, køkkenet ligner lort og det flyder med alverdens maskiner og andet udstyr. Men bortset fra dét, har det virkelig været en vellykket dag!

Den 8. januar – Nu med træning!

I dag skal mit nye, fantastiske jeg til træning. Der startes stille og roligt ud med en let begynder spinning og derefter yoga, så mit nye, fantastiske jeg, kan strækkes godt igennem – Det bliver fab´! Efter 2 timers træning er mit nye, fantastiske jeg i total højt humør. Det er simpelthen så skønt at være den her “ihh, jeg tog lige 2 timers træning i træk, MED et smil” type. Okay, man får faktisk en smule ondt i røven af at sidde på de her cykler. Og mine fødder sov næsten hele spinningtimen, på grund af de stramme spinningsko, mit nye, fantastiske jeg har brugt 1500 kr. på. Og det der yoga, var da okay, selvom jeg var den eneste, der ikke kunne røre sine tæer, mens man stod op. Og der var helt sikkert ikke nogen, der hørte den kæmpe prut, der voldsomt forlod min krop, midt i “downward dog” positionen. Jeg er stadig topmotiveret og den skønne proteinshake, der skal drikkes efter træning, smagte fantastisk – I morgen vil jeg prøve at lave den uden klumper.

Den 9. januar – Endnu en træningsdag.

Yes, mit nye, fantastiske jeg er SÅ klar på endnu en træningsdag – Både spinning og yoga. Men for satan, hvor gør det ondt i lår, røv, arme, mave, skuldre, nakke, ører, øjenvipper, øjenbryn og hår. Måske er det ikke så smart at tage afsted til træning igen i dag? Faktisk læste mit gamle, kedelige jeg engang en artikel, der forklarede at det faktisk ikke var sundt at træne 2 dage i træk. Pyha, godt mit nye, fantastiske jeg pludselig kom i tanke om det – Der var da lige ved at ske en katastrofe. Der stod vist også i artiklen, at man bare skulle smide sig på sofaen, når man havde smerter efter træning. Og mit nye, fantastiske jeg, skal absolut ikke stille mig på tværs af diverse eksperter . Næh nej, det er mit nye, fantastiske jeg alt for god til.

Den 10. januar – Her går det helt perfekt.

Dagen startede næsten med et smil. Mit nye, fantastiske jeg, sov ikke så godt i nat på grund af smerter efter træning. Det blev besluttet, at noget, der gør så ondt overalt, umuligt kan være sundt for én. Derfor marcherede mit nye, fantastiske jeg afsted mod træningscenteret for at opsige medlemskabet. Og det gik helt fint – Ingen problemer dér. Altså, når bindingen på 1 år er udløbet, selvfølgelig. Med oprejst pande gik mit nye, fantastiske jeg ud for at handle. Der skulle købes mere kål – Mums mums, man bliver aldrig træt af kål. Eller, lidt træt kan man godt blive. Men hey, det er sundt og man vænner sig efterhånden til det. Eller, ikke helt, men I ved hvad jeg mener. Der var lang kø ved kassen, men mit nye, fantastiske jeg, er jo ikke typen, der lader sig hidse op af sådan nogle bagateller. Okay, endnu én, der ikke har vejet sine vindruer. Hvor svært kan det være? Der står sgu da et skilt lige ved siden af, hvor der står “vej selv” med store fede bogstaver. Mit nye, fantastiske jeg trækker selvfølgelig vejret dyyyyyybt ned i maven – Ikke ned på gamle, kedelige jeg´s niveau. Gad vide hvad gamle, kedelige, jeg egentlig laver i øjeblikket?

Den 11. januar – Her går det helt perfekt.. Eller næsten..

Altså, måske er det også total overvurderet at vågne med et smil hver morgen? Og hvem har egentligt godt af total morgenkomplet hver morgen? i hvert fald ikke mit nye, fantastiske jeg. En kop urtete må være rigeligt og så kan mit nye, fantastiske jeg også lige sove 30 minutter ekstra – Søvn skulle være så sundt for krop og sjæl, så det må være den rigtige løsning at bytte morgenmaden ud med søvn. Mit nye, fantastiske jeg er virkelig klog! På vejen hjem skinner solen og mit nye, fantastiske jeg er simpelthen så lykkelig for at have taget cyklen. Godt for helbred og klima – Win win. Og ja ja, alle kan selvfølgelig blive fanget i en voldsom regnbyge, men det skal ikke slå mit nye, fantastiske jeg ud. Heller ikke selvom cykelkæden går i stykker og efterlader mit nye, fantastiske jeg midt ude i regnvejret med en defekt cykel. Ingen problemer, mit nye, fantastiske jeg hidser sig ikke op over bagateller. Det var kun gamle kedelige jeg, der gjorde sådan noget. Gad vide hvad gamle, kedelige jeg får tiden til at gå med?

Den 12. januar – Nu må det sgu være nok!

Mit nye, fantastiske jeg kæmper! Ikke fordi, der er noget galt med nye, fantastiske jeg. Nej nej, det er alle andre, der ikke forstår og respekterer mit nye, fantastiske jeg. Hvem fanden har chokoladekage med på arbejde, når mit nye, fantastiske jeg udtrykkeligt har forklaret, at der altså detoxes for fuld hammer i øjeblikket? Og så en 2 lags chokoladekage – Svineri! Og hvem fanden har glemt at afmelde nyhedsbrevet fra fitnesscenteret, når jeg har sagt, jeg ikke gider komme mere. Det var deres skyld, jeg havde så ondt, så jeg gider overhovedet ikke høre mere fra dem. Og hvem er det lige, der har besluttet at kål skal implementeres i samtlige opskrifter, der skulle gøre dig tynd? Det er jo dødssygt at æde det lort i flere dage i træk. Og hvem i hede hule halløjsa, har fundet på “vågn op med et smil og få en dejlig dag” idéen? Jeg gider satme ikke smile når jeg står op – Jeg er sur over at vækkeuret ringer! Hmm, mit gamle, kedelige jeg havde straks gjort noget ved ovenstående – Og gerne med en masse bandeord til følge. Men sådan er mit nye, fantastiske jeg heldigvis ikke – Overskud, overskud og mere overskud.

Den 13. januar – Fuck overskud, overskud og mere overskud!

Nu gider jeg ikke mere. Mit nye, fantastiske jeg er overhovedet ikke fantastisk. En slap, kålspisende, kagehungrende wannabe, der slet ikke fungerer i min krop. Jeg savner gamle, kedelige jeg, der åd pandekager til morgenmad, sprang frokosten over for at få plads til mere pizza om aftenen. Skiftede kø, når der stod en idiot, der ikke havde vejet druer. Spiste to stykker kage, når bogholder Karen havde fødselsdag og bagt kage til afdelingen. Der havde grinet højlydt af sig selv, når der blev pruttet til yoga og havde trykket “afmeld” på det skide nyhedsbrev fra det dumme fitnesscenter.

Den 14. januar – Hej gamle svinger!

Jeg er lykkelig. Mit gamle, kedelige jeg er tilbage! Ikke mere nytårsforsæt – Bare gode gamle, kedelige jeg. Vi fejrer tilbagekomsten med osterejer, lunken hvidvin og serier på Netflix. Velkommen tilbage, gamle svinger! “Skal vi prøve med et nyt, fantastisk jeg igen næste år?” Ja, naturligvis!

Nissehus til diva-agtige nisser

Nissehus til diva-agtige nisser

“Ja ja, træk et nummer i rækken af krea-bloggere”, tænker du sikkert!

Og ja, der er sgu mange om buddet til “Krea-Blogger of the year-prisen”, men nu smider jeg altså lige et lod i den pulje. Jeg har så ingen anelse om, om der rent faktisk findes sådan en pris – Smider du lige et link, hvis du har noget info? Så er du sød.

Har du nisser derhjemme, der mangler et godt sted at bo?

Louie har hele to af slagsen.

Én nisse, der har boet her i flere år og en ny, der kom til i år – Jeg håber virkelig de to nisser kan sammen, men ellers må én af dem sgu sove i varmestuen.

Vi har, som skrevet, haft besøg af nissen hvert år. Og for hvert år, der er gået, er han blevet mere og mere krævende, hvad angår bolig.

Det første år, var han helt tilfreds med en enkelt dør, der ikke engang sad fast på væggen. Den var bare stillet op af væggen på gulvet og alt var fint.

Året efter skulle den lille nisse så åbenbart have lidt mere plads og tingeltangel. Døren skulle naturligvis klistres fast på væggen og der skulle pludselig være en lille postkasse, en kost og dørmåtte. Som om den nisse overhovedet havde tænkt sig at feje eller tørre fødderne af, inden den gik rundt i huset. Hhrrmmph!

Fra tiden, hvor alt var så enkelt

Sidste år, gik det så fuldstændig op i hat og briller for den lille krævende og diva-agtige nisse.

Nu skulle der pludselig være et rigtigt hus og ikke bare en snoldet dør, der var klistret fast med elefantsnot – Det passede åbenbart ikke den lille herre længere.

En lille kasse flyttede ind. Komplet med falsk sne, juletræer, kælk, lygte, lyskæde, stige, træsko og risengrød. Skide fedt, med kunstigt sne overalt – Og den havde naturligvis, stadig ikke tænkt sig at svinge den lille kost.

Nu kunne den krævende nisse vist ikke bede om mere.

“Au contraire, my love”, sagde nissen og grinede helt ned i den tykke mave.

Da der kom endnu en nisse i huset, havde jeg nu to diva-agtige nisser, der på ingen måde kunne leve med falsk sne og en lyskæde, der sad fast med tape – Næh nej, nu skulle der søreme lidt stil over det.

Og hvad i alverden bildte jeg mig ind at tro, at en lille papæske kunne være rigelig fin til et par nisser?

Dumme dumme papæske med falsk sne og lyskæde, der er tapet fast

Nu skulle alt sættes ind. De nisser skulle ned med nakken, én gang for alle. De skulle simpelthen få sig det hyggeligste lille hus, med alt hvad nisse-hjertet begærer og aldrig bede om andet end pebernødder og risengrød.

Der blev investeret i et sæt med 3 bogkasser formet som huse.

Først ville jeg bare have lavet det ene, men så lo jeg lidt af mig selv, da jeg kom i tanke om, hvilke nisser, der havde slået sig ned på matriklen.

Jeg valgte derfor at bruge to af husene og gemme det tredje, hvis nu nisserne pludselig inviterer en fætter på besøg næste år – Mig skal de ikke løbe om hjørner med.

De diva-agtige nisser kan naturligvis ikke rende rundt på et hårdt trægulv og derfor måtte der indkøbes håndlavet filt til gulvene i husene – Ikke noget billigt basis filt, næh nej, de små nisse-fusser skal søreme ikke fryse.

Der røg også håndlavet filt i kurven, så taget på det store hus kunne få lidt sne. Så slipper jeg også for at samle falsk sne op fra gulvet konstant – Så faktisk er det måske mig, der har vundet her?

Game on, diva-agtige nisser

Nu skulle det jo ikke bare være en hurtig løsning med de tage. Og samtidig måtte det jo gerne have lidt stil og ligne et smukt træhus i Aspen.

Derfor måtte jeg  naturligvis sørge for at få taget på varmestuen, til at ligne et tag i ægte træ, så de små nisser kan sende postkort til gutterne og blære sig med deres træhybel.

Efter at have overvejet en tur i skoven, hvor jeg ville have fundet det smukkeste træ, fældet det og skåret bittesmå bjælker af det, valgte jeg dog at finde nogle ispinde, der kunne klare jobbet.

De fik så lige en omgang brun vandmaling, så looket blev fuldført. Tænk hvis nisserne var kommet hjem og havde set, at bjælkerne var ubehandlede – Det havde deres forsikring sikkert ikke accepteret.

Der klargøres mørkbejdsede bjælker

Tadaa! Mørkbejdsede bjælker

Nu havde jeg både håndlavet filt og mørkbejdsede bjælker til tagene og bunden af husene.

Limpistolen kom frem fra skuffen sammen med en ordentlig røvfuld limstifter – Tingene skulle bare sidde fast!

Nu havde jeg sørget for varme nisse-fusser og ordentligt håndværkerarbejde på tagene.

Nu skulle der indrettes.

Alt det habbengut, de kære nisser havde skrabet sammen, skulle naturligvis limes fast i og på husene og selvfølgelig nøje indrettes og tænkes igennem.

Intet måtte overlades til tilfældighederne – Fordi diva-agtige nisser skal man absolut ikke spøge med!

Nu var den håndlavede filt limet fast, de mørkbejdsede tagbjælker fuldendte “Aspen skihytte” looket, tøjsnoren hang lige og viste lidt diskret en trusse, juletræerne stod på milimetermål ved siden af hinanden, plakaterne hang smukt og fremviste en artig-liste og dagens ret, julesokken hang på den der “hey, her smed jeg lige helt tilfældigt en julesok, men alligevel ser det bare så godt ud” agtige måde og navneskiltet var i vater.

Diva-agtig nisse crib

Diva-agtig nisse crib

Varmestuen – Intet mindre kan vel gøre det

Den diskrete trusse

Dagens ret i varmestuen

Vi er på artig-listen!! WIN!

Decor i diva-agtig nisse crib

Husene var perfekte og klar til den store test.

I ly af mørket blev husene sat ind på Louies værelse til nisserne, der havde ventet i spænding.

Efter en urolig nat, hvor jeg næsten ikke kunne sove af bare spænding – (Who am I kidding? Det var angst for at blive afvist af diva-agtige nisser) vågnede jeg til et hyl inde fra Louies værelse.

Var det et vredes hyl? Et glædes hyl? Jeg vidste det ikke og lå bare under dynen og ventede på dommen.

Jeg kunne høre Louies skridt nærme sig døren til vores soveværelse, jeg kunne se dørhåndtaget bevæge sig og høre døren knirke stille – Aarghh, jeg kunne næsten ikke være i mig selv mere.

Ind kom mit barn – Mit barn, der kunne afgøre min skæbne som “diva-agtige-nisser-nissehus-bygger”.

Der var absolut intet at tage fejl af – Jeg havde sejret!

Mit barn var lykkelig, diva-agtige nisser var tilfredse og jeg kunne endelig holde op med at knuge dynen i mine hænder, der snart havde mistet alt blodet i dem.

Nu ånder alt fred og ro i vores lille hjem og jeg tænker, at diva-agtige nisser er tilfredse med deres nye residens – I hvert fald, indtil næste år.

Glædelig jul til jer alle og jeres eventuelle diva-agtige nisser.

P.s. Hvis ikke du har regnet den ud allerede, er det egentlig mig, der er en diva-agtig nisse – Louie var fint tilfreds med døren, der stod op af fodpanelet. Så jeg er desværre bare den slags mor, der åbenbart skal prøve at overgå mig selv hvert år og give stakkels nisser skylden for mit vanvid.

For det er sgu da vanvittigt, men jeg synes egentlig også det er ret hyggeligt.

Dét som så nok er det mest vanvittige er, at jeg bliver skide jaloux på de skide nisser, der får æren for det arbejde jeg har lavet – Bare rolig, jeg skal nok prøve at skaffe noget hjælp inden næste jul.

 

 

 

 

Farvel til “Praktiske Gris”

Farvel til “Praktiske Gris”

Wow, det er godt nok længe siden jeg har været ved tasterne herinde.

Som nogle af jer måske ved, har jeg kæmpet en del efter min fars død.

Der har simpelthen været så mange praktiske ting, der skulle klares efter hans død og jeg synes sgu det har været hårdt.

Midt i sorgen over at have mistet sin far, skulle man pludselig også tage sig af alt det praktiske og sørge for at alt gik i orden – Der var sgu ikke meget tid til at sørge, synes jeg.

Det sværeste har helt klart været at tømme hans lejlighed.

Min far var en samler og skulle absolut ikke gå ned på udstyr.

Derfor var det enormt vigtigt for ham, at have 20 antennestik, 5 sæt højtalere, 24 fjernbetjeninger, 38 Lidl vognmønter, 21 par læsebriller, 53 engangsskrabere, 75 mapper fyldt med diverse papirer såsom selvangivelser tilbage fra 1996, 71 t-shirts, 107 VHS bånd (Oh yes, de findes endnu) og og og!

Og ja, det er korrekte tal, for jeg har talt det hele – Og ja, jeg ved godt jeg kan få hjælp for sådan noget. ;o)

Alt skulle kigges grundigt igennem, for man ville nødigt få smidt noget ud, der havde værdi for én.

Det har til tider været så utrolig uoverskueligt og der har været gange, hvor jeg bare har siddet og hulket på gulvet i ren afmagt.

Men det blev lejligheden jo ikke tom af og derfor måtte jeg hanke op i mig selv og få det overstået – Endnu engang måtte jeg putte sorgen “on hold”.

At gennemgå min fars ting har givet mange tårer, mange grin, mange spørgsmål og mange svar.

Jeg har hulket højlydt, da jeg fandt gamle breve, jeg havde sendt til ham. Jeg smilede stort, da jeg fandt vores fælles yndlingsfilm (på VHS, naturligvis). Jeg grinede højt, da jeg fandt alle de Kasket Karl striber, han havde klippet ud af avisen. Jeg græd, da jeg fandt alle brevene fra hans mor, hun havde sendt til ham, da han boede i Grønland. Jeg forstod pludselig en masse, da jeg tillod mig at læse nogle af dem. Jeg hulkede af grin, da jeg fandt de fødselsdagsinvitationer, han ville have brugt til sin 75 års fødselsdag. Jeg blev så trist, da jeg vidste han aldrig ville få dem brugt, selvom han selv havde valgt ikke at holde stor fest, da han fyldte 75 år. Jeg blev så glad, da jeg fandt en masse billeder af Louie på hans computer. Jeg fik dårlig samvittighed, da jeg opdagede de alle var gemt fra Facebook og ikke nogen, jeg selv havde sendt til ham. Jeg blev stolt, da jeg fandt avisudklip fra dengang han var formand for områdets kvarterhus.

Hele følelsesregistret blev fundet frem i denne proces – Og det har sikkert været rigtig sundt for mig, på en måde.

Men samtidig har jeg været så enormt stresset over det hele, at jeg slet ikke har tilladt mig selv, at bruge den tid, jeg havde brug for.

Og det er min egen skyld – Jeg kan ikke bebrejde andre.

Det var mig selv, der ville have tømt lejligheden indenfor 4 uger, så vi kunne få lukket det kapitel.

Dog sidder jeg nu tilbage med følelsen af, at det hele gik lidt for hurtigt.

Jeg tog mig ikke tiden til rigtigt at tænke og sørge, ét af de steder hvor jeg følte mig allermest tryg – Fars lejlighed.

Det hele gik op i tømning og rengøring, hvor det havde været rart med flere stunder, hvor man bare kunne have siddet på gulvet og hylet, set yndlingsfilmen (på VHS, naturligvis – For han havde selvfølgelig en VHS afspiller) eller brugt tid på at mærke efter, om man ønskede at beholde den lampe, der hang på kontoret.

Men nu er det for sent – Lejligheden er tømt og nøglerne er afleveret.

Jeg brugte 15 minutter på at græde og tage billeder af udsigten – Min far elskede den udsigt og sagde altid, det var hans bro. ;o)

Okay, Storebælt er ikke helt så tydelig, når vejret er overskyet – But you get the point.

Jeg vil ikke fortryde mit valg om hurtig tømning – Det vil bare sparke til min dårlige samvittighed og intet godt føre med sig.

Og det har jeg slet ikke brug for nu!

Nu har jeg brug for at være i sorgen og ikke hele tiden tænke praktiske tanker.

Og det føles så mærkeligt at sidde med de følelser i sig, “så lang” tid efter hans død, da mange måske allerede ville være kommet en del videre på dette tidspunkt.

Men jeg gav ikke mig selv plads til at sørge i starten af det hele.

Jeg gav plads til praktiske gris, der nok skulle klare det hele og gerne så hurtigt som muligt.

Men nu kan jeg heldigvis se en ende på det.

Min far har fået det smukkeste gravsted og er kommet i jorden, lejligheden er tømt og afleveret, skifteretsattesten er netop modtaget, alle abonnementer er opsagt og afsluttede og gravstedet er pyntet pænt op til jul.

Så nu vil jeg simpelthen tillade mig at give praktiske gris et los i røven og give plads til tanker, minder, tårer og grin.

Måske vil jeg sætte mig midt på gulvet og hyle, måske vil jeg finde vores yndlingsfilm på nettet (For jeg har ikke VHS afspiller), måske vil jeg læse nogle breve igennem igen.

Jeg var helt sikkert ude på noget dengang

Lige meget hvad, vil jeg give plads til min sorg – Det skulle jeg have gjort fra starten!

Kram til jer alle.

 

Familien Atom – Anmeldelse

Familien Atom – Anmeldelse

// Sponsoreret indlæg med helt egne ord og meninger //

Wow! Der er store forventninger til “Familien Atom” fra Egolibris: https://www.shop-egolibris.dk/, som jeg skal anmelde for http://momstertest.dk/ – Bogen, der har til formål at give børn en tidlig og sjov introduktion til fysikkens verden.

Min egen introduktion til fysikkens verden, startede da fysik kom på skemaet i folkeskolen. Her havde jeg travlt med at sladre med veninderne på bagerste række, grine af læreren, der lignede julemanden og måle højden på vores Buffalo støvler – Så desværre var der ikke helt så meget tid til at lære fysik, når det andet også skulle passes.

Heldigvis har forfatteren Jakob Lund Pedersen taget højde for de teenagepiger, der nu er blevet voksne og har skiftet Buffalo støvlerne ud med mand og børn.

Første side i bogen, henvender sig nemlig til de voksne og giver en lille opsummering af atomer og deres opbygning (Der så alligevel får en klokke til at ringe – Pyha, så spildte “julemanden” da ikke helt sin tid tilbage i folkeren). Samtidig er der en fin introduktion til karaktererne i bogen og hvorfor de hedder det, de hedder og opfører sig som de gør – Hurra for det, ellers ville det blive en enorm kedelig spørgetime for Louie efter at have læst bogen.

Som skrevet er forventningerne høje – Min lille mand skal lære om fysikkens verden!

Jeg fortæller Louie, at vi skal læse en bog og snakke lidt om den bagefter – Den er han total med på.

“Hvad handler den om, mor?”

“Den handler om en lille dreng, der prutter sin familie væk”.

Her ved ALLE, der har været i selskab med en 5 årig dreng, hvilken reaktion, der kommer – Prutter ER bare sjove, når man er 5 år gammel. Men okay, bogen er nu allerede godkendt og det er jo en god start.

Men det er jo ikke kun ham, der skal godkende den – Jeg får også lov og jeg kan altså ikke blødgøres med prutter.

Men det behøver jeg heldigvis ikke at blive.

Kender du de bøger, der fylder så meget i skødet, at man næsten ikke kan skifte side, hvis man sidder tæt og hygger? Eller de bøger, der simpelthen er så store og tunge, at de bliver ved med at falde ned i hovedet på én, når man prøver at læse en godnathistorie samtidig med man ligger i juniors seng og putter? Der er selvfølgelig også de bøger, der er så små, at man er tvunget til at holde dem oppe hele tiden og ender med sovende fingre og krampe i armene, for at junior kan følge med på siderne og se billederne – Dem kender jeg og de er faktisk hamrende irriterende. Luksusproblemer, I know, men det er altså et irritationsmoment herhjemme.

Og det kan åbenbart undgås, da Jacob og https://www.shop-egolibris.dk/ har fundet en rigtig fin størrelse til bogen – Den kan nemt ligge i skødet og junior kan sidde helt tæt (det er bare med at nyde det, så længe de gider) og størrelsen fungerer rigtig godt, når man ligger og putter i sengen. Skulle man alligevel tabe den i hovedet, gør den heller ikke så meget skade med den fine størrelse.

Louie og jeg får læst bogen – Wow, der er mange prutter.

Faktisk ender lille Proton med at redde sine forældre, ved at lave en prutsky, de kan lande sikkert på – Der kom lige en spoiler, men håber du klarer den.

Her reddes dagen lige med en prut-sky                   Louie´s favorit passage

Selvom jeg faktisk er blevet total snerpet på mine gamle dage og slet ikke synes, at prutter er sjove, må jeg indrømme, at jeg synes historien er meget sød.

Louie er selvfølgelig helt tosset med at lille Proton prutter, så taget ryger af huset og der bliver helt tåget, men faktisk gav den også mere end billige prut-grin.

Bagerst i bogen, er der nogle sider, hvor man lige får forklaret atomer i børnehøjde (eller voksenhøjde, hvis man ikke lige fulgte med i folkeren) og det var faktisk mere spændende for Louie end jeg havde troet.

Louie er en kvik dreng, med et godt hoved og har maaaaange spørgsmål om aaaaaalt – Men han har også krudt i røven og tingene kan hurtigt blive lidt kedeligt, hvis interessen ikke lige er der. Men “atomer i børnehøjde” indbød faktisk til sjove spørgsmål og fangede hans interesse længere end jeg havde regnet med. Han hentede også et forstørrelsesglas, for at tjekke om de der atomer nu var så små, som han lige havde fået af vide – Kritisk type, der ikke bare tager Jakobs ord for gode varer, tænker jeg.

“Atomer – For børn”, som der står bagerst, giver mig hurtigt lidt nervøse trækninger ved øjnene. Jeg kan desværre opleve, at der tales enormt ned til børn – Især når der skrives eller tales om noget, der måske er en smule mere svært end at tegne pindemænd og lege gemmeleg. De er altså langt klogere end man tror og jeg synes faktisk, man skylder dem en chance for, selv at gøre sig nogle tanker.

Men faktisk har Jakob skrevet en forklaring, der sagtens kan forstås af børn og samtidig er skrevet i et sprog, der henvender sig til børnene, dog uden at tale ned til dem – Det´ fedt!

Og så er der lige gjort plads til det kunstneriske gen, da junior kan tegne atomer på de bagerste sider – Det var et stort hit hos Louie, der havde droppet forstørrelsesglasset og jagten på atomer og nu kunne sidde og hygge med farveblyanterne.

For jeg vil ikke anbefale at bruge tuscher til at tegne atomerne. Siderne er for glatte og for tynde, synes jeg. Det vil ende med udsplattede atomer og partikler, der er gået igennem siderne – Og det ville være synd for den fine bog. Jeg ville måske anbefale Egolibris og Jakob, at de prøvede med nogle tykkere og matte sider, da farveblyanterne virkelig skal moses ned i papiret, for at kunne ses. Og når man nu har fået en god idé til at inddrage junior, er det synd, at det ikke bliver helt optimalt – Louie måtte, i hvert fald, skifte blyanterne tit og brokkede sig lidt over, at det var svært at få farven frem på papiret.

Men når det så er skrevet, er det faktisk også det eneste, jeg vil “brokke” mig lidt over.

Louie var vild med bogen: “Jeg synes den er dejlig og vil gerne læse den igen” – Den sætning gik lige i hjertet og kunne opveje prut-humoren, der ellers havde haft overtaget.

Anna Sigismund har sørget for de fineste illustrationer med lækre farver og en super fin streg, der virkelig komplimenterer bogen og gør den endnu mere interessant for junior.

Om Louie ender med at blive atomfysiker efter at have læst denne bog, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan ærligt sige, at han endnu ikke havde anet, hvad et atom er, hvis ikke vi havde læst bogen. Det er ikke atomer, Newtons love og det periodiske system, der lige sludres om, når der køres spaghetti med kødsovs ind til aftensmad. Dermed ikke sagt, at vi er total uciviliserede herhjemme og ikke taler om andet end forældremøder, madplaner og gummistøvler, men mere, at vi ikke havde taget dette emne op, hvis ikke vi havde læst denne bog.

Den er go´kæænt

Er du nysgerrig og kunne du tænke dig, at introducere junior til fysikkens verden?

Så skal du heldigvis kun sove 9 gange, indtil du kan få fingrene i “Familien Atom” fra Egolibris – Du kan nemt hoppe ind her og smide den i kurven med det samme: https://www.shop-egolibris.dk/familienatom. Du skal kun slippe en 100-mand for bogen og det er altså en rigtig fair pris for en bog, der indbyder til både grin (PRUUUUT!), læring og gode snakke.

 

 

 

 

 

 

 

Bare 5 minutter mere

Bare 5 minutter mere

Her har været stille – Meget stille.

Normalt er her ikke stille og normalt er her faktisk morsomt at være, men lige nu, er her både stille og absolut ikke morsomt.

Jeg har mistet min far.

Jeg er en voksen kvinde med både mand og barn – Men lige nu, føler jeg mig som en utrolig trist lille pige og er fyldt med en sorg, der simpelthen skærer i mig og gør så ufatteligt ondt.

Min far blev 75 år. Han lagde sig i sofaen for at slappe af og vågnede ikke igen.

En måde, mange sikkert vil mene er den helt rigtige, når tiden er inde. Og nogen vil måske endda mene, det kan hjælpe med at komme hurtigere over sorgen og komme videre.

Men sandheden er, at jeg savner ham så forfærdeligt meget og ville have gjort alt for bare 5 minutter mere.

5 minutter mere, hvor vi kunne have hulket af grin over Ørkenens Sønner.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham brokke sig over fodboldspillere, der havde mere travlt med at filme end spille fodbold.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre om hans festlige unge dage.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre om naboens datters fætters kusines søn, der endelig havde fundet den cykel, der var blevet stjålet.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham forklare, hvad spidsen af en jetjager rent faktisk koster.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bede ham skrue op for høreapparatet, så jeg ikke skulle råbe.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se, hvor stolt han var af Louie.

5 minutter mere, hvor vi kunne grine højlydt af, at han havde 20 par læsebriller og alligevel aldrig kunne finde et par.

5 minutter mere, hvor jeg kunne være så imponeret, af hans evne til at holde sig opdateret indenfor alt, hvad der rørte sig indenfor teknik og revision.

5 minutter mere, hvor jeg kunne høre ham have dybe samtaler med min mand.

5 minutter mere, hvor vi kunne drikke kaffe og spise prinsessestang.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bruge tid på at lukke hans skabe og skuffer, der altid stod åbne.

5 minutter mere, hvor jeg kunne smile lidt for mig selv, når han igen sad og pillede i knapperne på sin skjorte.

5 minutter mere, hvor jeg kunne grine lidt af, at han synes jeg ligner Stéphanie Surrugue, der i hans verden, er den smukkeste kvinde.

5 minutter mere, hvor jeg kunne bekymre mig lidt over, at han stadig arbejdede så meget.

5 minutter mere, hvor jeg kunne klaske mig på låret af grin, når han fortalte hvordan han havde klippet alle elastikkerne ud af sine sokker, fordi de strammede.

5 minutter mere, hvor jeg kunne nyde godt af hans gode og velmenende råd.

5 minutter mere, hvor han igen kunne understrege, hvor meget 1 milliard var og nærmest lød overrasket hver gang han forklarede, at det var 1000 millioner.

5 minutter mere, hvor jeg kunne irritere mig over, at han spiste så langsomt, at man altid skulle vente på, at han blev færdig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne nyde alle de billeder, han havde hængende af børnebørn, mine søstre og jeg.

5 minutter mere, hvor jeg kunne grine af, at han altid skulle fægte rundt med armene, når han talte – Og gerne med noget i hænderne.

5 minutter mere, hvor han kunne give Louie en kæmpe bøtte med slik.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se, hvor stolt han var af mig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne skraldgrine af, at han ville have begravet sin amputerede storetå i kolonihaven og skrevet et skilt: “Her hviler Knuds storetå efter 72 år”.

5 minutter mere, hvor jeg kunne have hørt om alle de skønne mennesker, han havde omkring sig.

5 minutter mere, hvor jeg kunne se hans glade ansigt, når han kunne slå sin krykke ud i et snuptag.

5 minutter mere, hvor vi kunne grine så voldsomt af Tømmerflåden med Kjeld og Dirch, at der ingen ord kunne komme ud af munden på os og tårerne trillede ned af kinderne.

5 minutter mere, hvor jeg kunne kramme ham, holde hans hånd, nusse hans kind og fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham.

5 minutter ville slet ikke være nok – Men jeg ville gøre ALT for bare 5 minutter mere med min far.

 

Hvad med du lige talte pænt og opførte dig ordentligt?

Hvad med du lige talte pænt og opførte dig ordentligt?

Dette indlæg er skrevet af et virkelig surt fruentimmer!

Et fruentimmer, hvis bæger ikke blot har fået den berømte sidste dråbe – Det er nærmere en tsunami, der er skyllet ind over mit bæger og virkelig har bragt mit pis i kog.

Smid stængerne op, lav en kop kaffe og sæt mobilen på lydløs – Dette indlæg bliver langt, for jeg har sgu brug for at komme af med noget luft!

Som overskriften siger, handler dette indlæg blandt andet om at tale pænt – Lad mig bare slå fast, jeg taler ikke pænt, når jeg virkelig ruller mig ud.

Mit sprog kan få selv den værste bodegafætter til at rødme og sige: “Ahhh, sku´ vi nu ik´ lige?”, samtidig med han kigger sig bekymret omkring, for at se, om nogen skulle have hørt de uhyrligheder, der netop forlod mine læber.

MEN!

Selvom jeg kan ord, der aldrig bør gentages og kan tale i et lydniveau, der får hunde til at gø – Så taler jeg altså pænt.

For der er dælme kæmpe forskel på at sige bandeord og få voksne mænd til at rødme og så på at være et røvhul!

Og jeg er altså ikke et røvhul!

Jeg er godt opdraget hjemmefra (TAK, Mutti) og respekterer andre mennesker, deres meninger og holdninger. Jeg kunne aldrig drømme om at tale nedladende, grimt eller decideret ondskabsfuldt til folk, der intet har gjort mig – Og især ikke til helt fremmede mennesker.

“Kommer du til sagen eller vil du bare fortsætte med at rose dig selv?”

Ja ja, det var blot for at understrege, at man altså ikke behøver være en idiot eller et røvhul, bare fordi man siger “sgu” og “fanden” og det, der er værre, engang imellem.

Et hurtigt kig på internettet, giver et virkelig skidt indtryk, når det kommer til kommunikation imellem voksne fremmede mennesker – Voksne mennesker, der helt uden forbehold, skriver alverdens modbydeligheder afsted mod folk, de aldrig har mødt.

(Jeg tillader mig at fokusere på de voksne i dette indlæg, da børn og unge trods alt kan skyde noget af skylden på frontallapperne, der ihærdigt prøver at blive færdigudviklede)

Gang på gang, kan jeg blive fuldstændig målløs (og det sker virkelig ikke tit), når jeg falder over disse kommentarer.

Mine tæer kramper simpelthen så hårdt, at de næsten ikke kan rettes ud igen, og jeg ender sgu snart med at ryge 2-3 størrelser ned i sko.

Jeg sidder i bedste “oh no, you didn´t” pose, når endnu en idiot skal gøre sig bemærket på nettet og straks fyrer den ene latterlige kommentar af efter den anden.

Jeg ruller øjnene helt tilbage i baghovedet, da jeg IGEN læser sætningen: “Altså her i Danmark har vi ytringsfrihed, så jeg siger hvad det passer mig”.

Jamen for helvede da, din idiot! Der er sgu da forskel på ytringsFRIHED og ytringsPLIGT – Slå det eventuelt op i en ordbog og udvid din horisont.

Okay okay, jeg er virkelig et surt løg lige nu, I know – Men er jeg den eneste, der bare er skide træt af internetkrigere, der kæmper for deres ret til at være idioter? Folk, der er fuldstændig ligeglade med, at de tromler folk ned, med deres total uacceptable attitude og deres “hvis ikke man kan klare at få kritik, skal man lade være med at smide ting på nettet” kampråb, der gjalder igennem hele internettet.

“Min indekat er desværre løbet væk – Er der nogen, der har set den? Den er sidst set omkring Østre Ballevej 19”

Et meget almindeligt opslag på Facebook efterhånden, hvor mennesker henvender sig til andre mennesker, for at få hjælp.

Kriger 1: “Katte er naturlige vilddyr og vil aldrig kunne vænne sig til at blive indekatte – Det er derfor den er løbet væk”.

Åh, hvor bliver jeg dog glad for at læse ovenstående – Så er det jo faktisk en god ting at MisMiv er stukket af, så hun kan udleve sin længe ventede drøm om at blive vilddyr.

Kriger 2: “Måske du skulle lukke dine døre”?

Hvad siger du? Kan de der rektangulære tingester, der sidder fast i dørkarme lukkes?

Kriger 3“Man må slet ikke have kat i lejlighederne på Østre Ballevej.”

Tusind tak for den information – Så kan jeg jo heldigvis være ligeglad med, om MisMiv vender tilbage.

Er der virkelig ikke én hjernecelle, der lige stopper op og råber: “Timeout, guys! Vi bliver sgu lige nødt til at tænke det her igennem – Er vi sikre på, at hun virkelig har brug for de her kommentarer, når hun egentlig bare spørger om folk har set hendes kat?”

Og hvis der rent faktisk var én hjernecelle, der havde nosser nok til at gå mod strømmen, blev den så overrumplet af de 3 andre, der straks var i gået i battlemode: “Nej for helvede, madammen har smidt et opslag på nettet, så er det vores PLIGT at skrive et eller andet, der slet ikke hjælper med at finde MisMiv.”

Ja, jeg kan naturligvis godt forstå, at det er UTROLIG vigtigt, faktisk livsnødvendigt, at der lige smides en kæk bemærkning ind – Der er jo ytringsfrihed her i Danmark. #facepalm

Men ved du hvad vi også kan have i Danmark?

Empati for andre mennesker, respekt for andre mennesker OG evnen til at scrolle elegant videre, hvis et opslag ikke har din interesse.

Men det er åbenbart en utrolig svær bevægelse, den der med at scrolle ned – Måske er man bange for at brække fingeren, hvis man forsøger sig?

Og så er det naturligvis meget nemmere, at sætte sig ned og skrive en flabet bemærkning til en fremmed dame, der bare gerne vil vide, om nogen har set hendes kat. #facepalmnumbertwo

Der er dog forskel på internetkrigerne.

Der er ovenstående, som reelt set er harmløse, men med ligeså meget medfølelse, som 3 tomater på række.

Så er der de internetkrigere, der har gjort det til deres fornemmeste mission, at tilkendegive deres meninger på trods af, de overhovedet ikke blev spurgt og simpelthen ikke er i stand til at give ordentlig konstruktiv kritik.

“Her er lidt billeder af min nyindrettede stue.”

Et eksempel på et opslag i en facebookgruppe, hvor man kan inspirere hinanden indenfor boligindretning.

Kriger 1: “Total upersonlig stil – Må det ikke så ud som om der bor nogen?”

Nej, mit hjem må ikke betrædes eller bruges. Huset er udelukkende købt for at tage pæne billeder til Facebook og Instagram.

Kriger 2: “Puha, godt det ikke er mig, der skal opholde mig i sådan et sterilt udseende område”

Øv bøv, her havde jeg sgu ellers lige tænkt at invitere dig på te og hindbærsnitter – Oh well.

Kriger 3: “Du har da virkelig fået kastreret din mand, når han har sagt god for den farve på væggen.”

Ja, først sagde han nej, men så hentede jeg saksen – “klip klip”, 1 stk. rosa væg til mig.

Ovenstående er et skræmmende eksempel på, at nogle mennesker føler de kan tillade sig alt bag en skærm.

Det er gruppen af krigere, der er overbevist om, at deres meninger er uundværlige og de faktisk gør verden en tjeneste, ved at skrive deres uforbeholdne meninger.

Skulle der så komme en enkelt kommentar til deres, der pænt informerer om, at man synes det er lidt grove løjer, så skal du sgu se en kriger i aktion.

”Hvis man smider billeder op på internettet, må man da tage den kritik, der kommer, med – Eller skal det bare være en omgang rygklapperi herinde?”

Fald lige ned, kriger – Ingen har sagt, du ikke må kommentere på opslaget eller komme med din mening.

Men hvis du så gerne vil kommentere på et opslag, der tydeligvis ikke er din smag, kunne du måske bruge 2 minutter på at formulere en kommentar, der i det mindste ikke gør en fremmed ked af det og får dig til at fremstå som en komplet douchebag.

Måske tager personen det helt stille og roligt, men der kan altså også sidde en helt fremmed, det bliver enormt såret over ovenstående kommentarer.

Det er ikke alle, der har så meget attitude som dig – For du må jo være en rigtig badass med den indstilling. #facepalmnumberthree

Vi kan nok alle blive enige om, at krigere som ovenstående, burde prøve at kravle et par skridt op af “sociale færdigheder” stigen og nyde udsigten derfra.

Men der er desværre endnu et eksempel, jeg gerne vil nævne.

Og her er der ikke blot tale om internetkrigere – Her er der også tale om deciderede røvhuller!

Javist, nu taler jeg selv dårligt om andre mennesker – Men tjek lige det her!

(Min veninde har givet tilladelse til at poste dette screenshot)

Her prøver min veninde at købe en sofa – Hun vil dog gerne lige se et enkelt billede af HELE sofaen, inden hun beslutter sig helt.

Ja ja, hvad fa…. bilder hun sig da også ind, sådan at spørge ind til flere billeder – Det er jo en designersofa til 15.000 kr., som hun tydeligvis (ifølge sælger) ikke har råd til og burde lade være med at savle over. #facepalmnumberfour

Tænk engang, at et fremmed menneske, simpelthen mener det er okay, at man skriver sådan!

Måske har han fået et hav af useriøse henvendelser og er ved at være en smule træt – Men det retfærdiggør da på ingen måde, at min veninde skal have sådan en uforskammet besked smidt afsted, når hun meget pænt spørger om ekstra billeder – Den må han da tage med dem, han faktisk har en god grund til at tro, kunne være useriøse.

Her er tale om de internetkrigere, der virkelig er på krigsstien – Krigere, der er fuldstændig ligeglade med folks følelser og gerne tager kampen op, for at få prisen som “douchebag of the year”.

De tromler henover slagmarken med tastaturet hævet højt i luften og forsøger at få, så mange som muligt, pløjet ned i kampen.

“Min søn er lige flyttet ind på hans eget værelse – Er så tilfreds med resultatet.”

Igen et opslag, der tit kommer i diverse grupper jeg er medlem af på Facebook.

Kriger: “Godt jeg ikke er barn hjemme hos jer! Det må være forfærdeligt at være barn hos jer og sidde i sådan et farveløst værelse. Det barn bliver, ifølge studier, aldrig glad og kan ende med at udvikle både depression og angst.”

Her tror du så, at jeg overdriver helt vildt – For sådan er der jo aldrig nogen, der vil kommentere på et billede af et børneværelse og til et fremmed menneske, vel?

Øh jo! Ovenstående er en næsten identisk kommentar, som jeg faldt over i en gruppe.

Da jeg vender tilbage til opslaget, efter at være gået total i brædderne af forargelse, fortsætter krigerne kampen imod den modstandere, der prøver at afslutte krigen.

Modstander: “Jeg tror nu nok, barnet skal klare den, selvom væggene er hvide og sengetøjet er gråt – Mon ikke det farverige legetøj ligger i en skuffe, hvor det kan tages frem ved behov?”

Kriger: “Her i Danmark har vi ytringsfrihed (#facepalmnumberfive) og jeg skriver hvad der passer mig. Når folk poster billeder, må de også tage imod den kritik, der kommer og jeg synes altså, det værelse er forfærdeligt. Det er folk som jer, der aldrig burde have været forældre, når I fokuserer på at indrette udstillingsværelser til jeres børn, i stedet for at give dem kærlighed og tryghed – Føj, siger jeg bare!”

Modstander: “WOW!”

Sådan fortsætter krigen, der næsten kan gøre kampen om Troja til skamme, indtil en administrator får slettet opslaget.

Jeg er RYSTET! Virkelig rystet!

Der sidder simpelthen mennesker derude, der helt oprigtigt føler, de har alverdens rettigheder til at nedgøre, chikanere og mobbe andre mennesker. Mennesker, der simpelthen vil dømme en fremmed kvinde som dårlig mor, fordi hun har hængt et gråt gardin op på sit barns værelse og gemt legetøjet i en skuffe. Mennesker, der tillader sig at skrive nedladende til folk, der ønsker at få hjælp og er ekstremt sårbare i den situation. Mennesker, der elsker at starte en diskussion og bare vil være på tværs, på trods af, der aldrig er blevet bedt om deres mening. Mennesker, der mener det er en menneskeret at chikanere fremmede folk, fordi de har andre meninger og tør at gå imod strømmen – Jeg kunne blive ved, desværre!

Med dette indlæg, forventer jeg ikke at redde verden fra alle typer internetkrigere – Det ved jeg godt, er en håbløs kamp, da der altid vil være douchebags på nettet.

Jeg mener absolut heller ikke, at man aldrig må kommentere og komme med sine meninger. Jeg mener egentlig bare, at nogle mennesker bør trække i håndbremsen, når fingrene kilder for at kommentere på et eller andet.

Forestil dig, at din kommentar, er en virkelig samtale face to face – Har du så stadig lyst til at fortælle den fremmede kvinde, at hun er en dårlig mor grundet hendes valg af gardiner eller ligner en hval i bikini, fordi hun vejer 5 kg for meget og har strækmærker?

Hvis du stadig gjalder rundt på slagmarken efter ovenstående spørgsmål, så er du sgu desværre tabt, tænker jeg – Jeg beklager, jeg har spildt din tid med dette indlæg.

Jeg ønsker egentlig bare, at folk lige finder lidt pli og empati frem fra godteposen og prøver at opføre sig ordentlig overfor andre mennesker – Smid “ytringsfrihed VS. ytringspligt” på losseren og få nogle saglige diskussioner, hjælp din nabo med at finde MisMiv, scroll videre, hvis du synes det er et grimt værelse, ti stille, hvis du ikke er blevet bedt om din mening og du blot vil starte en negativ diskussion, lad vær med at chikanere mennesker, der ikke ligner dig eller er din type og tag så lige og tal pænt og opfør dig ordentligt!

Tænk dig nu om – Lad nu den ene hjernecelle, der står bagerst og råber: “Pick me, Pick me”, få ordet – Måske er den ret fornuftig og har noget godt på hjerte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Identiketter – Hot or Not?

Identiketter – Hot or Not?

// Sponsoreret indlæg – Med helt egne meninger  //

“Arghh, hvor fanden er dine bukser, og dine sko, og din jakke, og din bamse, og din nye drikkedunk og og og..”

Ovenstående sætning er simpelthen bare skide irriterende.

Man bander og svovler, mens man roder diverse glemmekasser igennem og sniger sig rundt i de andre ungers garderober.

Man får øje på et barn, der har præcis samme jakke på, som man går og leder efter – 2 minutter senere er man forvandlet til good cop/bad cop og spørger:

Har du fået ny jakke?”, mens man kører elevatorblikket op og ned af ungen, for at finde et bevis på, at den er nakket fra sit barns garderobe.

“Næh, den har jeg haft længe”, svarer det stakkels barn, der er total uvidende om mit næste træk.

“Den er søreme flot”, siger good cop, mens bad cop tager over: “Fortæl mig hvor den er fra – NU!”

Og før man ved af det, står der en pædagog og glor forarget på én – “Hvad? det er da ikke mig, der har nakket en jakke”, signalerer man med armene ud til siden.

Hele dette scenarie (der naturligvis er fiktion, da man selvfølgelig aldrig ville tale sådan til et barn, hvis der stod en pædagog i nærheden) kunne nemt være undgået.

I stedet for at krydsforhøre det stakkels barn, kunne man måske bare have flået jakken af barnet og skyndt sig hjem med den under armen?

Ej, det er vist heller ikke så smart, har jeg hørt – Kunne man have gjort noget helt tredje?

Øh ja, man kunne have investeret i et par “identiketter” – Voilá, problem solved.

Identiketter har nemlig fat i den lange ende!

De har forstået, at man ikke skal rende rundt og flå jakker af andre børn og stikke af med dem, fordi man er sikker på det ikke er deres.

De har forstået, at mange børn ikke helt er inde i “jeg-ligger-naturligvis-lige-min-nye-drikkedunk-sikkert-på-min-plads” perioder, men derimod mere inde i “2-meter-nede-i-sandkassen-er-det-klart-bedste-sted-at-ligge-en-drikkedunk” perioder.

De har forstået, at mange børn pludselig opfører sig som teenagerpiger, der skal til deres første fest og ikke aner hvad de skal have på. Tøj bliver fået ud af tøjskabet, samtidig med at der lyder hysteriske flip såsom: “Hvorfor fremhæver de her bukser ikke min røv mere?” – Tag ovenstående og byt tøjskab ud med garderobe og hysterisk flip over manglende røv med “hvorfor er det den blåååååå Ninjago, når jeg hellere ville have haft en trøje på med den røøøøøde?”

De har forstået, at mange børn lever i nuet og ikke altid lige får orienteret sig eller er opmærksomme på, hvor de lige smed trøjen, inden de skulle tilbage fra tur med børnehaven. Og prøver man at spørge lidt ind til, hvor trøjen måske kunne befinde sig, fortryder man lynhurtigt:  “Men skat, hvor lagde du trøjen?”, spørger man sødt. “Altså, det var et sted hvor der var en sten og himlen var blå. Og ved du hvad Carl havde med i madpakken? I hvert fald IKKE leverpostej. For Carl hader leverpostej, men vi spillede fodbold og jeg scorede et mål. Så så jeg en snegl, der lå ved siden af en død edderkop. Altså ikke en fugleedderkop, for de findes ikke i Danmark. Har du været i Afrika før, mor? Jeg ville gerne til Afrika, men også gerne til Østrig. Frida har været i Østrig maaaaaange gange, men ikke i Afrika. I Australien har de store slanger og jeg har engang set en stor fugl” – Op i røven med den trøje, vi køber en ny!

MEN!

Havde man nu placeret et smart lille mærke i den trøje, kunne det jo være, man fik en opringning om, at der lå en trøje henslængt over den store sten i parken (så var det altså noget med en sten).

Man kunne nemt lige tjekke bunden af drikkedunken, når den blev fisket op af sandkassen, for at tjekke om det nu også var den, man manglede og som stadig indeholdt den mælk, man havde fyldt i for 4 dage siden (ad ad ad).

Man kunne hurtigt få lagt t-shirten med den røøøøøøøde Ninjago tilbage i kammeratens garderobe, efter at have sorteret i ungernes “store-bytte-tøj-dag” fest.

Generelt er det faktisk utroligt, hvor meget et lille klistermærke kan hjælpe i hverdagen.

Ja ja, jeg har slettet mit telefonnummer – Tænk, hvis der sad en telefonsælger og lurede med, gyyyys!

Ovenstående mærker er fundet og designet her:

https://www.identiketter.dk/navnemaerker/

“Kan de lave kaffe og servere morgenmad på sengen?”, spørger du – Naturligvis ikke, men det kan vi jo heldigvis selv og Identiketter lover altså ikke at redde alle dine søndage med deres små navnemærker.

For det er lige præcis dét, Identiketter laver – Små navnemærker, der klistres på tøj, bamser, drikkedunke, sutteflasker, sko, hatte, bøger, you name it!

Små navnemærker, der bare lige klæbes på, så hverken strygejern, tuscher eller symaskinen bliver unødigt forstyrret – Dét er fileme smart, altså.

“Altså, min lille junior smider ALDRIG noget væk. Alle hans ting ligger fint i garderoben, når vi kommer og henter ham”.

Det er sgu dejligt at høre – De børn findes naturligvis også. MEN, størstedelen af børn, får sgu smidt noget væk eller efterlader tøj eller andet på legepladsen.

Og så er der en pædagog, der har gået rundt på legepladsen og indsamlet diverse ejendele, gloet efter navn på tøjet, opgivet at finde navn, spurgt en kollega om de ved, hvem der ejer den lyserøde kvasthue med Elsa på (hvilket vi jo ved, kan være næsten alle pigerne OG nogle af drengene), spurgt ungerne om det var deres, fået tusind “jaaaaaa, det er miiiiiiin” og er derfor lige så langt som før, med at finde ejermanden.

Til sidst ryger den i “glemme-rode-rage” kassen, indtil lille Sofie pludselig får øje på den lille bitte grønne tuschplet, der er kommet på huen, efter hun legede enhjørning og brugte en tusch som horn.

Tadaaa, mysteriet om den mistede Elsa hue, er hermed løst – 5 timer og 37 minutter efter den blev væk og en pædagog har brugt en masse tid på at lokalisere ejermanden.

Så hey, hvis ikke for din egen skyld (for virkelig fedt, hvis dit barn virkelig ALDRIG mister noget), så gør det i det mindste for personalet i institutionerne.

Pædagoger landet over, knokler med at passe på vores børn. De udvikler dem gennem leg og læring, tørrer deres numser, håndterer konflikter, får dem til at grine højt, sørger for de er trygge, trøster dem hvis de græder og prøver at holde styr på hele slagmarken, mange timer dagligt – De har rigeligt at se til og behøver ikke bruge unødig tid på at tonse rundt og lede efter eller sortere vanter, trøjer, krammebamser, madkasser eller hvad ungerne nu har med i institutionen.

Så på med mærkerne og hjælp en pædagog med at få et par ekstra minutter i hverdagen – Det tæller alt sammen og det går til et godt formål, nemlig vores børn.

Så skal der dælme “identikettes”

“Men er de nu så smarte, de små mærker?”, spørger du?

Oh yes, de er altså virkelig smarte.

Mærket hives forsigtigt af.

Hvis det først krøller, får du det aldrig rettet ud igen (hvilket faktisk beviser, at limen er stærk som bare pokker). Og pas på med fedtfingre, da mærket måske ikke vil sidde så godt fast efterfølgende (der skal dog MANGE fedtfingre til – Så medmindre du virkelig får kørt mærket rundt ved hver finger og laver high-fives med det, så er der ingen problemer).

Find det rigtige sted at klæbe mærket på.

Navnemærkerne, jeg har testet, skal klistres på vaskeanvisning eller tøjmærker i tøjet – Så du kan altså ikke bare klaske dem overalt på juniors trøje og lave et helt Picasso værk.

Hvis du alligevel ikke følger anvisningen, risikerer du at ødelægge limens klæbende egenskab, når tøjet vaskes – Og det er jo mægtig fjollet, når nu de virkelig forklarer, hvor mærket skal klæbes fast henne.

VUPTI, så kan junior godt glemme sin nye drikkedunk og bytte tøj med gutterne. Det skal nok vende tilbage igen – Især hvis man lige er smart, at få noteret et telefonnummer på de små mærker sammen med juniors navn.

Sommerhatten er reddet!

Og tro mig, de mærker bliver bare siddende – Jeg HAR sat dem på prøve og vil naturligvis ikke anbefale produkter, jeg ikke har testet til ukendelighed.

De har været i vaskemaskinen, i sandkassen og i opvaskeren og derefter prøvede jeg at pille mærkerne af – Ja ja, det ville man normalt ikke gøre, men de skulle virkelig sættes på prøve.

Kunne de pilles af? Ja, ærlig talt, så kunne de. Hvilket så faktisk også kan være praktisk, hvis tingene skal gives videre en dag.

Var det nemt? Slet ikke – Det var noget af en kamp, der dog blev lettere med mine lange negle. Så har du korte negle, skal du berede dig på noget af en omgang.

Ja ja, men når nu de er så praktiske, som du siger, så kan mærkerne umuligt være særlig smarte”.

Au Contraire, my sweet!

Identiketter har nemlig kælet for detaljerne og sørget for, at du og/eller junior kan vælge mellem masser af forskellige ikoner, skrifttyper, farver, figurer, baggrunde etc. – Det behøver derfor overhovedet ikke at være kedelige mærker, der sidder i nakken af dit barn.

Og så er det delt op i kategorier, så man nemt kan navigere rundt uden at høre: ”Neeeeej, moaaaar, jeg ville se på piraterne – Find piraterne” og desperat prøve at finde tilbage til de vilde pirater.

Louie fik helt frie tøjler til at vælge 3 forskellige designs – Det blev til en god blanding af hjerter (“fordi det betyder kærlighed, moar” – Åh mit hjerte), vampyrere (“for de er mega seje og spiser blooooood, moar” – Åh mit hjerte igen) og dødningehoveder (ingen forklaring nødvendig der – Især når de kalder dem Kaptejn Skalleben!).

Hjemmesiden var super fin at navigere rundt på, uden for mange dikkedarer og smart blikfang, der fjerner fokus fra dét, du reelt er på siden for – “Vil du købe navnemærker? Fint, så er det her. Strygemærker? Lige der”. Super fedt!

“Men når nu de både er praktiske OG smarte, så koster de vel en formue?”

Nu skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på din økonomi, men umiddelbart kommer de små mærker ikke til at ruinere dig.

179,- for 120 navnemærker er en absolut rimelig pris, synes jeg – Og en hel del billigere end at købe ny Ninjago drikkedunk, hver gang den er glemt til gymnastik eller kastet over hækken.

Søger du lidt rundt, hvilket du faktisk ikke behøver, da jeg selvfølgelig har gjort arbejdet for dig (hurra for testere), finder du hurtigt ud af, at de har meget konkurrencedygtige priser.

Nuvel, prisen var en smule billigere på andre sider, men der får du så også kun 96 mærker og (hos nogen af dem) var fragt ikke inkluderet.

Hos Identiketter får du gratis fragt – Også selvom du ikke smider for 699,- eller derover i kurven.

Så herfra, kan jeg kun smide gode anbefalinger afsted mod Identiketter – De er skide fede og det synes Louie tydeligvis også!

Pssst! De er naturligvis også fri for ftalater og BPA.