Livet før og efter barn

Livet før og efter barn

Hvis du har børn, kender du det helt sikkert – Tankerne om livet før og efter børn.

Søndag før barn:

Står op omkring kl. 11, for at kæmpe mig ud til køleskabet, hvor en iskold cola er det eneste, der kan redde mine tømmermænd.

Resten af dagen bruges på sofaen med chips og film, samtidig med, jeg prøver at huske hvad fanden jeg lavede i går og hvor jeg lagde mit dankort.

Søndag efter barn:

Jeg vækkes kl. 6 af Louies blide røst, der høres igennem hele huset.

Jeg er fææærdiiig!”

Resten af dagen bruges i Tivoli, hvor jeg står i timelang kø sammen med Louie, for at få en krammer af Rasmus Klump.

Baderutine før barn:

Jeg vasker håret og masserer en lækker hårkur ind i håret

Hårkuren lader jeg sidde, mens jeg nænsomt får barberet alt fra halsen og ned – Naturligvis smurt ind i barberskum, der dufter fantastisk af blomster og parfume.

Så tager jeg lige en pause for at synge lidt ind i bruseren – “What you want, Baby I´ve got it, what you need, you know I´ve got it, all I´m asking, is for a little respect when I get home – R E S P E C T.”

Efterfølgende får kroppen en grundig tur med eksfolierende sæbe, inden jeg bruger masser af tid på at skylle sæben af.

Baderutine efter barn:

Vand i håret, shampoo i, shampoo ud – Der dufter lifligt af apotek og sterile omgivelser, da der naturligvis ikke bruges produkter med parfume i.

Så tager jeg lige en lynhurtig pause for at synge lidt ind i bruseren – “Jeg er en glad lille cowboy, fra Texas prærieland, at ride og kaste med lasso, er det jeg allerbedst kan – Jubijææ, jubijææ, er det jeg allerbedst kan.”

Et hurtigt hårtjek, før jeg bliver enig med mig selv om, at jeg kun behøver barbere nederste del af skinnebenet, da jeg alligevel skal have lange bukser på.

Spontane bytursinvitationer før barn:

En SMS tikker ind og 1 time senere sidder jeg i baren med lækkert hår, iskolde drinks og dankortet løst i hånden.

Jeg inviterer til efterfest hos mig selv, efter baren er lukket – Kl. er jo kun 7 om morgenen og festen er lige startet.

Spontane bytursinvitationer efter barn:

A hva´for noet?

Læsning før barn:

Jeg ræser igennem den ene krimiroman efter den anden og føler virkelig, der er gået en suveræn efterforsker tabt i mig.

Jeg sluger romantiske historier og drømmer om mænd med Loreál hår og stærke overarme.

Jeg ved præcis hvad de kendte render rundt og laver, efter at have læst alle sladderbladene – 2 gange.

Læsning efter barn:

Jeg bliver oprigtigt forarget, da jeg læser at Vitellos mor drikker rødvin og danser rundt i en halvbrandert.

Jeg hyler med tårerne løbende ned af kinderne, da Peter Pedal bliver væk fra Manden med den gule hat – Bare rolig, de finder heldigvis hinanden igen.

Jeg bliver simpelthen så bekymret, da Plet må blive hjemme fra skolen pga. sygdom – Hvilket heldigvis viser sig at være opfundet, for at få en fridag, pyha!

Jeg vågner i Louies seng, 30 min. efter jeg har læst “kaninen, der så gerne ville sove” og stirrer direkte ind i hans meget åbne og meget friske øjne.

Lange køreture før barn:

Der er sørget for kolde sodavand, varm kaffe, chokolade, kiks, kiks MED chokolade, tivolistænger og lakridser.

Vi drøner afsted på den tyske Autobahn med musikken skruet højt op og synger med på de nyeste beats – Og der må gerne være sange med ordet “fuck”.

Tidsplanen holder og turen afbrydes kun af en enkelt frokostpause.

Lange køreture efter barn:

Vi snegler os afsted og råber af alle, der vover at overhale os med mere en 110 km/t – De kører jo som død og helvede og vi har altså børn i bilen!

Milles (vinderen af MGP) blide røst stormer ud af højttalerne og har gjort det i 6 stive timer – “Forår, sommer, efterår og vinter“, synger vi og er begyndt at lægge andenstemmer på.

Tidsplanen er fuldstændig tabt og har været det inden vi overhovedet kom ud af døren.

Turen afbrydes af 23 “jeg skal tisse” stop, hvoraf 3 af dem reelt set passede.

Og behøver jeg overhovedet nævne, hvor mange gange sætningen “hvornår er vi der” (efterfulgt af dybe suk og øjne, der rulles total om i baghovedet), bliver sagt?

Heldigvis er der stadig masser af chokoladekiks.

Livets store spørgsmål før barn:

Hvad skal vi have til aftensmad?

Livets store spørgsmål efter barn:

Hvordan laver man babyer“, spørger Louie.

Efter en meget lang snak om kærlighed, svømmere og æg, kan man så starte forfra, for at forklare at det altså ikke er rigtige æg, der bruges i babyomeletten.

Filmaften med min mand før barn:

Vi putter i sofaen med dyner og puder, samtidig med at der nusses fødder og hår til den store guldmedalje.

Vi må spole filmen tilbage, fordi vi pludselig er faldet i snak og ikke har fulgt med i filmen.

Hele filmen bliver set!

Filmaften med min mand efter barn:

Zzzzzzzz!

Kan du fortsætte listen?

P.s. Jeg elsker mit liv efter barn, hvis du skulle være i tvivl!

 

Fars dag

Fars dag

I dag er det fars dag og alle sociale medier er proppet med taknemmelighed, for de skønne mænd, der dagligt gør en forskel i vores liv.

Herhjemme har vi også en far – Min skønne mand, der er far til vores skønne søn.

Mit indlæg i dag, vil handle om den mand, jeg har delt alt med, de sidste 13 år.

Det bliver pladderromantisk, lidt tarveligt men fyldt med kærlighed – Ligesom han fortjener.

Hvordan vi mødtes, spørger du? Ja tak, den historie vil jeg da gerne fortælle.

Det var en skøn dag i maj 2005 – Solen skinnede fra en skyfri himmel, fuglende fløjtede og alt var smukt i parken, hvor vi begge sad.

Vores øjne mødtes på tværs af alle mennesker – Tiden stod stille. Vi gik imod hinanden med vores blikke fastholdt – Det var skæbnen. Vi mødtes, vi tog hinandens hænder og vidste med det samme, at vi skulle dele resten af vores liv sammen.

En smuk historie, vi en dag kan fortælle videre til vores børnebørn.

Den er, i hvert fald, smukkere end de historier, hvor man mødes i en halv- (okay, måske hel) brandert på Buddy Holly (et diskotek, til jer, der ikke aner hvad det er), kysser lidt, lader fyren sove på sit hårde trægulv og derefter bliver kærester.

Nuvel, de historier findes vel også, hvis man ikke er så heldig, at have en pladderromantisk historie som vores – Du er naturligvis velkommen til at låne den pladderromantiske historie, hvis du ligesom os, mødtes på en knap så romantisk måde.

Selv tak.

Når man vågner dagen derpå, og ser at den stakkels fyr har sovet en hel nat på dit hårde trægulv (på trods af, at der var et blødt tæppe i gangen, han måske kunne have sovet på), så ved man, at interessen er der (eller han var for nærig til at tage en taxa hjem).

Derefter gik det stærkt.

Ca. 2 måneder senere flyttede han ind (og fik derefter en plads i sengen, i stedet for det hårde trægulv) og 1½ år efter, blev vi gift i mine forældres have.

Det er 13 år siden, jeg mødte kærligheden en nat på Buddy Holly (ja, du havde nok luret, at det var den rigtige historie – The secret is out) og for 5 år siden, blev han opgraderet til far.

Han har hver dag gjort en forskel, krydret med sarte undertoner af, at drive mig til vanvid.

  • I 13 år har han krænget strømperne af fødderne og efterladt dem i en sirlig klump, der gør dem umulige at vaske.
  • I 13 år har han taget så enormt store bidder af sin mad, at jeg hver dag er bange for, at han blive kvalt under hvert måltid.
  • I 13 år har han snorket så højt, at huset ryster og nabolagets hunde gjalder.
  • I 13 år har han fortalt utrolige dårlige vittigheder og grinet højlydt af dem.
  • I 13 år har han endnu ikke fundet ud af, hvordan bestikket skal stå i opvaskeren.
  • I 13 år har han sjasket og plasket badeværelset til med vand, hver gang han går i bad.
  • I 13 år har han givet mig blomster 4 gange.
  • I 13 år har han stadigvæk ikke helt forstået, at man skal ind i alle krogene, når man støvsuger.
  • I 13 år har han introduceret mig til de værste film og sportskanaler.

Ovenstående er blot et lille udpluk af de ting, der driver mig til vanvid dagligt.

Men ved du hvad?

Det er fuldstændig ligegyldigt – Og her er hvorfor:

  • I 13 år har han vasket lige så meget tøj (måske mere endda), som jeg har.
  • I 13 år har han lavet mad hver dag og er bare blevet endnu bedre, for hvert måltid han serverer.
  • I 13 år har han altid taget sofaen, når det er mig, der snorker højlydt, i stedet for at skubbe mig ud af sengen.
  • I 13 år har han altid grinet af mine dårlige vittigheder og platte humor, og ladet mig blive i troen, at han synes jeg er sjov.
  • I 13 år har han fyldt og tømt opvaskemaskinen og er altid den første af os, der rejser sig for at slukke, når maskinen bipper og er færdig.
  • I 13 år har han altid slået toiletbrættet ned efter sig og båret over med mine vatpinde og vatrondeller, der gerne bare ligges på håndvasken efter brug.
  • I 13 år har han båret alle indkøbsposerne, ladet mig tage den sidste flødebolle og ladet mig sove længe de fleste weekender.
  • I 13 år har han båret over med min rengøringsvanvid og blot fulgt med, når jeg har renset emhætte og køleskab med vatpinde, for at nå helt ind i krogene.
  • I 13 år har han ladet mig vælge film, hvis vi ikke kunne blive enige og har udholdt utallige timers dårlig underholdning.

Dette er manden i mit liv!

Manden, der altid sørger for at Louie og jeg har det godt.

Manden, der hver dag gør en kæmpe forskel for os.

Manden, der hver dag får os til at grine højlydt.

Manden, der altid sætter vores behov før hans egne.

Manden, der elsker os hver dag, selvom vi dagligt sætter ham på prøve.

Manden, der altid ofrer sig for Louie og giver ham de bedste oplevelser og minder.

Manden, der elsker os ubetinget.

Dette er manden i mit liv!

Den bedste mand og far til sit barn, man overhovedet kan ønske sig – Og vi værdsætter ham hver dag.

Også når han hænger toiletrullen med papiret ind mod væggen, hænger sin jakke sjusket og skævt op på bøjlen, ikke smider Louies legetøj i de rigtige skuffer og altid vender vrangen ud på tøjet, inden det lægges sammen.

For tænk engang, at han på trods af alle mine skævheder og krav, valgte at gifte sig med mig.

For det er overhovedet ikke nemt – Det indrømmer jeg gerne.

Men han hænger i og fortæller mig endda, at han stadig elsker mig.

Og ved du hvad?

Jeg elsker virkelig også ham!

 

 

Tak for jeres gode historier!

Tak for jeres gode historier!

Hvis du er gravid og mener, du sagtens kan være de “hyggelige” fødsels- og graviditets historier foruden, så vil jeg stærkt anbefale dig, at stoppe med at læse videre – Hvis du, derimod, synes det kunne være super fedt, at få et indblik i skrækhistorierne, så læn dig tilbage og enjoy the ride.

Det er godt nok over 5 år siden, jeg gik rundt med stor mave og ventede Louie.

Men én ting, der står tydeligt i min hukommelse, er alle de søde og rare mennesker, jeg mødte på min vej. Alle de søde og rare mennesker, der altid lige havde en god historie at fortælle. De søde og rare mennesker, der tog det som en selvfølge, at man naturligvis gerne ville høre historierne om diverse fødsels- og graviditetsrædsler – Især uden at blive spurgt eller advaret først.

Da jeg blev gravid, var jeg naturligvis godt klar, at det hele ikke ville være en dans på roser. Jeg var naturligvis ikke så naiv, at jeg bare forestillede mig 9 måneder i sus og dus og en fødsel, der ville gå over i verdenshistorien som den hurtigste, smukkeste og mest smertefrie. Jeg havde selvfølgelig et spinkelt håb, men var altså også ret realistisk.

MEN!

At være en gravid kvinde, der udmærket godt er klar over, at der om 9 måneder skal ske noget knap så eksotisk i de nedre regioner, er på INGEN måde det samme, som en gravid kvinde, der absolut må og skal høre om hvordan naboens kusines datter, næsten splittede til to personer efter hendes fødsel.

For ja, det er lige præcis historier, som ovenstående, der tit blev fortalt med hjælp fra livlige fagter og malende mentale billeder.

Har du fået åreknuder endnu? “, blev der en dag spurgt, med hovedet let på skrå.

Endnu? Er det noget man SKAL have? For så må jeg naturligvis straks finde ud af, hvordan man får dem! Kan de evt. købes og sættes på, hvis man er så uheldig ikke at kunne få dem naturligt?

Ja, dem kan du lige så godt forbedrede dig på at få – Især når man er solidt bygget som dig “, blev der efterfølgende sagt, med det sødeste smil på læben og et venligt klap på overarmen.

For så er det naturligvis helt okay at snakke om åreknuder OG min vægt – Bare det bliver efterfulgt at et venligt klap på skulderen.

Min veninde flækkede faktisk hele vejen fra for til bag – Hun er aldrig blevet normal dernede igen “, sagt med et utroligt bekymrende blik, der vendte mod mit “dernede” – Men intet venligt klap på overarmen (og her kunne jeg virkelig godt have brugt ét).

Et bombekrater – Ja, det er nok den måde, jeg bedst kan beskrive det på “, fortalt af meget sød og rar dame, der gerne ville involvere mig i, hvordan hendes underliv havde set ud efter hendes fødsel.

Og naturligvis helt uden jeg havde spurgt ind til det – Det var virkelig pænt af hende, synes jeg.

Selv til fødselsforberedelse, var der søde og rare mennesker, der viste en rigtig fin dokumentar om en fødsel. Selve dokumentaren var helt naturlig og egentlig rigtig fin, men den slutter med, at farmand sidder helt alene på fødestuen med den lille ny i armene.

Ja, som I kan se er (indsæt navn) ikke til stede lige der. Hun bristede voldsomt og måtte på operationsbordet for at få syet rectum, kort efter fødslen “, forklarede den søde jordemoder.

Kan du forestille dig, hvor stille et lokale, fyldt med gravide kvinder, kan blive efter sådan en sætning?

Og kan du forestille dig, at være en flue på væggen, til det møde, hvor det blev besluttet at denne dokumentar var den bedste at vise?

Ah, kunne vi måske vise en anden film? Én, hvor der måske ikke er operation af rectum med og hvor man ser både mor og far med den lille ny? Nej? Okay, men skal vi så, i hvert fald, ikke aftale at vi virkelig får skåret ud i pap, hvorfor (indsæt navn) ikke er til stede? Fedt!

Forestil dig at have veer i næsten 4 dage, gå i fødsel, for så at ende med et kejsersnit.

Nej tak, søde dame, som jeg næsten ikke kender – Jeg tror faktisk lige, jeg bruger et øjeblik på at tænke på solskin og flødeboller i stedet for.

Måske synes du jeg er en hystade, der tager tingene alt for tungt – Og det er du selvfølgelig i din gode ret til.

MEN, jeg synes dog alligevel, at emnet er ret aktuelt og en smule fascinerende på en måde.

Fascinerende på den måde, at så mange mennesker har en total ucensureret tilgang til at fortælle skrækhistorier – Måske en misforstået omsorg for at forberede os på dét, der kommer?

Personligt skulle jeg nok undersøge dét, jeg følte var aktuelle spørgsmål for mit vedkommende. I det mindste kunne folk måske spørge først, om man havde interesse i deres festlige historier fra fødegangen.

Undskyld, vil du høre om min veninde, der ikke nåede på toilettet efter hun fik et lavement?

Som, Egon Olsen, ville have sagt:

Ti stille, sindssyge kvindemenneske!

Så søde og rare mennesker, der absolut mener det i bedste mening:

Tak for jeres gode historier – Men STOP så, medmindre du bliver spurgt.

Kram fra hende, der naturligvis har fortalt sin gravide veninde, at man risikerer at få hæmorider under fødslen. #facepalm

Ansigtsbehåring

Ansigtsbehåring

Wow, med den overskrift har jeg helt sikkert fanget din opmærksomhed – Eller lige mistet dig som læser.
Jeg håber naturligvis på det første og fortsætter mit indlæg.

Jeg advarer dog om stærke mentale billeder og anbefaler dig, at sidde i trygge omgivelser når du læser nedenstående.

Jeg har længe lagt mærke til, at der stille og roligt var begyndt, at titte små hår frem på hagen – Mange af dem er lige hevet af med pincetten og så er jeg daffet videre, i den tro, at alt var godt.

Hold da op, hvor blev jeg godt nok snydt af mit eget fjæs.

Sommeren er kommet til Danmark og det betyder lange lyse dage med skønne solstråler, der blidt kærtegner vores hud.
Øh nej!
I mit tilfælde kom de skønne solstråler forbi og sagde:
“Hej med dig, skæggede dame – Skal vi lige få lyst den hage op, så alle kan se de lange hår, der kæmper om den, efterhånden, trange plads.”

En utrolig kedelig og ubehøvlet velkomst fra det, der virkelig skulle være en fornøjelse efter en lang vinter.

Nåh, tilbage til min ansigsbehåring (virkelig en sætning, man ALDRIG havde håbet at skrive) og min kommende kamp mod denne.

Jeg var virkelig opsat på at vinde denne kamp – Håret skulle ned med nakken, have en røvfuld og virkelig forstå, at det på ingen måde var velkomment.

Badeværelset dannede rammen om kampen, der dog skulle vise sig at blive en del mere udfordrende end først ventet.
Udstyret med enorme mængder voksstrips, marcherede jeg i kamp.

Vruushh, svip, riiiiiv, var kampråbene, der gjaldede i rummet.
De blev dog hurtigt afløst af “av for satan”, “i guder, hvor det svier” og tårer, der langsomt trillede ned ad kinderne.
Jeg var ved at give op, da jeg hankede op i mig selv og mindede mig om, det snart var overstået.
Rigtigt nok!
Hagen var ryddet for hår og jeg var lykkelig.

Lige indtil…
“Hvad fanden er dét? Og dét? Og DÉT???”
Lyset stod lige på og nu kunne jeg TYDELIGT se, hvordan hårene fra hagen, havde inviteret hele familien til at flytte ind på hals, nederste del af kinder og overlæbe.
Og det stod i utrolig tydelig kontrast, i og med, at min hage var fuldstændig glat som en barnerøv.

Der var simpelthen ikke andet for, end at starte kampen op igen.
Denne gang var kampgejsten dog en anelse mere lunken, end første omgang.

Vruushh, svip, riiiiiv – i gang igen.
Denne gang, vil jeg skåne dig for de ord, der forlod mine læber – Er sikker på, jeg har opfundet helt nye ord og udtryk for smerte.

Endelig færdig!
Kampen var vundet – Hårene var væk!
Jovist, jeg lignede et overmodent jordbær, der havde fået botox.
Men et skaldet jordbær – Og det var det vigtigste.

Den resterende voks blev vasket af, aloe vera gel blev smurt på og jeg NØD mit skaldede ansigt.

Lige indtil..
Fast forward til næste morgen, sig farvel til botox jordbærret og byd velkommen til Rikke 13 år.
Jeg havde bumser overalt, hvor jeg havde vokset!!!
Og som du kan forstå, var det ikke et lille område, jeg havde bevæget mig i.

Nu var smertetårer afløst af “det er bare løgn” tårer, mens jeg gloede mig selv i spejlet.
Store røde, grimme, kløende og ømme bumser – Helt ærligt, det er der jo ingen, der har fortjent.
Især ikke mig, der dagen før havde kæmpet og vundet et stort slag, og følte mig som den sejeste kvinde i verden.

Nu stod jeg her på badeværelset og blev losset direkte tilbage til teenageårene, hvor man brugte Clearasil i litermål.

Det er nu en uge siden, jeg tog den fatale beslutning, at udfordre min ansigtsbehåring til kamp.
Der er stadig tegn efter krigen, men jeg er så småt begyndt at komme mig.
Mine nye “venner” er begyndt at forstå, at de ikke er velkomne og er ved at pakke sammen.

Og jeg har taget en beslutning:
Fremover må jeg bare gøre noget ud af min ansigtsbehåring og rumme hele “herligheden”.
Jeg tænker måske en fletning eller to, nogle lyse striber eller balayage, der jo er så populært nu til dags.
For ovenstående kommer IKKE til at ske igen – Den kamp er tabt.
Ikke mere vruushh, svip, riiiiiv til mig, ikke flere grimme bumser, ikke flere smertetårer – Næh nej, så hellere investere i en flot kam, tage en tur til barberen, vinde Melodi Crand Prix eller melde mig til det nærmeste cirkus.

Hvilken style, bør jeg gå med?
Tjek billederne ud og afgiv gerne din stemme.

Er der andre, der har været samme tur igennem?
Og har du gode råd eller vil du bare tages i hånden og følges med mig i cirkus?
Kunne være hyggeligt, hvis vi var flere om jobbet, tænker jeg.

Hav en super skøn dag derude!
Også selvom du har hår i fjæset. 😘

Velkommen til mig

Hurra hurra – Jeg har fået en blog!

Men hey, en blog – Kræver det ikke et vildt talent for det skrevne ord, en Instagramprofil med over 10.000 følgere, velplejede negle, et smukt “hattehoved” til alle billederne med solhat, Royal Copenhagen kopper med tilhørende latté, velopdragne børn (og mænd) og evnen til at tage smukke madbilleder?

Jovist, jeg scorede da et 13 tal i dansk retstavning i folkeskolen (ja, jeg er fra DEN tid, hvor der var 13 taller i karakterbogen), jeg plejer mine negle, når jeg skal noget vigtigt (det tæller vel også?), jeg oplever til tider, at min dreng rent faktisk siger “tak for mad” og rydder op efter sig selv og jeg elsker latté (den må dog gerne være lunken, men det kan man jo heldigvis ikke se på billeder).

Til gengæld er det ikke lykkedes mig, at se lækker ud med solhat (men hey, det er jo kun på solskinsdage man daffer rundt med sådan én og der er jeg jo så heldig, at bo her i Danmark), jeg ejer ikke en Royal Copenhagen kop (min mand minder om naboen fra “Fint skal det være”, når han får stukket sådan en kop i hånden), min Instagramprofil har efter 5 år på bagen, sneget sig op på 447 følgere (der er garanteret 2, der er smuttet mens jeg skriver dette) og jeg forstår virkelig ikke, hvordan andre kan få mad til at se så smukt ud på billeder (og ja, jeg har opdaget filterfunktionen på Instagram).

Så med ovenstående i betragtning – Kan jeg så være blogger?

Selvfølgelig kan jeg det!

For i bund og grund drejer det sig vel om, at få nogle tanker ned på tastaturet, prøve at underholde en smule, måske komme med gode råd og bare generelt blogge, fordi man synes det er skide fedt (må man egentlig godt skrive “skide”?).

Om det gøres iført solhat eller fedtet hår, velplejede negle eller nedbidte fingerspidser, med en kæmpe følgerskare eller nogle få fans, med stavefejl eller perfekt grammatik, med plastikkrus eller RC krus, med velopdragne børn eller små skiderikker, med hang til rød saftevand eller latté.

Hey, det er jo fuldstændig ligegyldigt – Der er plads til os alle.

Jeg håber på at se meget mere til DIG herinde og vil glæde mig til at komme rigtigt i gang med bloggeriet.

Ciao! (som du kan læse, mangler jeg stadig den perfekte afslutningshilsen – Det kommer, jeg skal jo lige i gang).